Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vestens svage dømmekraft

Det arabiske forår er et veritabelt væksthus for radikale islamister, der truer Vesten direkte. Især af den grund kan vi hurtigt komme til at længes efter tilregnelige diktatorer.

Bylinefoto2011: Kasper St
Bylinefoto2011: Kasper St

Lad os spole tiden tilbage til begyndelsen af 2011. Det såkaldte Arabiske Forår blomstrede, og gode mennesker var helt oppe at køre. Journalister rapporterede med begejstring fra Tahrir-pladsen i Cairo, de talte engelsk med de unge oprørere, der krævede liberale reformer og diktatorens afgang. Og da de tilmed spredte det glædelige revolutionsbudskab på Twitter og Facebook kunne det ikke gå galt!

Også meningsdannere og politikere tog del i den revolutionære rus. Jeg husker en diskussion i DR’s »Debatten«, hvor Martin Krasnik, Søren Pind, SF’s Trine Pertou Mach og Mogens Lykketoft alle var rørende enige om, at araberne ønskede demokrati, at islamisterne næppe ville få magten, og at Vesten havde optrådt uforsvarligt hyklerisk med dens støtte til Egyptens diktator Mubarak. Nej, når tyrannen styrtes, vil folket springe ud som liberale demokrater.

Besindige iagttagere som Farshad Kholgi, der advarende drog en parallel til den islamiske revolution i Iran, blev mødt med hovedrysten. De besindige havde svært ved at trænge igennem alle de klæbrige fraser og den moralske indignation hos de berusede meningsmagere, der stadig indkaldes som eksperter på den arabiske verden. Som om de ikke for længst havde kompromitteret sig selv.

For hvordan er det nu, det er gået? Foråret i den arabiske verden – med en allerede tyndslidt metafor – er blevet til en isvinter. Anarki, borgerkrig, militært diktatur, islamisering, styrkelse af terrorbevægelser, etnisk udrensning, overgreb på de kristne mindretal, nedbrænding af kirker, ja, myrderierne fortsætter i det hele taget planmæssigt. Og Tahrir-pladsen er nu mest kendt som gerningsstedet for voldtægter.

VI ANDRE, DER lige fra begyndelsen advarede om udviklingen, blev enten kritiseret for at sprede fordomme om muslimers manglende demokratiske sindelag, eller vi blev udskammet som dårlige mennesker. På et møde i København blev jeg således anklaget for umenneskelig kynisme af den harmdirrende direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, Jakob Erle.

To måneder efter udbruddet af de arabiske revolutioner skrev jeg på denne plads i avisen bl.a. følgende: »De vestlige revolutionsromantikere er naive, idealister og universalister: De tror, at liberalt demokrati roligt vil vokse frem; de er forblændede af solidariteten med de undertrykte masser; og de mener, at alle mennesker på kloden deler samme værdier […] Vi projicerer vores egne vestlige opfattelser over på araberne.«

Jeg skrev også, at vi hurtigt kan komme til at længes efter den gamle, stabile verden med alle dens tilregnelige diktatorer. Også disse ord kan hurtigt vise sig at blive lige så sande som det, jeg ellers skrev dengang. Man skal tage selvros alvorligt, for det er som bekendt den eneste ros, der kommer fra hjertet. Men mit egentlige anliggende er dog et andet:

Det er at vise, at eliten i Vesten har en ufattelig dårlig dømmekraft, hvad angår muslimer og den muslimske verden. Når man har accepteret en ikke-vestlig indvandring, der intet sted har været en succes, hvordan skulle man så kunne agere med succes i forhold til den arabiske verden?

Det er især relevant at diskutere Vestens dømmekraft i disse dage, hvor vi er på vej ind i en ny krig, en intervention i Syrien. Ved man overhovedet, hvad man gør? Eller vil man gentage de enorme fejltagelser fra Irak, Afghanistan og Libyen? Libyen-interventionen havde opbakning fra samtlige partier med udenrigsminister Lene Espersen i front sekunderet af Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup-Jensen, der dengang udtalte denne perle: »Der er ingen tvivl om, at 99,99 procent af dem, der kæmper for oprørerne, kæmper for demokrati og ytringsfrihed. De kæmper for at skabe et land, der er fri for tyranner.«

Libyen er i dag hærget af anarki, hvor terrorister og hardcore islamister boltrer sig. Den værste følge af »det arabiske forår« er, at vi i Vesten er truet af endnu mere terror. Tusindvis af unge muslimske mænd drager fra vestlige lande til borgerkrigen i Syrien, hvor de får træning, våben og kontakter, som de kan bruge, når de vender tilbage.

EFTERRETNINGSTJENESTEN har opsigtsvækkende kraftigt advaret om denne udvikling. Hvis oprørerne er »liberale« frihedskæmpere, som Naser Khader har talt om, kan de for så vidt godt drage til Syrien for at kæmpe. Men så ligger deres loyalitet jo ikke i Danmark, og de bør derfor ikke vende tilbage hertil. Hvis der er tale om herboende jihadister, skal de naturligvis udvises. Hvis de rejser til Syrien, skal de nægtes indrejse tilbage til Danmark, og deres statsborgerskab – som politikere som bekendt giver til vores fjender – skal tages fra dem. Det gælder også de »danske« jihadister i Syrien, der nu truer folk som Naser Khader på You Tube-videoer.

Det arabiske forår er et veritabelt væksthus for radikale islamister, der truer Vesten direkte. Især af den grund kan vi hurtigt komme til at længes efter tilregnelige diktatorer: De sikrer stabilitet, nedkæmper jihadisterne, inddæmmer flygtningestrømmene, vi kan handle med dem, og de overholder fredsaftalerne. Endelig ved de liberale muslimer – og de kristne – at diktatorerne er det eneste værn imod islamisk undertrykkelse.

Barbariet i Syrien er helt igennem forfærdeligt at bevidne. Men at intervenere fordi »vi må gøre noget«, dét er ikke udslag af en gennemtænkt plan. Det er en bøn. Seniorforsker Henrik Breitenbauch advarede forleden om fælderne ved en intervention. Amerikanske realister har talt om det længe, og en af de mest anerkendte, Kenneth Pollack, har påpeget, at den syriske borgerkrig er en af de farligste af slagsen, fordi den er etnisk og sekterisk bestemt. Den kan udløse kræfter, der er meget vanskelige, hvis ikke umulige at håndtere. Den slags konflikter afsluttes først, når den ene part har myrdet tilstrækkeligt mange fra den anden part.

DET LYDER BARSK, og jeg mener bestemt, at vi skal yde humanitær nødhjælp i nærområdet. Men det er ikke i Vestens interesse at handle ud fra luftige moralske idealer. Vi risikerer bare at gøre det hele værre og miste danske liv (og enorme formuer). Som amerikanerne siger: »If you liked Iraq, you will love Syria!«

Men desværre er det ofte dem med den svageste dømmekraft, der sætter kursen i Vesten.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.