Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Var Dostojevskij også bare en gammel, privilegie-blind mand?

Martin Paludan
Martin Paludan

Forleden var jeg til en fest, hvor jeg faldt i snak med en jævnaldrende kvinde. Hun var ligesom jeg et sted midt i 20erne, og selvom hun som de fleste andre i den gruppe ikke havde læst mere end en håndfuld klassiske romaner, men derimod genlæste »Harry Potter« mindst en gang om året, var hun temmelig sikker på, at man alligevel ikke kunne bruge den klassiske litteratur til særligt meget. Den er jo, som vi alle sammen ved, skrevet af gamle, hvide og velhavende mænd.

Deres litteratur kunne ifølge den ellers både sympatiske og intelligente kvinde affejes, fordi de jo i virkeligheden alle sammen havde det samme perspektiv på livet. Navnlig det af den privilegerede, hvide mand. Nej, så ville hun hellere læse afrikansk litteratur (gerne skrevet af kvinder). Kun på den måde kunne man nemlig få udvidet sin horisont.

Litteraturens potentiale udhules

Man kan mene, at det er et klassisk venstreorienteret paradoks, at man hylder mangfoldigheden, men samtidig reducerer den til udelukkende at handle om hudfarve, køn og klasse. Det gjorde de marxistiske litteraturkritikere i og for sig også.

Enten var litteraturen borgerlig, opretholdende og unyttig, eller også var den et redskab til at udpege kapitalismens vederstyggelighed og derved motivere arbejderne til revolutionen.

Men den afgørende lighed mellem samtidens identitetspolitiske litteratursyn og marxisternes består ikke i, at litteraturen i begge tilfælde bliver reduceret til et redskab. Ligheden består i, at selve litteraturens – og faktisk al kunsts – potentiale effektivt udhules.

Kunst centrerer sig helt grundlæggende om at bygge bro mellem det personlige og det almenmenneskelige. Den er i sin reneste form en tro på, at uanset hvor forskellige vi er, så deler vi fundamentale menneskelige erfaringer.

Den indsigt er fuldstændig fraværende, når man insisterer på, at det litterære perspektiv er stavnsbundet til forfatterens klasse, køn og nationalitet.

Det betyder på ingen måde, at vi ikke i dag muligvis har alt for mange privilegieblinde, hvide mænd. Men hvor litteraturen netop er universel, er samfundskritikken og de ideologiske briller det langtfra.

Mest af alt forsøger jeg at sige, at priviligeblindhed altså aldrig bliver en særligt givende tilgang til Dostojevskijs forfatterskab. Det er aktuelle politiske dogmer sjældent til litteratur, der trods alt er blevet læst i langt over 100 år – uanset hvor vigtige de politiske dogmer kan være i deres samtid.

Martin Paludan er forfatter og cand.mag. i retorik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.