Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Læst og påskrevet!

»Vi rækker selv terroristerne de våben, de vil slå os ihjel med«

Mordene i Paris onsdag formiddag på ti medarbejdere ved det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo og på to politifolk giver Helle Thorning-Schmidts (S) nye og lidt for smarte reklamekampagne »Det Danmark du kender« et særligt perspektiv. Det Danmark, vi kender, er et Danmark, der ved generationers indsats, navnlig vore bedste- og oldeforældres, ikke ved Helle Thorning-Schmidts, er et velstående, relativt oplyst og relativt velordnet samfund, men det er også et ekstremt sårbart samfund, der står ansigt til ansigt med meget alvorlige terrortrusler. De kommer indefra, og de kommer udefra. Vi befinder os, som Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, skrev i juli for ti år siden, umiddelbart efter terrormyrderiet i Londons undergrundsbane, i en ny verdenskrig. Der er ingen front, og fjenden er usynlig. Friheden har en pris. Også i menneskeliv. Vi kan gøre meget for at mindske prisen. Og der gøres meget. Især fra de vestlige efterretningstjenesters side, ikke mindst den danske PET, som bl.a. har forhindret, at det første grusomme angreb på en avisredaktion skete i København, på JP-Politikens Hus.

Men risikoen for disse morderiske angreb kan vi aldrig fjerne. Af to grunde: Dels fordi terroristerne er fanatikere, der er villige til at sætte livet på spil og ikke er tilgængelige for almindelig sund fornuft, men finder livets mening i at bekæmpe vore samfund, og dels fordi vi ikke er villige til at indføre det totale overvågningssamfund og den indskrænkning af vore frihedsrettigheder, som den totale mobilisering i kampen mod terrorismen vil kræve. Hvad overvågningen angår, er vi allerede gået meget langt, og nogle vil mene, at vi ved gennemførelsen af terrorlovgivningen også har svækket retsstatens fundament. Vi kan efter min opfattelse ikke gå længere, end vi allerede har gjort, men vi kan på visse områder tage et opgør med nogle generelle rettigheder, der misbruges som følge af den idealisme, der ligger indbygget i det demokratiske samfund og i nogle sammenhænge ikke er til at skelne fra naivitet.

Vi rækker selv terroristerne de våben, de vil slå os ihjel med. Det gør vi, når vi accepterer islamiske friskoler, der ikke kontrolleres nøje. Vi gør det, når vi stadig støtter en moské som den på Grimshøjvej i Aarhus, hvis formand, Oussama El-Saadi, hylder dem som helte, der melder sig til morderbanderne i Islamisk Stat. Af 27 fra Østjylland, som er rejst ned til krigen i Syrien-Irak, har de 22 haft deres gang i moskéen på Grimshøjvej. Og vi gør det i meget høj grad, når vi tillader folk, der i IS på landsforræderisk vis har kæmpet mod os eller vore allierede, at vende tilbage til Danmark igen. Mindst 50 af de mindst 100 med dansk statsborgerskab, der har meldt sig til morderbanderne, er vendt hjem igen. Hvad skal de her?

I forbindelse med debatten om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger – som Charlie Hebdo var det første udenlandske medie til helhjertet at støtte – skrev jeg i Læst og Påskrevet (4. februar 2006): »Mod autoritært magtstræb nytter hverken bønner, troskyldige forestillinger om en bid brød, en moské i København som folkegave eller forslag om, at vi skal undskylde, at vi har ytringsfrihed. Og de konfliktsky eller bare følgagtige danskere, der mener, at Jyllands-Posten da også bare kunne have holdt sig i skindet, har glemt, hvordan et frit og også nogenlunde fordomsfrit samfund er blevet til: med provokationer, med afprøvning af grænser. Hvordan ville eksempelvis de homoseksuelle være stillet i dag, hvis man ikke havde provokeret ’for provokationens skyld?’« Siden mordene i onsdags har medier og politikere over hele den vestlige verden bakket op om Charlie Hebdo.

Det kneb lidt mere i 2006, da dele af Mellemøsten stod i brand på grund af danske og mellemøstlige islamisters udnyttelse af Jyllands-Postens tegninger. I dag er det kun den politiske redaktør på Financial Times, Tony Barber, der har forbehold over for Charlie Hebdos satire. I ham er det kræmmeren, der taler. »Lidt sund fornuft ville være nyttigt på udgivelser som Charlie Hebdo og Danmarks Jyllands-Posten, som hævder at slå et slag for frihed, når de provokerer muslimer, men som faktisk bare opfører sig dumt,« skrev han i torsdags.

Bo Lidegaard, Politikens chefredaktør, der hidtil som en anden Komiske Ali har siddet i den danske medieverdens mest beskyttede hus, Festung JP-Politiken, og i den ene leder efter den anden bedyret, at ytringsfriheden skam ikke var truet, er nu blevet mere normal og skrev i sin leder, torsdag, at »den største respekt, vi i dag kan vise Charlie Hebdo, er ikke selv at lade os skræmme«. Et fromt ønske, som jeg kun kan bifalde, og selv som hidtil vil bestræbe mig for at realisere, men som jeg kan tvivle på, vil blive fulgt af alle. Selvfølgelig bliver folk bange. På trods af klassiske opmuntringer som Roosevelts »den eneste ting, vi skal frygte, er frygten selv«. Sagens kærne skal vi ikke glemme. Den blev formuleret i 2012 af en af dem, der blev myrdet i onsdags, den 47-årige tegner og redaktør på Charlie Hebdo Stephane Charbonnier, der på spørgsmålet, om det var nødvendigt at blive ved med at gøre grin med islam, svarede: »Ja, vi må fortsætte, indtil islam er lige så normaliseret som katolicismen.« Æret være de tolv mordofres minde. De døde for os.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.