Ugens debat

Uffe Elbæk er Folketingets største populist

»Elbæks parti, som storbyens kreative klasse elsker at elske, er nok selv det mest populistiske, der findes på Christiansborg i dag. Pakket ind i dans, kærlighed og åbne politiske værksteder er budskabet, at borgerløn er en mulighed, uden at nogen mister noget. Og hvem vil ikke gerne have en check ind ad døren uden fast mødetid?«

»Pakket ind i dans, kærlighed og åbne politiske værksteder er budskabet, at borgerløn er en mulighed, uden at nogen mister noget,« mener Bent Winther om Alternativet. Foto: Bax Lindhardt
»Pakket ind i dans, kærlighed og åbne politiske værksteder er budskabet, at borgerløn er en mulighed, uden at nogen mister noget,« mener Bent Winther om Alternativet. Foto: Bax Lindhardt

Den korte og måske lidt triste version er, at mennesket er dømt til at arbejde. Som Gud dømte Adam i Paradisets Have, da han og Eva havde forbrudt sig mod reglerne og spist af det forkerte æble. I sit ansigts sved blev verdens første menneske sat til at tjene sit brød.

Forestillingen om, at maskinerne, computerne, robotterne, den kunstige intelligens, eller hvad vi kalder de teknologiske landvindinger, en dag kan overtage arbejdet fra os stakkels forpinte mennesker, har eksisteret siden opfindelsen af dampmaskinen. En dag bliver vi vel hevet ud af det ubarmhjertige hamsterhjul, får stukket en check i hånden og med et klap på skulderen anvist vejen til sofaen og stien derfra og hen til køleskabet.

Ordet »fritidssamfund« stammer helt tilbage fra 1963 ifølge Den Danske Ordbog. Senere blev der i 1970ernes utopiske tidsalder skrevet flere bøger og masser af universitære afhandlinger om begrebet. Når mennesket endelig kunne sættes fri fra arbejdets trældom, ville der blive mulighed for at hellige sig andre dele af livet – lidt som i det gamle romerrige, kunst, sport, samvær i varme bade, filosofi – blot med den væsentlige forskel, at det dengang var slaver og ikke maskiner, der tog sig af sliddet.

Alt efter hvor gode vi ville blive til at fordele arbejde og rigdom i det postmoderne fritidssamfund, kunne verden ende i en tilstand af himmerige eller et totalitært mareridt. Ingen af delene blev som bekendt til noget. Vi har fået lidt kortere arbejdstid og lidt længere ferier, ellers har lønarbejdets natur ikke ændret sig synderligt.

I dag dukker forestillingen så op igen, ikke bare på den yderste venstrefløj, men i valgkampe i Frankrig og Storbritannien, blandt fremtrædende økonomer, topledere i teknologibranchen og i forskellige bevægelser både på den yderste liberale fløj og blandt socialisternes usual suspects. Drømmen om fritidssamfundet er intakt i 2017 og som regel garneret med tanker om borgerløn, skat på robotter og fordeling af arbejdet gennem stærkt nedsat arbejdstid. Endelig, endelig er paradiset inden for rækkevidde, vel at mærke det, der var der, før Eva bed af æblet.

I midten af 1990erne opfandt nogle snedige skraldemænd fra Aarhus den såkaldte »skraldemandsmodel.« Hvis alle gik ned i tid fra at arbejde i fem til kun at arbejde fire dage om ugen, kunne en ekstra mand få et job i kriseårene betalt af det offentlige som ville spare dagpengene. Kunne man ikke brede den model ud til hele samfundet? Det var da fjollet at betale tusinder af ledige for ikke at bestille noget, mens andre knoklede sig helt og halvt fordærvet.

Selv om skraldemændenes model gik verden rundt, de tyske folkevognsfabrikker tog den til sig, den blev et begreb i den videnskabelige litteratur, og selv om den blev omfavnet af venstrefløjen og oprøret fra midten, der aldrig blev til noget, og knuselsket af alverdens intellektuelle drømmere, blev modellen ikke fremtiden. For ligesom alle andre lignende forestillinger, hvilede skraldemandsmodellen på en forkert præmis. Nemlig forestillingen om, at arbejdsmængden er en konstant størrelse, som det bare gælder om at fordele så retfærdigt som muligt.

Populisme, politik og kærlighed

Når udsigten til, at robotter og kunstig intelligens, som undersøgelser forudseer, gør halvdelen af de job, vi kender i dag, overflødige, er det ikke et spørgsmål om, at de overflødige bare kan holde fri. Engang sad der folk på togstationerne og solgte billetter, og andre var ansat til at klippe dem eller til at styre toget. Dem bliver der stadigt færre af. Men de skal ikke regne med at kunne holde fri. Og ønsker det formentlig heller ikke.

Man kan slippe af sted med meget, når man er tidligere kaospilot, en venlig mand og taler et langsomt århusiansk. Alternativets stifter, Uffe Elbæk, rejser for tiden rundt med et foredrag, der hedder »Populism, politics and love.« Uden at kende andet end overskriften på Elbæks oplæg, som i denne uge var i Canada, er et godt gæt, at populisme er noget skidt, kærlighed er godt og politik det, som Alternativet bedriver.

Men Elbæks parti, som storbyens kreative klasse elsker at elske, er nok selv det mest populistiske, der findes på Christiansborg i dag. Pakket ind i dans, kærlighed og åbne politiske værksteder er budskabet, at borgerløn er en mulighed, uden at nogen mister noget. Og hvem vil ikke gerne have en check ind ad døren uden fast mødetid? 30 timers arbejdsuge er også en mulighed – halleluja. Kontanthjælp kan man bare udbetale kvit og frit uden krav til den ledige om at stå skoleret på kommunen, blive aktiveret og søge job. Fantastisk. Så var paradiset alligevel ikke så langt væk.

Det er ofte belastende, at politikere skal stå til regnskab ned til mindste øre for de visionære forslag, de smider på bordet. Det kan tage livet af enhver politisk diskussion, når journalisten spørger: »Og hvem skal så betale?« Men i tilfældet Alternativet er der ikke bare tale om, at pengene fosser ud af statskassen, men at en realisering af partiets tanker vil betyde, at beskatningen af dem, der er tilbage på arbejdsmarkedet, faretruende nærmer sig 100 procent.

Udfordringen ved fremtidens arbejdsmarked, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har sat sig for at tage livtag med i sit særlige disruption-udvalg, er ikke at fordele arbejde, men at fordele den rigdom, som den nye teknologi skaber. Med tiden vil der komme job, virksomheder og en efterspørgsel, som vi slet ikke kender i dag. Hvem havde troet, at man kunne leve af at sælge en app, der kan skelne den ene vin fra den anden? Den anden udfordring er hurtigt og med høj kvalitet at kunne tilbyde omskoling og efteruddannelse til dem, hvis job ikke længere eksisterer. De kan godt glemme alt om at lægge sig på sofaen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.