Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Lørdagsdebat

Vær så venlig - her er hemmeligheden bag Canadas integrations-succes

»Hvis man skal forklare, hvorfor Canada er det eneste vestlige land, hvor befolkningen fortsat står bag stor indvandring, er den vigtigste faktor dog det system til udvælgelse af indvandrere, der blev indført i 1960erne, det såkaldte pointsystem.«

Canada har ry for at være det land i den vestlige verden, som er bedst til at integrere indvandrere og flygtninge. Det er et omdømme, som stadig er fortjent.

Men alt er ikke rosenrødt. I dag oplever Canada voksende problemer med både økonomisk og social integration, og i de seneste par årtier har der været en udvikling i retning af ghettodannelser i de tre storbyer, Toronto, Montreal og Vancouver. I deres nedslidte og socialt belastede bydele finder man de fleste af Canadas fattige indvandrere og asylansøgere. Desuden har Canada i dag miljøer med uintegrerede muslimer, der tiltrækkes af islamisme, og derfor udgør en national sikkerhedsrisiko.

Alligevel viste en undersøgelse i efteråret 2016, at de fleste canadiere stadig mener, at indvandring er godt for landets økonomi. Der er også udbredt tillid til, at det er muligt integrere flygtninge og klare de potentielle sociale problemer, der kan være forbundet med dårlig integration. Der er også færre end i de sidste 20 år, der er bekymrede over, om de nytilkomne vil tage »canadiske værdier« til sig. Det forudsætter dog, at indvandringen sker ud fra »canadiske principper«. Hvad de går ud på, vil jeg forklare i det følgende. Men jeg kan med det samme antyde, at det bl.a. har noget at gøre med en historisk tradition for venlighed, imødekommenhed og tolerance.

Som så mange andre dagblade verden over bragte den store canadiske avis The Globe and Mail op til nytår nogle indlæg fra mennesker, der fortalte om, hvad 2016 havde betydet for dem. Et af dem var skrevet af en syrisk mand ved navn Nabel Alahi, en tidligere boghandler og engelsklærer, som i begyndelsen af året var kommet til Canada efter fem år som flygtning. Alahi fortalte først om det lykkelige liv, som han og hans familie – kone og tre børn – havde levet, før borgerkrigen brød ud og sendte dem på flugt. Dernæst berettede han om den varme velkomst, de havde fået i Canada.

Alahi sluttede sit indlæg med at takke regeringen og det canadiske folk for den støtte, venlighed og forståelse, familien havde mødt fra alle sider af samfundet. Der havde ikke været et eneste øjeblik, hvor han havde oplevet sig som flygtning eller følt, at Canada ikke var hans land. Han håbede derfor, at han i det nye år ville blive mere aktiv i det canadiske samfund, så han kunne gengælde den venlighed, han var blevet mødt med ved ankomsten.

Indvandrere føler sig hurtigt canadiske

Der er en rimelig sandsynlighed for, at Alahi om få år vil være en produktiv og velintegreret canadisk borger.

Selv om man måske bør passe på med ikke at lægge for meget i den patriotisme, han lægger for dagen i en nytårshilsen stilet til den canadiske offentlighed, er det en dokumenteret kendsgerning, at de fleste indvandrere til Canada hurtigt identificerer sig som »canadiere« og bliver stolte patrioter. Deres etnicitet og tidligere nationale tilknytning er stadig vigtig, men kommer i anden række.

Det lyser dog også ud af Nabel Ahalis beretning, at 2016 bestemt ikke havde været noget nemt år for ham og hans familie. Der havde været lange, kedelige venteperioder fyldt med frygt og en følelse af at være blevet glemt og forladt, da den sponsororganisation, der havde stået for familiens modtagelse, mere eller mindre overlod dem til sig selv.

Familien kendte på forhånd intet til det canadiske samfund, og han vidste selv, at hvis han skulle blive i stand til at få job som lærer, ville det koste ham flere år og mange penge – som han ikke havde. Han havde også fundet ud af, at hvis han ikke fandt arbejde inden for det første år, ville de blive fattige. Det var helt op til dem selv at overleve økonomisk og socialt.

Den overførselsindkomst, de ville kunne forvente fra det offentlige, ville kun netop kunne holde dem i live. Men det vilkår var han indstillet på. For han var ikke vant til andet hjemmefra. Han ville derfor i første omgang forsøge at finde sig et job, der i det mindste ville kunne bringe familien mad på bordet.

Multikulturalistisk tilgang

Den statslige multikulturalisme-politik nævnes ofte internationalt som en af de vigtigste grunde til, at Canada er bedre end mange andre lande til at integrere indvandrere.

Den amerikanske integrationsforsker Irene Bloemraad, der har foretaget et sammenlignende studie af USA og Canada, konkluderer, at Canada er meget bedre end USA. Hun mener, at Canadas held med at få indvandrere integreret og føle sig som medborgere, skyldes tre ting.

For det første den måde, Canada bruger statsborgerskabet som integrationsinstrument. For det andet den støtte og opmuntring, de oplever fra civilsamfundets side. Og for det tredje den måde, hvorpå multikulturalismen får dem til at føler sig anerkendt med deres særlige kulturelle, sproglige og historiske baggrund.

Bloemraad hævder, at det canadiske eksempel viser, at nationalstaten er i stand til at tilpasse sig globaliseringen, og fortsat er i stand til at fremme følelsen af tilhørsforhold og loyalitet i en verden, der ellers er præget af transnationale og overnationale kræfter. Det 21. århundredes migranter ønsker nemlig mere end at blive juridisk beskyttet af den stat, der tager imod dem.

De ønsker også at føle sig velkommen og hjemme i den. Hvis de bliver fortalt, at det at være borger i det nye land kun er noget rent juridisk, vil de ikke blive tilskyndet til at udvise medborgerskab og dermed bidrage til samfundsfællesskabet. Så vil de blot opleve sig som indbyggere i et fysisk rum eller bærere af et pas. Bloemraad er af den opfattelse, at den måde, den statslige multikulturalisme bliver praktiseret på i Canada, ikke har virket socialt opsplittende, netop fordi den har fungeret som et effektivt middel til nationsbygning. Den har ført til, at indvandrerne fra begyndelsen har haft lyst til at blive canadiere.

Jeg er enig i, at de fremherskende holdninger til indvandrere i værtsnationen har stor betydning for deres loyalitet over for staten og deres medborgere. En venlig modtagelse og holdning er dog næppe nok i sig selv til at skabe god integration.

Visse eksperter har tilmed – og efter min mening med rette – sået tvivl om, hvorvidt Bloemraad har ret i, at den skyldes den statslige multikulturalisme. Selv mener jeg, at den skyldes andre faktorer, deriblandt Canadas historie som indvandrerland og en lang tradition for at udvise tolerance over for kulturelle mindretal.

Udvælger flygtninge inden ankomst

Hvis man skal forklare, hvorfor Canada er det eneste vestlige land, hvor befolkningen fortsat står bag stor indvandring, er den vigtigste faktor dog det system til udvælgelse af indvandrere, der blev indført i 1960erne, det såkaldte pointsystem.

Det er blevet ændret flere gange, men betyder i sin nuværende form stadig, at Canada næsten udelukkende modtager supermotiverede indvandrere, som allerede inden deres ankomst er bevidst om nødvendigheden af at kvalificere og tilpasse sig forholdene i Canada. Konsekvensen er, at det er indvandrerne selv, ikke det offentlige, der er drivkraften bag integrationen.

Det bør ikke forties, at Canada tidligere havde store problemer med »pasmigranter«, som indvandrede til Canada for at drage fordel af det canadiske statsborgerskab. De forlod hurtigt Canada igen og vendte tilbage til deres hjemlande. Derefter brugte de Canada som et slags hotel for deres uddannelsessøgende børn eller som tilflugtssted i tilfælde af politisk eller økonomisk uro i hjemlandet. Det har en lovændring dog siden sat en stopper for.

Næsten halvdelen af den canadiske befolkning var sidste år modstandere af premierminister Justin Trudeaus idé om at modtage 31.000 syriske flygtninge. Men Trudeau gjorde i virkeligheden noget meget canadisk, da han tog beslutningen, og som mange påskønnede: Han sendte 500 embedsmænd til flygtningelejrene i Mellemøsten for at foretage en udvælgelse af, hvem der skulle slippes ind.

Embedsmændene udvalgte udelukkende hele familier, der blev skønnet at være integrationsvillige. Dertil kom enlige, sårbare kvinder. Altså ingen unge og enlige mænd. Og ingen analfabeter. Kun »ufarlige« flygtninge med den rette indstilling og det rette potentiale til at blive gode canadiske borgere. Nabel Ahali var en af dem.

Konklusionen er, at Canadas succes med integration har særlige historiske forudsætninger og derfor ikke uden videre kan kopieres af andre lande. Lige bortset fra disse tre ting: Ved at udvise venlighed og tillid over for dem, der kommer hertil; ved at indskærpe, at de selv har ansvar for deres økonomiske og sociale overlevelse og integration; og endelig ved at fortælle dem, at vi sætter pris på deres bidrag til samfundet, når det lykkes. De tre ting har vi været for dårlige til i Danmark. Om der også skal foretages en udvælgelse er kontroversielt, for formelt set findes der jo så godt som ingen indvandrere i Danmark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.