Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Vi nydanske piger scorer med glæde for nationen

Arkivfoto: Henning Bagger
Arkivfoto: Henning Bagger

Min datter på 11 vil gå til fodbold, proklamerede hun blot én dag efter sølv til kvindelandsholdet. Gårsdagens kamp havde sat noget i gang hos hende.

Er det effekten af at se kvinder spytte, lege, sparke, tude, råbe og give den max. gas, powerkvinder, hun får lyst til at identificere sig med? Her er nogen, der kan. Hvorfor skulle jeg så ikke også kunne? Hvorfor er vi så ikke langt mere proaktive som samfund? Og hvorfor er der så få brune talenter som Nadia Nadim? For hold op, hvor er positiv repræsentation effektfuldt.

Desværre har flere nationalkonservative debattører forsøgt at devaluere det forbilled­lige talent Nadia Nadim. De finder hende ikke patriotisk nok, dansk nok, integreret nok. Hendes brøde var, at hun i et interview helt forståeligt tog afstand fra den danskheds­debat, der i så mange år har ekskluderet og dæmoniseret personer som hende selv.

Samme debattører afviser, at Nadia Nadim vil få betydning for integrationen af minoritetsunge. Her vil jeg påstå, at man ikke har begreb om, hvad man taler om. Så er man privilegieblind. Så har man ikke oplevet ikke at kunne spejle sig, ikke at føle sig repræsenteret i det samfund, man lever i. Eller også ønsker man i virkeligheden ikke integrationen og hader måske ligefrem at se Nadia Nadim blive fremhævet som den nationalhelt, hun vitterlig er. Trods ung alder har hun allerede udgydt mere blod for Danmark, end de nationalkonservative har.

Der var ingen Nadia Nadim i mine unge dage som barn af tyrkiske gæstearbejdere. Hverken i omgangskredsen eller i medierne. Der var kun indvandrerklicheen, som regel af hankøn med kost under næsen og tyk accent. Dengang i 80erne havde fodbold været utænkeligt for en muslimsk pige. Men hvad nu, hvis der havde været en Nadia Nadim, ville jeg så kunne have sluppet af sted med det? Og sluppet for maskin­skrivning, som var det eneste, jeg kunne få lov til at gå til efter skole. Det lød tilpas røvsygt for dydsvogterne derhjemme. Ingen fare for fristelser dér.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er Nadim det gode og mulige eksempel på, at det nytter at drømme stort for en nydansker. Samtidig gør hun det svært at trække offerkortet for dem, som mener, at man kan glemme alt om at komme frem, når man ikke har den rigtige stamtavle.

Når de kulturkonservative trækker patriotismekortet for at nedgøre en national­helt, der scorer for nationen, så scorer de et kæmpe selvmål for deres sag. De lyder mere og mere som min far, bare med omvendt fortegn.

Mens de råber: »Dansk, det bliver hun aldrig!« råbte han: »Glem det! For dem vil du altid være perker, min pige.«

Men hverken jeg eller Nadia er perkere. Vi er de nye danskere. Og vi scorer med glæde for nationen.

Fadime Turan er journalist, komiker og foredragsholder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.