Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Venstre i grænseland

Skal flygtningekrisen løses, er der brug for en langt mere aktiv og målrettet dansk udenrigspolitik. Nu.

4. januar indfører Sverige kontrol ved grænsen til Danmark. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
4. januar indfører Sverige kontrol ved grænsen til Danmark. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

I dag indfører Sverige grænsekontrol. Det er i sig selv en trist begivenhed, der gør livet surt for hundredtusindvis af pendlere, truer den økonomiske vækst i Øresundsregionen og dybest set ikke løser nogen problemer. Ikke desto mindre tyder meget på, at Danmark få dage efter vil gøre det samme. Oven i købet med en model, hvor man overlader det konkrete ansvar til danske transportører uden på forhånd at have lavet en aftale med Tyskland.

Hvem skulle have troet, at det nogensinde kunne komme så vidt mellem Danmark og vores to nærmeste naboer, alliancepartnere og største handelspartnere i EU? I vores øjne skyldes den uholdbare situation ikke mindst den danske regerings håndtering af flygtningekrisen. I stedet for på et tidligt tidspunkt at gøre det eneste logiske, nemlig at indkalde til et fælles møde på topniveau mellem Sverige, Tyskland og Danmark i erkendelse af, at Danmark ikke har nogen som helst chance for at håndtere den nuværende krise uden konkrete aftaler med de to store nabolande, har man primært valgt at kommunikere gennem lovgivning og medier og bringe Danmark i en højst ubekvem situation. De tre lande ser forskelligt på flygtningekrisen, men netop derfor er der brug for et aktivt diplomati. Selv hvis vi et kort øjeblik fortrænger de menneskelige konsekvenser af regeringens flygtningepolitik, virker den ikke engang i regeringens egen logik. Det store pres på Tyskland og Sverige vil uundgåeligt på et tidspunkt føre til markant flere asylansøgere i Danmark, med mindre vi finder en fælles forståelse med vores naboer i Europa.

Dette dilettantiske nabodiplomati er desværre symptomatisk for regeringens udenrigspolitik. Der mangler simpelthen visioner, finesse og international handlekraft. I stedet for at ødelægge Danmarks omdømme med ligegyldige annoncer i libanesiske aviser og konfiskering af smykker burde regeringen løfte blikket og bidrage til at løse flygtningekrisen i mindst tre udenrigspolitiske spor.

1. Stop finansieringen af krigene i Mellemøsten.

Kontrol over de store flygtningestrømme vinder vi først, når vi får stoppet de nuværende konflikter i Mellemøsten. Det er et frygteligt paradoks, at vi selv indirekte er med til at finansiere både en række terrornetværk og de konflikter i Syrien, Irak og Libyen, der i øjeblikket driver millioner på flugt. Krigene er alle komplekse i deres historie, men de er i vidt omfang orkestreret, finansieret og styret af store regionale magter i Mellemøsten, der igen finansierer deres involvering med de oliepenge, som vores ukritiske import af olie og gas leverer. Vi tror, at de øjeblikkelige kriser i EU også rummer potentialet til, at vi endelig kan samle EU om at konfrontere vores partnere i Mellemøsten og Rusland med denne problematik. Helt konkret er EU i disse måneder i færd med at lægge sidste hånd på den såkaldte Energiunion, der i forvejen rummer et stærkt sikkerhedspolitisk perspektiv. De seneste år har gjort det tindrende klart, at det ikke er ligegyldigt eller trivielt, hvordan verdens største importør af energi – EU – vælger at håndtere sin forsyning. Det er et kæmpe sikkerhedspolitisk redskab, som vi har benyttet alt for lidt, både som pisk og som gulerod. Ganske små signaler om vores vilje til at reducere vores afhængighed kan få stor betydning for både energipriser og økonomien i de eksporterende lande. Hvorfor går Danmark ikke forrest i EU og foreslår at udvide det sikkerhedspolitiske perspektiv i Energiunionen til også at dække Mellemøsten? Det ville være et tiltrængt og effektivt signal til de regionale stormagter, der netop nu sidder i Wien og forhandler om Syriens fremtid.

2. Giv massiv nødhjælp til flygtningelejrene.

Lige nu mangler FN ca. 15 mia. kr. for at kunne dække det akutte behov for mad og rent vand i de store flygtningelejre i Syriens nærområder. Manglen på mad og drikke tvinger dag for dag tusinder af mennesker på flugt. Topkilder i FN konkluderede selv for få dage siden, at manglen på nødhjælp var og er den primære årsag til de episke flygtningestrømme. Verdenssamfundet må til lommerne, og Danmark må gå foran.

Kort før jul kom regeringen i mindretal i Folketinget på besparelserne i 2015. Svaret var larmende tavshed og endnu mere passivitet. Nu må og skal kursen lægges om. For det første må regeringen selv droppe sine historisk dårligt timede besparelser på udviklingsbistanden. For det andet må Danmark tage initiativ til en donorkonference og gøre en aktiv indsats for, at EU i fællesskab yder et langt større bidrag til FN. For nyligt hjalp det at give en håndsrækning til Tyrkiet i flygtningekrisen. Hvorfor tøver regeringen i forhold til Libanon og Jordan?

3. Skab ordnede forhold ved EU’s ydre og indre grænser.

Der er brug for at styrke EUs ydre grænse, og det vigtigste redskab er fælles europæiske modtagecentre og et samarbejde om ordentlige og effektive forhold ved de ydre grænser gennem den fælles indsats i grænseagenturet FRONTEX. Det skal sikre en værdig behandling af alle, og at vi fra starten kan skelne mellem flygtninge og økonomiske immigranter, så de førstnævnte kan hjælpes og de sidstnævnte sendes hjem. Modtagerlandene kan simpelthen ikke håndtere det store antal flygtninge alene. Det truer både det nuværende Dublin-system og den frie bevægelighed i EU, som er et enormt gode og en stor frihed for den europæiske befolkning og erhvervslivet. Sikre ydre grænser og fælles modtagecentre vil uundgåelig føre til, at EU-landene også må finde fælles fodslag om fordelingen af flygtninge. Ingen lande vil huse modtagecentre, hvis det betyder, at de så skal huse alle flygtningene permanent. EU-Kommissionen har allerede fremlagt en fordelingsnøgle, der tager højde for bl.a. befolkningstal, økonomisk formåen og nuværende andel af flygtninge – der i øvrigt ser ud til at give Danmark færre flygtninge. Det er åbenlyst svært at nå en sådan enighed. Netop derfor er der brug for, at den danske regering spiller aktivt med som en del af løsningen i stedet for at lurepasse.

Samlet set er det alt andet end ligegyldigt, hvordan Danmark lægger sin udenrigspolitiske linje i forhold til EU i almindelighed og til vores nærmeste naboer i særdeleshed. Vi er en lille stat, men lige nu er vi også en nøglestat. Ikke at føre nogen aktiv udenrigspolitik er også et valg. Men det er ikke det rigtige.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.