Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Tusindvis af børn og unge rammes hvert år af psykisk vold

I kølvandet på Christina Rosendahls ny film »Vold – i Kærlighedens Navn« har vi fået en tiltrængt debat om et emne, som alt for længe har været underbelyst i det danske samfund: Psykisk vold – og mere præcist psykisk vold i nære relationer, typisk i familien.

Som leder af den landsdækkende hjælpeorganisation, TUBA, der tager sig af børn og unge, der dagligt oplever både psykisk (og fysisk) vold i deres hjem, har det undret mig, at denne dagsorden hidtil har fyldt så lidt.

TUBA har i perioden 1. januar 2016 til 1. maj 2017 stillet 3.599 TUBA-brugere følgende spørgsmål: Var der psykisk vold (fx gentagne verbale krænkelser, systematisk fornedrelse, vedvarende overdreven kontrol af adfærd, gentagne ydmygelser) i dit barndomshjem?

61 pct. svarede ja, svarende til 2.195 børn og unge.

Det er ikke muligt for os i TUBA at afgøre, hvorvidt 61 pct. af alle de 122.000 børn af alkoholmisbrugende forældre i Danmark oplever psykisk vold. Men det ville i så fald være næsten 75.000 børn.

Min bøn – og mit allerstørste, men lidt tidlige juleønske i år – er, at vi ikke tøver med at hjælpe de børn, så snart vi opdager dem. Overhovedet at opdage dem er en stor udfordring. De befinder sig i en Bermuda-trekant af benægtelse, tabuisering og manglende eller utydelige symptomer. Når de bryder ud, har de unge allerede gået i årevis alene med store problemer.

Vi ved meget om, hvad det er for senfølger, der rammer børn af alkoholmisbrugende forældre. Vi ved også, hvad vi skal gøre for at behandle senfølgerne. Det er endda uendeligt meget billigere – hvis man skulle falde for fristelsen til at anlægge en ren økonomisk lønsomhedsbetragtning – end omkostningerne ved at have titusindvis af en generation uden uddannelse, uden for arbejdsmarkedet, ude af stand til at klare et almindeligt familieliv. Dømt ude, i det hele taget.

Mennesker, der er vokset op med alkoholmisbrugende forældre, har en øget forekomst af angst, depression, selvmords- adfærd, lavt selvværd, spiseforstyrrelser, eget misbrug, og de kan have tegn på posttraumatisk stressforstyrrelse. De har også problemer med de personlige kompetencer – alt det, der handler om at kunne passe en uddannelse, et job eller et familieliv.

Alles ansvar

Et terapiforløb i TUBA varer i gennemsnit ni måneder eller 14 terapisessioner. Omkostningen for et forløb lå i 2016 i et interval mellem 12.000-18.000 kroner. Hverken jeg eller TUBA kan beregne, hvad det koster at lade stå til. Og det er heller ikke mit ærinde at beskylde nogen for at gøre dét.

For mig at se er det nemlig vores alle sammens ansvar. For det første er det vores ansvar at opdage de her børn i hverdagen. For det andet er det vores ansvar at sikre dem en bedre fremtid, hvor de selv og deres efterkommere er fri af alkoholens og voldens skygge.

Mange af os møder dagligt et større antal børn og unge i vores professionelle virke. Nogle af os har endda de faglige kompetencer og erfaringen til at bedømme børnenes trivsel. Det er for eksempel lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, børnetandlæger, praktiserende læger, trænere og andre ansvarspersoner i fritids- og foreningslivet.

Eftersom problemet – misbrug af alkohol eller stoffer – er omgærdet af benægtelse og tabuisering, er det kun i nogle få situationer, at problemet kommer op til overfladen. Situationer, hvor alkoholmisbrugeren falder igennem og ikke kan benægte problemet, eller hvor barnet ikke magter at opretholde facaden.

Holdningsændring

Spørgsmålet er så, om og hvordan vi reagerer på det, vi ser. Meget af det her handler om en holdningsændring, hvor vi alle tør påtage os at være den voksne, der bryder gennem tabuet og benægtelsen i et barns liv.

Kollektivt ansvar virker ikke, hører man ofte. Men jeg siger, at det kan være en styrke. Internt i TUBA oplever jeg, at alle løfter deres del af det ansvar, der gør, at vi i sidste ende kan hjælpe mange tusinde unge over hele landet. Det må være muligt – det skal være muligt – at gøre det samme på samfundsniveau.

I forhold til den specifikke problematik omkring den psykiske vold: Vi kan måske starte med at fastholde for hinanden, hvad psykisk vold egentlig er. Hvad består den af, hvordan virker den, hvilke effekter har den i et langt perspektiv for dem, der udsættes for den?

Det skal være almen viden, så det er lige så indlysende, hvad vi taler om, som når det er den fysiske vold, vi diskuterer. Vi skal selvfølgelig også bruge den ekspertise, som allerede findes i forhold til at behandle og forebygge følgerne af den psykiske vold. På TUBAs område er vi klar til at tage den udfordring op.

TUBA har et motto: Ingen skal vokse op med fulde forældre. Vi kan tilføje, at heller ingen skal vokse op med psykisk eller fysisk vold. Og hvis de alligevel gør, skal de have hjælp.

Henrik Appel er landsleder i TUBA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.