Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Vækst og udvikling kræver brede og lange forlig

For mange vil dette helt sikkert være en af de mest kedelige, forventelige og irriterende snusfornuftige klummer skrevet i denne avis i lang tid. Men det er og bliver altså min mening, at vi på onsdag, når det bliver hverdag i dansk politik oven på tirsdagens valg til byråd og regionsråd, har brug for en epoke, hvor det at indgå brede og langvarige forlig bliver en dyd.

Det gælder på Christiansborg, hvor finanslov, forsvarsforlig og næste år f.eks. medieforlig skal på plads, i regionerne, der har en sidste chance for at styrke sundhedspolitikken, og i kommunerne, hvor f.eks. kommuneplanernes indhold på detailhandelsområdet er afgørende for butikslivet i bymidterne og dagligvareforsyningen i landdistrikterne.

På alle områder er det essentielt, at der tænkes langsigtet og ses bort fra snævre, måske ideologisk bestemte, partiinteresser. Hvis borgerne skal kunne disponere trygt, f.eks. skifte job og/eller handle ejerbolig, og erhvervslivet turde investere, hvad der i de fleste tilfælde kræver risikovillighed fra banker og realkreditinstitutter, forudsætter det stabile rammebetingelser.

Det vil altså i sig selv være befordrende for vækst og udvikling, at beslutninger træffes på et bredt grundlag og med forlig, som rækker mange år frem.

Det gælder lokalt, når der f.eks. tages stilling til forslag om såkaldte aflastningscentre, som truer bymidternes fremtid som købstæder og de sidste dagligvarebutikker på landet. Det gælder regionalt ved de nødvendige prioriteringer på det sundhedspolitiske område, og det gælder på Christiansborg!

Jeg skal ikke kloge mig på, om det er regeringen, Dansk Folkeparti og/eller Socialdemokratiet, som bærer skylden for, at Socialdemokraterne ikke kom med i forliget om Erhvervspakken. Men med de Radikales deltagelse burde der – trods alt – være sikkerhed for, at f.eks. afgiftslempelserne på de grænsehandelsfølsomme varer ikke rulles tilbage efter et eventuelt regeringsskift.

Hensynet til landets sikkerhed bør alt andet lige medføre, at der kommer et bredt forsvarsforlig i hus – inkl. Rasmus Jarlov, som forhåbentlig ikke én gang til får de Konservative sat udenfor. Men hvad med f.eks. et kommende medieforlig?

Der tales nu om risikoen for et smalt og kortvarigt forlig – altså en måske kun to-årig »blå« aftale om en licens-reform, mærkbare besparelser i DR, herunder kanal-begrænsning, og nærmere konsekvensanalyser af f.eks. salg af TV 2, udbud af regionerne (såvel DRs som TV 2s) og at flytte Koncerthuset fra DR til Det Kgl. Teater. Undskyldningen for en sådan »nødløsning« skulle være usikkerheden om TV 2s værdi og den eksplosive konkurrence fra (udenlandske) streamingtjenester, som får eksisterende danske medier til allerede nu at ligne museumsgenstande. Men for alle medier må det være en ikke-løsning!

På onsdag ved vi, hvem der går ind i kommende forligsforhandlinger – lokalt, regionalt og nationalt – med fornyet styrke.

John Wagner er uddannet journalist og tidl. generalsekr. (K), nu adm. direktør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.