Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Undskyld, må jeg tage to minutter af din tid?

I lørdags slog det mig. Respekten for vores medmenneskers tid er en svunden værdi for vores generation. Selvom det kan være nok så sundt og fredfyldt at gøre oprør mod talemåden »tid er penge« i senmodernitetens stress og jag, behøver vi så virkelig at gøre det på andres bekostning?

´Mikkel T. Haagerup, Studerende.
´Mikkel T. Haagerup, Studerende.

Alt ånder fred og idyl. Det eneste, jeg ønsker, er fortsat at være indsvøbt i min perfekt tempererede gåsedunsdyne. Idyllen slutter brat, da min telefon vækker mig fra min skønhedssøvn. Og dog. Idyllen slutter først for alvor, da en telefonsælger giver sig til kende bag det skjulte nummer. Velopdragen som jeg er, tager jeg telefonen med et mistroisk »Hallo?« – det er jo skjult nummer.

»Goddag, og undskyld jeg forstyrrer. Jeg ringer fra parkeringsselskabet Easy Park,« lyder det fra den anden ende.

Den her bliver nem at slippe ud af, tænker jeg, men selvom jeg høfligt fortæller den kvindelige sælger, at jeg ikke er den heldige ejer af en bil, giver hun ikke op.

»Du låner vel en bil engang imellem?«

Det gør jeg, det måtte jeg indrømme. Det træk var næsten dummere end at besvare opkaldet i første omgang.

»Kunne du ikke tænke dig at tegne et parkeringsabonnement hos os? Som du måske har hørt, udfaser Københavns Kommune snart de fysiske parkeringsbilletter og …«

Hendes salgstale forvandles til støj i mit hoved, så jeg tager en drastisk beslutning.

»Jeg er ikke interesseret. Farvel.«

Mit hoved finder tilbage til puden. »Der spildte jeg lige tre minutter af mit liv,« hvisker jeg teatralsk for mig selv. Jeg vender mig i sengen et par gange, men sander, at forårssol og nypudsede vinduer er en dårlig cocktail, hvis man ønsker at returnere til drømmeland, der jo normalt har forlænget åbningstid i weekenden.

Jeg står op. Kun to ting står på min imaginære to-do-liste – et par indkøb skal ordnes på Strøget, og derefter skal jeg til køretime. Morgenmaden skippes til fordel for et forhåbentligt mindre proppet københavnsk centrum, og hurtigt er jeg ude af døren.

Heldet er med mig, da en halvtom bus svinger ind til den gule kantsten, kun sekunder efter, jeg når frem til stoppestedet. Med tre ekstra passagerer om bord drejer buschaufføren forsigtigt ud fra bushellet, men stopper hurtigt igen, da en gruppe drenge giver signal til føreren om, at de gerne vil med. Ingen af drengene takker chaufføren for venligheden – til gengæld forsinker de bussen et par minutter, da to af knægtene hverken har kontanter eller rejsekort.

Lidt over 10.30 er jeg fremme ved Kgs. Nytorv. Jeg må prompte erkende, at lørdagsshopperne ikke kan snydes. Indgangen til Strøget ligner en motorvejsindsnævring i den værste myldretid. Min mave reagerer pludselig på den manglende morgenmad, og jeg lader den overbevise mig om, at McDonald’s er løsningen. Her er også proppet, selvom menneskemængden langtfra kan måles med en weekendnats mørke timer.

Foran mig i køen står to kvinder i midten af 20erne med hænderne fulde af indkøbsposer. Deres profil signalerer i langt højere grad skagensboller og rugsnacks fra Lagkagehuset end fedtede MacDonald’s-burgere. De snakker højlydt om et par stiletter, de begge har set i Eurowoman.

Da det omsider er deres tur til at nå frem til kassen, spørger en stresset, ung mand med klingende robotstemme, hvad de kunne tænke sig. De kigger på hinanden og svarer utilstrækkeligt med et langt »øhhh«. Det er åbenlyst, at de ikke aner, hvad de skal have, da samtlige fire øjne – ekspedientens tilmed – sekundet efter rettes mod det lysende menu-banner.

Jeg får øjenkontakt med et fnisende kærestepar i den modsatte kø. De finder også kvindernes ubeslutsomhed komisk. Jeg giver dem ret ved hjælp af en forsigtig rysten på hovedet. Jeg skulle jo nødig gøre kvinderne opmærksomme på, at de p.t. spilder hele køens tid.

Du fornemmer måske, hvad jeg prøver at udlede af den her helt almindelige lørdag. Og for at det ikke skal være løgn, sluttede tidsfråseriet heller ikke her. Min kørelærer kom 20 minutter for sent til min køretime. Det samme gjorde min ven, der spontant havde overbevist mig om, vi skulle i byen om aftenen. Ved begge lejligheder blev jeg spist af med undskyldninger så tynde, at selv anorektiske bikinimodeller ville se buttede ud.

Vores generation har brug for en opsang. Respekten for vores medmennesker er på deroute. Her tænker jeg ikke på måden, vi taler til hinanden på eller agerer over for hinanden i større sammenhænge. Nej, jeg tænker helt basalt på vores gensidige respekt for hinandens tid og hverdag. Oversat til klart sprog: Hvorfor tager vi os konstant retten til at spilde hinandens tid?

Jeg beundrer punktlighed. En værdi, som jeg værner om, men som falmer, når flere og flere bagatelliserer den. Da jeg luftede mine tanker om dette emne for en ven, sagde han: »Du lyder som en sur, gammel mand.« Og ja, det gør jeg – og det er i virkeligheden problemets kerne.

Ingen gider være den sure, gamle mand. Ham der brokker sig over sine venner, fordi de dukker ti minutter for sent op til en aftale. Ham, der koldblodigt trykker på den røde knap, når han opdager, at det er en telefonsælger, der har ringet ham op. Ham, der fortæller drengene, der blokerer S-togsdøren for at lukke, at bare fordi deres vens rejsekort ikke virker, behøver resten af passagererne ikke at komme for sent på arbejde. Men vi har brug for, at flere agerer som den sure, gamle mand, hvis respekten skal genopstå.

Vi kan sagtens blive enige om, at der foregår skræk og rædsel rundt om i verden, der fortjener mere spalteplads end dette civiliserede luksusproblem. Men lad ikke det afholde os fra at diskutere det. For ville Danmark være et luksusland, hvis vi ikke tog os tiden til at diskutere vores luksusproblemer? Jeg tvivler.

Du sidder måske nu med den paradoksale følelse af, at jeg har spildt to minutter af din tid. Eller værre: stjålet to minutter af dit liv. Gør du, håber jeg, at årsagen er, at du ser min pointe som en selvfølgelighed, du ikke behøver at blive mindet om. Og i så fald: Undskyld, jeg forstyrrede.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.