Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Uret tikker: Rokhsar har behov for handling - ikke medfølelse

Filmen om Rokhsar, den smukke, kloge og tapre pige fra Afghanistan, efterlader os alle med medfølelse og uforståenhed over for et system, der tillader, at et barn står med sådan et stort ansvar på sine skuldre.

Et ansvar, der handler om liv eller død for den afghanske familie, der rummer mor, far og 6 børn. Familiens skæbne hviler i hænderne på det yngste barn, og hun er den afgørende faktor i forhold til familiens opholdstilladelse og asyl.

Fælles kan vi begræde den vanvittige situation, og det gælder både venstre- og højrefløj, rig og fattig og ung og gammel. Det er en sympatisk og medmenneskelig reaktion, men følelser alene kan ikke gøre en forskel, og Rohksar og hendes familie har brug for handling og en ændring af forholdene.

Når den sørgelige sindsstemning efter filmen har lagt sig, glemmer vi alt, og det var blot et underholdningsindslag om end i den triste ende.

Filmen »Mon de kommer om natten« blev vist i Grand teater med et efterfølgende debatindslag, hvor jeg blandt andre deltog.

Også her kunne vi alle blive enige om, at det var en ganske forfærdelig situation for et barn at være placeret i. Denne italesættelse blev der brugt en rum tid på. Tid som Rokhsar og hendes familie ikke har og ikke kan bruge til noget.

Ukonstruktiv snak som stjal tiden, og uret tikker for Rokhsar og andre i lignende situation. Derefter blev der skudt fra højre og venstre med argumenter om børnekonventionen, nærområder, lovgivning og behandlingstid. Alt sammen meget relevant, men usammenhængende som en meningsudveksling mellem flere mennesker med forskellige holdninger ofte bærer præg af. En krig på ord og taletid, der nok kom ind på de mange dilemmaer, men som ikke manifesterede sig i løsningsforslag.

Hæv perspektivet

Det, der er brug for, er at hæve perspektivet og fokusere på det væsentlige og dermed angribe denne bizarre sag målrettet og med en skudsikker tilgang. Retorikken skal være midlet, men argumentationen skal bære præg af lige store mængder fornuft, troværdighed og følelser. I filmen »Mon de kommer om natten« fik Rockhsar seernes medfølelse, og den lindrer måske, men den ændrer ikke hendes liv.

Hvad er det væsentlige så i denne kontekst? Det er Rokhsar. Barnet, som har fået ansvaret for hele familiens fremtid.

I filmen fremstilles hun som det jødiske barn, der venter på og frygter, at Gestapo kommer og henter hende og familien for at placere dem i Auschwitz og dermed overladt til døden. Men det her er ikke 1940. Det er 2017, landet er Danmark, og vi har tilsluttet os Børnekonventionen, som indebærer, at vi skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastlagt her. Det er en indiskutabel konstatering, og så er vi allerede et skridt videre på vejen til at hæve perspektivet.

Samfundet skal sikre barnets tarv, og beskytte det mod alle former for udnyttelse. Altså må et barn ikke tolke og få pålagt sig sådan et ansvar. Dette er ydermere manifesteret i en lovgivning. Alligevel sker det, og det skyldes blandt andet et offentligt system, der bærer præg af manglende fælles retning og inkompetence. Det resulterer ikke kun i uværdig behandling af mennesker, men også i unødig tidsspilde og dermed tabte økonomiske ressourcer. Med det billede vil jeg mene, at jeg har en bred politisk opbakning.

Alle offentlige instanser skal som udgangspunkt vide, at børnetolkning ikke er en mulighed. Det gælder for læreren på skolen, pædagogen i børnehaven, sagsbehandleren hos kommunen, udlændingestyrelsen ect. Det fælles afsæt må blot ikke stå alene, for så gør det mere skade end gavn.

Det er essentielt for et menneske, at stille spørgsmål, at forstå og deltage. Det har aldrig gavnet noget at passificere mennesker, og det burde vi vide og henholde os til i et land, hvor oplysning og ytringsfrihed definerer værdierne. Vi må ikke sende nogen videre med uforrettet sag, og slet ikke, når det handler om liv eller død. Så falder man, og hvis man skal tale ud fra et samfundsøkonomisk niveau, så koster det staten mange penge i psykologhjælp, indlæggelse eller i Rocksars tilfælde aflastningsfamilier.

Barnets tarv

De offentlige aktører skal kende til egen og hinandens profession, og det er vigtigt med et tværprofessionelt samarbejde. Hvis den ene ikke kan hjælpe, så kan den anden. Man må spille sammen med en fælles referenceramme og vision, og i det her tilfælde er referencerammen 'barnets tarv'. Det betyder, at børn ikke må tolke sammenholdt med, at familien skal have klar besked så hurtigt som muligt. Man må nødvendigvis definere en holdbar strategi for de problemtikker, og man må ikke gemme sig bag regler og politikker, men møde mennesket som menneske og navigere kvalitetsbevidst og skabe relationer, der bygger på tillid.

De offentlig ansatte, som har med Rocksars familie og andre i lignende situation at gøre, skal være uddannet til dette formål. Man må nødvendigvis vide ting, der rækker udover de forskellige regler. Kendskab til den pågældende kultur, hjemlandet og i særdeleshed sproget er nødvendige forudsætninger i forhold til at møde mennesker her og nu og gøre en forskel. Det bidrager til kvalitet, tillid og effektivitet. Hvis man ved, at Dari er det afghanske sprog, kan man hurtigere tage affære og sørge for relevant tolkning.

Ved at fjerne overflødig dokumentation og bureaukrati er der mere plads til mødet med mennesket. Dette livgivende møde. Kommunikationen skal målrettes den enkelte. Hvorfor sender man breve på dansk ud til familier, der ikke mestrer sproget? Det er ressourcespild på flere niveauer. Lav pixi-udgaver og skriv brevene i familiernes eget sprog. Det kan kun betale sig, forkorte behandlingstider og ikke mindst møde mennesker i et ligeværdigt forhold.

Det er lettere sagt end gjort at ændre arbejdsgange så markant, og det kræver opbakning fra Folketing og regering. Jeg er dog sikker på, at en samfundsøkonom kunne fremvise et positivt regnskab efterfølgende. Afslutningsvis er jeg også overbevidst om, at det altid kan betale sig at investere i mennesket, og ved at tage udgangspunkt i barnets tarv, når vi rigtig langt og bliver rigere mennesker på flere niveauer.

Ahmad Mahmoud er maskinmester og forfatter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.