Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Velkommen til den falmende stat

En fejlslagen stat kalder man et land i borgerkrig, hvor korruption, vold og dyb fattigdom er dagens orden. Her tilfalder magten enhver med en AK-47 ved en vejspærring.

Nu er den fejlslagne stat opstået i en ny luksusvariant i Danmark. Velkommen til den falmende stat.

Den står endnu, men opbakningen er væk, og livsvigtige funktioner svækket. Den har kun fjender, fordi den er usikker, inkompetent, uretfærdig og ekskluderende.

I den falmende stat er sikkerheden ikke forsvundet 100 procent. Den er blot blevet tilfældig. Den islamiske terror er nu rettet mod alle vantro i Danmark, al infrastruktur og alle større forsamlinger, hvilket de facto er umuligt at beskytte fra statens side.

I den falmende stat står statens magt ikke længere ved magt. Her kan staten hverken forsvare grænserne eller borgerne i tilfælde af et angreb fra Rusland. Vi har heller ikke længere kontrol over, hvem der er i landet, hvor antallet af forsvundne afviste og udviste asylansøgere er eksploderet.

Staten er ikke længere et fælles gode

I flere geografiske områder er statens magt- og voldsmonopol udfordret.

Staten kan for første gang siden middelalderen ikke længere effektivt indkræve sine skatter. Den falmende stats indtægter bygger nemlig på en forbrydelse for både de rige og de fattige. De rige mener, at den gør succes til en forbrydelse. De fattige, at den gør beskatning til en forbrydelse.

Statens næsten umulige opgave har historisk været at beskytte de fattige mod de rige og omvendt på en og samme tid. I den falmende stat tror ingen længere, det er muligt.

De fattige ser staten som elitens redskab til at stjæle fra fællesskabet. De rige ser omvendt staten som en omkostning og bremse for deres globale pengestrømme.

Strategien har derfor med hjælp fra de politiske liberalister været at skære statens institutioner urealistisk ned for bagefter at pege fingre ad staten og de statsansattes uduelighed.

Den falmende stat er også etnisk ekskluderende. De svageste etniske danskere ser rasende på, at staten tillader indvandring, hvad der gør den danske velfærdsstat til en global umulighed og udhuler deres velfærdsrettigheder. De ser så at sige staten som tilflytternes våben.

Mens tilflytterne nok ønsker statens økonomiske støtte, men modsætter sig statens liberale krav til seksualitet, kvinder, rusmidler, demokrati og ytringsfrihed. De ser staten som et farligt, nationalt dansk våben til at undergrave deres etniske medborgerskab og identitet.

Staten er dermed gået fra at være et fælles gode, alle ville kæmpe for, til at være et våben, alle kan angribe andre med. Frygten for fascisme og kommunismens totalitære stat har fået alle statens borgere til at ønske så lidt stat som muligt.

Vi bør dog se staten som et fælles redskab til at skabe mere fællesskab, ikke et våben til det modsatte. Vi må og skal derfor genfinde kærligheden til den stærke stat.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.