Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KOMMENTAR

Vi har en klar Ruslands-strategi

Regeringen har fra dag 1 arbejdet for robust EU-enighed om at fastholde sanktionspresset på Rusland til at implementere Minsk-aftalen.

 Michael Aastrup Jensen.
Michael Aastrup Jensen.

For få år siden var der forår – også i Kreml. De vestlige lande arbejdede på et konstruktivt partnerskab med Rusland. Men vores forhåbninger blev gjort til skamme på Krim og i Donbas. Rusland har vist sig villig til – helt uacceptabelt – at bruge magtmidler, vi troede hørte fortiden til, og se højt og flot på de internationale spilleregler.

Jeg er helt enig med Martin Lidegaard i hans analyse i denne avis 30. marts om behovet for en klar strategi over for Rusland. Det var hans linje som udenrigsminister – og det er også den nuværende regerings.

Ruslands handlinger har gjort det afgørende, at EU står sammen. Og det gør vi. Mere end 20 gange siden annekteringen af Krim har EU været enige om sanktioner over for Rusland. Jeg synes, at Lidegaards kritik af regeringen rammer underligt skævt, for regeringen har fra dag 1 kommunikeret og ført en helt igennem klar politik. Vi bakker 100 pct. op om EUs og NATOs politik over for Rusland.

Krisen har på godt og ondt vist, at Rusland er en uomgængelig aktør – ikke mindst i Danmarks nærområde. Vi er uenige med Rusland om meget – deres aggressioner, deres propaganda og de til stadighed ringere demokratiske kår i Rusland. Men det er direkte kontraproduktivt for danske interesser og værdier, hvis vi ikke har en dialog med Rusland i Østersø-regionen, i Arktis og om internationale udfordringer, som Syrien. Ligesom mange andre europæiske lande har vi derfor en kritisk dialog med Rusland – modsat hvad Martin Lidegaard havde.

Regeringen har fra dag 1 arbejdet for robust EU-enighed om at fastholde sanktionspresset på Rusland til at implementere Minsk-aftalen. Denne to-spors strategi – pres og dialog – er helt i tråd med EU’s tilgang..

Alene i år har regeringen i EU-regi taget initiativ til øget og mere synlig støtte til Ukraines reformer, og senest har vi opfordret EU til at øge støtten til det trængte russiske civilsamfund. Regeringen har fokuseret på, at EU og NATO fortsætter arbejdet med at modgå russisk propaganda, et arbejde der begynder at vise resultater. Og så har udenrigsministeren sammen med sine nordiske og baltiske kollegaer klart taget afstand fra Ruslands fortsat ulovlige annektering af Krim.

Det er ikke korrekt, når Martin Lidegaard påstår, at regeringen har skåret støtten til Ruslands naboer markant. Støtten til de to lande, der klarest har demonstreret et ønske om at gå den europæiske vej, Ukraine og Georgien, er uforandret.

Energi er en vigtig dimension i vores politik over for både Rusland og Ukraine. Derfor bakker vi fuldt op om implementering af EUs Energiunion og styrket forsyningssikkerhed. Jeg noterer mig selvfølgelig flere østeuropæiske og baltiske landes bekymring over for Northstream 2-projektet. Men lad os nu slå koldt vand i blodet. Hvis vi modtager en ansøgning, vil vi behandle den efter alle gældende regler, sådan som en retsstat gør. Det er jo lidt mærkeligt at se Radikale Venstre gå imod det. Samtidig er regeringen ikke blind for projektets geopolitiske dimension. Det skal vi drøfte sammen med vores EU-partnere. Det er ikke en debat, vi kun skal have med os selv i Danmark.

Danmark og regeringen har en klar strategi for forholdet til Rusland. Og vi har en stærk stemme i EU og NATO – og i vores nabolande mod øst. Martin Lidegaard prøver at stille en modsætning op, der ikke findes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.