Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Jens Grund

Vi crossfittere

»Den fysiologiske formel står tåget for mig, men søde sager sætter sig. I gamle dage var alting bedre. Da klæbede sukker ikke til kroppen«

I gamle dage var alting bedre, mener chefredaktør og crossfitter Jens Grund.
I gamle dage var alting bedre, mener chefredaktør og crossfitter Jens Grund.

Jeg er begyndt at gå til crossfit. Eller rettere. Jeg begyndte for et år siden, men har ikke rigtigt haft overskud til at fortælle om det. Jeg blev inviteret med af en ven. Prøvetimen var sjov, men kostede mig et klippekort til fysioterapeuten. Jeg ved ikke, hvorfor jeg absolut skulle vise, at jeg kunne magte de nye ord og øvelser: Boxjump, pull up, clean and jerk – engelske ord, der gør nas dagen derpå. Jo, jeg ved godt hvorfor: Sådan er det med forfængeligheden. Den vil gerne vise sig.

Selv om det gjorde ondt den dag, blev jeg crosfitter. Jeg havde i flere år gået i et af de store fitnesscentre tre gange om ugen, hvor jeg mødte de samme mennesker igen og igen. De så sure ud. Hilste ikke. Jeg så også sur ud. Hilste ikke. Alle andre kiggede i spejlet. Jeg turde ikke se i spejlet, for jeg vidste, at jeg ville få øje på mig selv. Så jeg stod tavs og rykkede i instrumenterne, som skulle gøre mig stærkere. Det gjorde de nu ikke, men de holdt mig ved lige.

Jeg er ikke alene. Over 800.000 danskere er medlem af et fitness-center.

Vedligeholdelsen er i sig selv en kamp, når man er 54 år. For nu om dage kan jeg tage et kilo på ved at spise 100 gram chokolade. Den fysiologiske formel står tåget for mig, men søde sager sætter sig. I gamle dage var alting bedre. Da klæbede sukker ikke til kroppen, men smeltede bare.

I crossfit ville jeg ombygge min krop til et tempel. Her år efter er min krop blevet et tempel – desværre stadig med flere skæve udestuer, som det lokale bygge- og teknikudvalg aldrig ville godkende. Men til forskel fra fitnesscentret hilser alle her, vi råber endda »Godt kæmpet!« og dunker hinanden i lungerne, så træningstrøjen limer sig til ryggen.

I dag kan jeg løfte godt 130 kg. Joachim B. Olsen kan løfte de samme tal – bare i rækkefølgen 310. Han går heldigvis ikke i mit center.

Vi er ikke delt ind i aldersgrupper og skalerer øvelserne efter formåen. Det er smart. Men det kan også godt være lidt svært, når man både er forfængelig og 54. En dag var jeg på »Get stronger« holdet. Coach Bibi stod foran os. Hun er en barsk banan og håner mig og de andre, hvis vi bedyrer, at det er en umulig øvelse: »Whaaa, whaaa, tag en tudekiks.« Jeg vil hellere vise hende – og de andre.

Så vi skulle lave »push and jerk« i 25 minutter – vægtstangen op under hagen og videre op over hovedet i strakte arme. Jeg begyndte med 30 kilo. Pærelet. Så fik jeg øje på to yngre mænd. De tog ti kilo mere på. Det gjorde jeg også. Så tog de ti kilo mere på. Ikke pærelet længere. De to mænd i øjenkrogen fortsatte op til 70 kilo. Kan de, kan jeg, tænkte jeg. Det kunne jeg også – tre gange. Fjerde gang smeltede benene, da jeg ville hive vægtstangen op over hovedet. Jeg forsøgte at holde stangen ind til kroppen, men den forlod mig, så jeg nærmest faldt hen over den i stedet for at smide den. Så nogen mig? Selvfølgelig gjorde de det.

Jeg greb stangen for at revanchere mig. Men igen refuserede benene. Jeg røg ned på knæ, og vægtstangen pressede mig bagover, så jeg pludselig lå på ryggen med stangen over mig. I fart: Den trillede hen over brystet, op imod mit hoved, og jeg nåede lige at dreje ansigtet, så stangen kun snittede mit venstre øre.

»Hold da op,« sagde han den lidt ældre (men langtfra så gammel som jeg), da vægtstangen fortsatte hen imod ham og en ung kvinde. De så forlegne ud, som mennesker, der helst ikke vil glo på en trafikulykke, men ikke kan lade være. Coach Bibi kom hen: »Du skal tage nogle vægtskiver af,« sagde hun. »Lær teknikken, og så kan du tage mere vægt på.«

Jeg tog to skiver af. »Flere,« beordrede Bibi. Det var næsten mere ydmygende end at blive kørt over af vægtstangen. Men så gik det. Hu, hej. Op og ned. Mange flere gange end de to unge mænd, der nu prustede over deres 70 kilo.

Nederlaget var glemt – lige indtil jeg sad i den røde sofa for at tage mine udesko på. En af de veltrænede kvinder valsede forbi på vej ud ad døren og henkastede i forbifarten:

»Din vægtstang – var den ikke meget aggressiv? Den angreb dig jo ligefrem.«

»Jo, jeg har også anmeldt den. Sådan noget skal man ikke finde sig i. Heldigvis har det hele ikke noget med mig at gøre.«

»Nej, da,« smilede hun bedrevidende og gik ud i aftenmørket.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.