Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Vestligt demokrati en anti-religiøs ideologi

Iben Thranholm, Teolog og debattør
Iben Thranholm, Teolog og debattør

Er man ikke enig i, at ytringsfriheden skal bruges til at forhåne religion, er man ikke demokrat med hud og hår. Så skarpt er fronterne trukket op i debatten efter tragedien i Paris, men det handler slet ikke om muslimer, men om noget meget større: Gud selv.

Da tegneren Riss, der overlevede terroraktionen på Charlie Hebdo, blev interviewet af Martin Krasnik på DR sidste søndag, forklarede han, at satiren ikke er rettet mod muslimer som personer og deres religiøse følelser, men de hellige teksters krænkelighed. »Jeg kan ikke føle mig fri, hvis ikke jeg krænker dogmerne i religion. Religion skaber ukrænkelighed og jeg er optaget af at overtræde dem. Man kan ikke opnå frihed uden at overtræde noget«, konkluderede satiretegneren, der er ateist. Ubevidst kom ateisten til at tale i religiøse begreber, for da slangen fristede Eva, fik den hende netop til at tro, at hun ville opnå den fulde frihed ved at bryde reglerne. Er det samme løgn, som Charlie Hebdo fører videre i ny forklædning?

Interviewet med Riss afslørede, hvordan ytringsfrihedskampen ikke handler om det frie ord, men er et frontalt opgør med Gud. En proces, der har været i gang i Vesten i århundreder og som nu kulminerer.

Det er nu blevet en demokratisk pligt at skænde det hellige og sand frihed er at gå imod dogmer. Det gælder ikke bare i forhold til islam. Den russiske punkgruppe Pussy Riot fik Vestens fulde opbakning efter deres blasfemiske optræden i Kristus Frelser katedralen i Moskva. Igen blev krænkelse af det hellige synonymt med demokratisk frihed. Den moderne vestlige civilisation er den første kultur i verdenshistorien, der ikke bare forkaster ethvert begreb om hellighed i forhold til samfundsnorm og moral, men som placerer sin selvforståelse og frihedsforståelse i blasfemi og oprør mod Gud.

Når Riss mener, at vi i Vesten opnår den fulde frihed ved at krænke det guddommelige, lyder det måske progressivt. Men faktum er, at Vestens afvisning af sin kristne identitet og foragt for sine religiøse rødder ikke medfører frihed, men derimod et åndeligt og værdimæssigt vakuum, der skaber frygt, kontrol og overvågning. Materialisme, egoisme og relativisme, der har undergravet kristen tro, mangler endnu at bevise deres værd over for islam. Vestens mangel på tro på noget større end sig selv gør den forsvarsløs over for en religion som islam.

Den anti-religiøse ånd, der udgår fra miljøer som Charlie Hebdo, forblænder, fordi den er pakket ind i flotte formuleringer om frihed. Sandheden er, at den er en selvdestruktiv ånd, der river alt og alle med sig i faldet, hvor den hærger i sit glødende raseri imod Gud. De, som var på gaden i Paris, blev narret. De marcherede ikke for det frie ord, men for blasfemi, smagløshed og opløsning af moral. Ånden fra Charlie Hebdo nedbryder ikke bare det civiliserede samfund, men også demokratiet, der i frihedens navn nu omdannes til en anti-religiøs ideologi med totalitære undertoner. Grundlaget for demokrati er religionsfrihed, ikke oprør mod det hellige.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.