Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Velfærds-koalitionens store fiktion

»Debatten illustrerer med tydelighed én ting, der har domineret dansk politik siden i hvert fald 1970erne: At der nu er så mange danske vælgere med en personlig, økonomisk egeninteresse i at opretholde status quo, at det er stort set umuligt at komme igennem med større reformer.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte onsdag eftermiddag Savværket i Aarhus, hvor han fortalte om regeringens 2025 plan. Besøget er en del af en række borgermøder for at diskutere Danmarks fremtid og udfordringer. Her ses Lars Løkke til mødet
Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte onsdag eftermiddag Savværket i Aarhus, hvor han fortalte om regeringens 2025 plan. Besøget er en del af en række borgermøder for at diskutere Danmarks fremtid og udfordringer. Her ses Lars Løkke til mødet

Staten er den store fiktion, at alle kan leve på bekostning af alle andre,« skrev den franske økonom Frédéric Bastiat (1801-1850) for knap to århundreder siden. Men når man følger reaktionerne på regeringens »Helhedsplan 2025« — og ikke mindst på Liberal Alliances krav om, at topskatten skal ned for alle, der rammes af den — får man let det indtryk, at ordene kunne være fra 2016.

Debatten illustrerer med tydelighed én ting, der har domineret dansk politik siden i hvert fald 1970erne: At der nu er så mange danske vælgere med en personlig, økonomisk egeninteresse i at opretholde status quo, at det er stort set umuligt at komme igennem med større reformer.

I hvert fald hvis det er større reformer, der piller ved de offentlige udgifter og rammer identificerbare dele af det, samfundsforskere har kaldt »velfærdskoalitionen«. Denne består af de vælgere, der har deres primære indkomst fra indbetalte skatter: Offentligt ansatte og modtagere af overførselsind-komster, som derfor — alt andet lige — ikke har nogen egeninteresse i, at der bliver skåret i offentlige udgifter, de nyder direkte. Heller ikke i nogen større reformer, der for eksempel letter forvridende eller hæmmende skatter og helt eller delvis finansieres via mindsket stigning i de offentlige udgifter.

Reformer har kun flyttet marginaler

Historisk set har denne gruppe været en lille minoritet i de fleste samfund og var det også herhjemme indtil for relativt nylig. I 1970, da velfærdsstatens ekspansion for alvor accelererede, udgjorde velfærdskoalitionen cirka 35 pct. af vælgerkorpset. I 1979 passerede gruppen mere end halvdelen af samtlige vælgere, og da Anders Fogh Rasmussens regering tiltrådte i 2001, udgjorde den 62 pct. Efter ti år med VKO var den ved Helle Thorning-Schmidts tiltræden på knap 67 pct. Så hvor der i 1970 var to privatansatte for hver fuldtidsnyder af de offentlige kasser, er forholdet i dag det omvendte.

Som sådan er velfærdskoalitionen både demokratisk og nationaløkonomisk vokset og vokset, altimens interessegrupper og medier har kolporteret et billede af konstante nedskæringer og en forandring fra velfærdsstat til minimalstat. Realiteten er, at verdens højeste skattetryk er fortsat med at være højt, og at alle reformer kun har flyttet marginaler.

Mere bliver det ikke til, fordi velfærds-koalitionen gør ethvert spørgsmål om offentlig økonomi til et om lagkagestykker: Hvis den ene gruppe får et større stykke, bliver der mindre til andre. Fokus flyttes fra velstandsskabelse til velstandsfordeling og bliver dermed reelt til en slags klassekamp.

Findes »blå blok«?

Derfor bliver Helhedsplanens og de mulige topskattelettelsers skæbne et meget kraftigt signal både for politikerne og for fremtidens danske skatteborgere og kan meget vel blive for det blå Danmark, hvad Thermopylæ var for spartanerne.

Bliver det umuligt for Venstre-regeringen at få de borgerligt-liberale bukser til at holde — fordi Dansk Folkeparti er rykket så markant til venstre de senere år — er det spørgsmålet, om der overhovedet er belæg for at tale om en »blå blok« mere. Bliver det umuligt for en liberal regering at komme igennem med selv beskedne omrokeringer, vil det være et signal til virksomheder, iværksættere og driftige unge om, at forudsætningerne for vækst og velstand næppe nogensinde bliver bedre i Danmark.

Et flertal af danskerne vil hellere tale om, hvis penge de skal dele, end om, hvordan man skaber flere af dem.

Peter Kurrild-Klitgaard er professor, ph.d.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.