Vi er ikke så frigjorte som vi tror

Esben Lunde Larsen: Der må kæmpes for, at vi ikke kun ender i værdimæssige kategorier, som er økonomisk betingede, for dermed mister vi forudsætningen for vores frihedsforståelse, som er alt andet end funderet i økonomiske kategorier.

Vel skal forskning og undervisning bidrage til samfundets vækst økonomisk set, men det skal også bidrage til en vækst menneskeligt set.
Vel skal forskning og undervisning bidrage til samfundets vækst økonomisk set, men det skal også bidrage til en vækst menneskeligt set.

Danskerne har siden 1960erne haft en opfattelse af, at vi hører til blandt de mest frigjorte folk. Opgør med autoriteter og pornografiens frigivelse hører til de »større« landvindinger. Men er danskerne egentlig så frigjorte, når det kommer til stykket, og hvori består vores frihedstradition egentlig? Det sidste først.

I 1800-tallet formuleres de frihedstanker, som præger det danske samfund i dag. Særligt én person er ansvarlig for dette: N.F.S. Grundtvig. Grundtvigs frihedsforståelse, der har afgørende teologihistoriske forudsætninger baseret på Luthers kristendomsforståelse om et kristenmenneskes frihed, har en eksistentiel karakter. Udtrykket »det eksistentielle« skal forstås som det at kunne leve med og af et livsgrundlag, som man har tillid til. Den enkelte må have trosfrihed for at kunne leve i tillid til sit eget livsgrundlag. Grundtvig knytter trosfriheden sammen med ytrings- og samvittighedsfrihed i samlebetegnelsen åndsfrihed, som livet igennem er et mål for hans kirkelige og samfundsmæssige indsats. Den enkelte dansker må have frihed i såvel troens sag som i samfundsmæssige anliggender.

Hvad med de frigjorte danskeres eksistentielle frihed i dag - har vi et livsgrundlag, som vi kan have tillid til? Både ja og nej.

Ja, fordi vi er et frit, demokratisk samfund med alle de rettigheder og muligheder, det giver den enkelte. Nej, fordi der er en stigende tendens til, at regler, indberetninger og kontrol fjerner mere og mere af vores selvbestemmelse over vores eget liv, hvilket i høj grad er en trussel mod vores eksistentielle frihed. Spørg bare slagtermesteren, virksomhedsejeren eller landmanden, som indberetter og bliver kontrolleret i hidtil uset omfang for at forstå pointen. Den nytteværdimæssige tænkning styrer ufatteligt meget i vores samfund. Det har været nødvendigt i en periode, fordi vore udgifter ikke stod mål med vore indtægter, og det vil fortsat være nødvendigt, men det må ikke medføre, at vi glemmer værdimæssige forhold, som aldrig kan gøres op i kroner og øre. Disse værdier udfordres af den tiltagende DJØF’isering efter de ansatte i den offentlige forvaltning, som er organiseret i DJØF - Danmarks Jurist- og Økonomforbund. De får mere og mere indflydelse på forvaltningen af det danske samfund, og det er lidt polemisk sagt, at Finansministeriet er det mest markante holdningsministerium i dag.

De danske universiteter og forskere har været udsat for forandringer som følge af denne udvikling. Universitetsloven fra 2003 medfører, at en række forhold på danske universiteter er ændret. Nogle forandringer var tiltrængt, og der er stadig meget at gøre. Nogle forandringer kræver nye overvejelser. Det gælder universiteternes selvbestemmelse, den såkaldte universitetsgovernance, medarbejder- og studenterindflydelsen, akademisk frihed samt forskningsfriheden.

Ifølge Universitetsevalueringen fra 2009 er der flere følger af denne lovændring, eksempelvis er friheden til at agere inden for universitetslovens bestemmelser reguleret af omfattende krav om afrapportering og dokumentation, hvormed retten til selvbestemmelse udfordres. Det er nødvendigt at debattere disse oplevede indskrænkelser, for hvem stiller modpolen op til de krav - betinget af en tiltagende økonomisk betragtning af forskning og formidling - som i stigende grad lægges over universiteterne og forskningen? Hvilke kriterier og betingelser i henseende til frihed skal hævdes, for at samfundets værdier ikke kun gøres op i økonomiske og nyttemæssige værdier? Hvordan sikres den enkelte forskers tillid til eget grundlag, hvis han konstant skal afrapportere for sin gøren og laden? Det må vi debattere åbent med universitets- og forskningsverdenen, for vel skal forskning og undervisning bidrage til samfundets vækst økonomisk set, men det skal også bidrage til en vækst menneskeligt set. En vækst, der tager et sagligt hensyn til de forskere og undervisere, som yder en kæmpe indsats i det daglige.

Et andet eksempel er hele kvalitetsområdet, når det gælder uddannelse og forskning. Et område, der er reguleret af den såkaldte akkrediteringslov, og som er til politisk behandling i december måned. Regeringen har foreslået, at prækvalifikation og godkendelse af nye uddannelser og uddannelsesudbud skal finde sted i ministeriet. Men hvem siger, at det er ministerielle embedsmænd, der har mest forstand på uddannelseskvalitet? Det kunne jo være, at det i langt højere grad var et internationalt fagpanel bestående af forskere og undervisere, som rettelig skulle foretage denne vurdering, så kvalitet ikke kun udmøntes i embedsmands-økonomiske kategorier, men i faglige termer set i internationalt perspektiv.

Man kunne tænke sig, at der oprettes et fagligt prækvalifikationsråd med armslængde, der dels rådgiver ministeriet, dels rådgiver uddannelsesinstitutionernes bestyrelser, når det handler om at kvalitetsudvikle uddannelserne og forskningen. Hele kvalitetsdiskussionen er også nødvendig at have. For hvad er kvalitet, og hvem har ansvaret for kvalitet? Naturligvis har uddannelsesinstitutionerne et hovedansvar for den undervisning og forskning, der foregår. Men hvad med den studerendes ansvar i forhold til at møde velforberedt op og til at vie sin studietid til at blive fagligt dygtigere og dannelsesmæssigt udrustet?

Det er fint nok, at uddannelsesinstitutionerne lover minimumstimetal på visse uddannelser, men det nytter kun lidt, hvis ikke de studerende er forberedt til undervisningen, og hvis ikke uddannelsesinstitutionerne understøtter de dygtigste talenter i at blive endnu dygtigere samtidig med, at de studerende, der ikke lever op til krav om aktiv deltagelse, sorteres fra.

Er vi danskere da så frigjorte, når det kommer til stykket? Nej, ikke på alle områder. Derfor må tanken om åndsfrihed også italesættes i nutiden. Der må kæmpes for, at vi ikke kun ender i værdimæssige kategorier, som er økonomisk betinget, for dermed mister vi forudsætningen for vores frihedsforståelse, som er alt andet end funderet i økonomiske kategorier. Derfor må ethvert menneske være opmærksom på rækkevidden af de værdier, som gøres gældende for det enkelte menneske, samfundet og staten. Der er eksistentielle forhold på spil. Der skal en bevidsthedskamp til for ikke at ofre den enkeltes frihed og mulighed for selvbestemmelse. Dertil kræves åndsfrihed! Dertil kræves kamp!

Det var klart for Grundtvig, og derfor er han stadig højaktuel og anvendelig i det danske samfund i forsøget på at fastholde det eksistentielle frihedsrum, der danner udgangspunkt for de frihedsmæssige principper for såvel den enkelte som for samfundet med ordene om Frihed for Loke saavelsom for Thor.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.