Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kultur-karrusellen

Verden på hovedet

Eva Agnete Selsing, filosof
Eva Agnete Selsing, filosof

Vi lever i omvendthedens tidsalder. Ret bliver til vrang. Ondt bliver til godt. Forbryderen bliver til et offer. Barnet bliver til en autoritet (og autoriteterne bliver barnagtige). Forfatteren Melanie Phillips har beskrevet det som »selvindlysende snusfornuft, der bliver vendt på hovedet«, hvor »virkeligheden er blevet erstattet med fantasier, der indsættes som fakta – mens åbenbare sandheder afvises som blotte holdninger«.

Denne mangel på respekt for virkeligheden, for de indlysende kendsgerninger, fører en moralsk forkvakling med sig. For hvordan kan vi mennesker navigere som etiske væsner i en verden, hvor alt flyder? Hvor vi får at vide, af magthaverne – især de kulturelle – at alt forholder sig modsat det, vi kan konstatere med egne øjne? Når eksperterne benægter det åbenlyse. Når visse journalister insisterer på, at det går godt i Tingbjerg. Når fredelige menneskers berettigede bekymring for islamismen patologiseres – gøres til en »fobi«?

Lad mig give et par yderligere eksempler. Få timer efter sidste uges gruopvækkende terrorangreb på satiremagasinet Charlie Hebdo, skrev en tidligere højtprofileret DR-vært på sin facebookprofil, at »tragedien i Paris skal få demokratiske kræfter og frie stærke kloge medier til at tale opbyggeligt til verden – ikke grave grøfter«. En repræsentant for en metier, der mere end nogen anden er afhængig af netop det frie ord. Det er ikke bare at save den gren, man sidder på, over – det er at støtte de kræfter, der vil have alle grene savet over. Et foragteligt svigt af den menneskelige virkelighed, som mediernes fineste opgave er at beskrive ærligt. »Kloge« medier er altså medier, der afstår fra at beskrive realiteterne. Ret bliver til vrang.

Eller, i samme dur, tag dagbladet Politiken, der skamløst følte sig berettiget til at være med på den virale kampagne mod attentatet på Charlie Hebdo: På avisens facebookside onsdag i sidste uge kunne man læse tragediens hashtag #jesuischarlie (»jeg er Charlie«). Fra et medie, hvis faneførere i årevis har bedrevet hetz mod de danske kritikere af den totalitære ideologi, der breder sig ikke bare i Frankrig, men i hele verden. Kære Politiken: I er ikke Charlie. I er det modsatte. Ytringsfrihedens danske bekæmpere iscenesætter sig som dens fortalere. Helt omvendt. Eller tag den radikale Zenia Stampes forsøg på at starte en viral kampagne med temaet »lad 2015 blive humanismens år«. Dermed menes, i kort form, at Danmark skal ophøre med at tale om de særdeles brutale konsekvenser af indvandringen og så vist også åbne grænserne på vid gab. På den måde kommer »humanisme« til at betyde, at vi skal arbejde for mere af det, der gør Danmark til et stadigt mere usikkert sted for fredelige mennesker. Mere vold, mere kriminalitet. Humanisme? Ordet bliver til sin modsætning.

Og hvad gør denne forkvakling af begreberne ved os? Hvad gør det ved helt almindelige mennesker at få at vide, at det, de ved selvsyn kan konstatere, er forkert og endda skamfuldt? Det korrumperer vores sjæl og gør os lidt mindre menneskelige. Hvis ret og vrang, godt og ondt, op og ned, ikke længere eksisterer, forvitrer vores tro på ikke bare os selv og hinanden, men også på den virkelighed, vi er sat i. Og så er flanken åbnet for, at selv de mest ondskabsfulde ideer kan bundfælde sig i os.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.