Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Vi skal ikke lade os kue af mørkemænd

Jeg tror stadig på, at de demokratiske frihedsværdier, vi repræsenterer, vil sejre ved en kombination af øget sikkerhedsindsats og ideologisk kamp. Vi skal igen styrke kendskabet til kulturarven.

Jeg var en ung idealistisk polit.-studerende i 1989 da Muren faldt. Tog til Berlin, og hentede et obligatorisk stykke fra muren, som følger mig overalt. Jeg troede fuldt ud på en fredelig demokratisk verden, for kommunismen var jo brudt sammen. De vestlige frihedsværdier ville nu gå deres sejrsgang i hele verden. Den drøm er desværre flere gange de seneste år blevet punkteret af fundamentalistiske mørkemænd, der ikke vil vores demokrati og frihed.

Udvekslingen af synspunkter i vor tid er en borgerkrig – bare udført med andre midler.

Borgerkrigen er i Danmark fyldt med kritik, skældsord og ironi, men også med respekt og god opførsel. Det er – for nu at bruge et allerede lidt slidt udtryk – det Danmark, vi kender. Vi respekterer hinandens forskelligheder ud fra en fælles forståelse, som vi har brugt generationer på at opbygge, og fortsat uddanner vores børn i at forstå, så de kan føre den videre til deres børn.

Den fælles forståelse har vi tilegnet os gennem uddannelse. Det er sket ved at læse og forstå demokratiets historie og de tænkere og filosoffer, der udviklede den demokratiske tankegang og overbeviste deres omverden om at indføre demokrati og lige rettigheder for alle.

Læs også: Nyhedsoverblik - Charlie Hebdo

Terrorangrebet i Paris, men også opstandelsen efter Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2005 og angrebet på USA 11. september 2001 viser med al tydelighed, at vi er udfordret i disse dage både udefra og indefra på en måde, jeg bestemt ikke havde set komme, da jeg hentede mit stykke af Berlin-muren i 1989.

Jeg tror, at det der er sket, fordi vi enten har glemt, eller er blevet i tvivl om de værdier, som vores land og resten af den vestlige civilisation bygger på, er de bedste. Måske har vi taget dem for givet?

Dannelse, skikke og traditioner har dog kun den nødvendige autoritet, hvis de anerkendes som værende bedre og mere overlegne end andre. Her skal vi huske, at alt ikke er lige godt. Vort demokrati og de rettigheder, der står skrevet i Grundloven, herunder §77, sikrer at ytringsfriheden i Danmark er bedre end de værdier, som udfordrer os i disse dage.

HVIS VI MISTER troen på de autoriteter, der opretholder vores demokrati og rettigheder, opløses den sociale orden, og vi mister dermed den integration, der sikrer, at den fredelige borgerkrig, som vi er så glade for, bliver til ægte borgerkrig.

Det var det, der skete i Paris 7. januar 2015.

Det er derfor, jeg er konservativ. Jeg ønsker ikke en minimalstat uden en moralsk orden, som vi i fællesskab er blevet enige om at beskytte. Jeg ønsker at fastholde de autoriteter, der opretholder vores demokrati og rettigheder, og jeg vil endda gerne styrke dem, så længe de ikke begrænser menneskers frihed og muligheden for at skabe et bedre liv.

Læs også: Briterne frygter en kopi af angrebet i Frankrig

Det var derfor, jeg som kulturminister var med til at iværksatte den såkaldte demokratikanon. Demokratikanonen bestod af 35 begivenheder, personer, tekster og filosofiske strømninger. Muhammed-tegningerne omtales kun en smule i demokratikanonen under et afsnit om den såkaldte Samuel Rushdie-sag fra 1996. Kanonudvalget besluttede at trække en tidsgrænse, så kanonen kun omhandlede begivenheder og fænomener fra før 2000. Det var jeg helt enig i, men meget tyder på, at karikaturerne blev en skelsættende begivenhed. Derfor vil det efter min mening være naturligt, at man inddrog dem selvstændigt i en ny demokratikanon, nu hvor vi har det nødvendige perspektiv, og har set, hvad de har haft af konsekvenser.

Ikke alle var begejstrede for demokratikanonen. Nogle sagde dengang, at kanonen var et produkt af en vestlig tankegang, og det var lige præcis rigtigt, fordi det er selvfølgelig den tankegang, vi skal værne om og give videre til vores børn.

Vi er jo alle Charlie Hebdo – ikke sandt?

JEG ER OPTIMIST. Jeg tror stadig på, at de demokratiske frihedsværdier vi repræsenterer, vil sejre ved en kombination af øget sikkerhedsindsats og ideologisk kamp. Vi skal igen styrke kendskabet til kulturarven. Kulturarven beriger os og styrker den fælles forståelse, som alle borgere i Danmark skal have uanset hvor de kommer fra.

Vellykket integration afhænger ikke kun af, hvor mange der kommer til landet. Vellykket integration handler heller ikke kun om, hvem der kommer til landet. Det handler om meget mere end mængden og kvaliteten af den udenlandske arbejdskraft. Derfor er det heller ikke nok bare at overholde dansk lovgivning, hvis man ønsker at blive en del af det danske samfund.

EN GRUNDLÆGGENDE forståelse for dansk historie, kultur og sprog er også nødvendig for at skabe den fælles forståelse, vi har i Danmark, og ikke vil miste, og som alle nye borgere derfor skal have. Kulturel oprustning er den bedste vaccine mod udemokratiske strømninger både ude og hjemme, og står det til mig, skal vi igen gøre alt for, at indvandrerne og deres efterkommere bliver fortrolige med vores samfund, historie, demokrati og rettigheder.

Se også: Hele verden mindes ofrene i Paris

Det er tid til at tage vores land tilbage, som Søren Pape Poulsen sagde i sin formandstale på Det konservative landsråd i september. Vi skal turde og aldrig lade os kue af mørkemænd uanset om de er kommunister eller islamister, eller hvor de kommer fra, eller hvorfor de gør det. Lad os kæmpe for, hvad vi har kært.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.