Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Tør du tage et stykke blankt papir og tegne Danmark på ny?

Tune Hein
Tune Hein

En strategiøvelse går ud på at give ledere et blankt papir. Opgaven er at tegne deres virksomhed, hvis de skulle starte helt forfra. Hvordan vil den se ud? Hvad vil være smart? Hvad er i virkeligheden bedst, hvis vi glemmer traditioner, personlige hensyn og mentale paradigmer?

Sommerferien er en god anledning at træde et skridt tilbage og betragte, hvad man har gang i. Se på det store billede og tænke lidt større tanker end normalt. Derfor kunne vi give Folketinget denne strategiøvelse. Lad os sige, at I fik et blankt stykke papir – og så skulle tegne et stykke land på størrelse med Danmark med et indtægtsgrundlag på ca. 1.000 milliarder kr. om året. Hvad ville I så tegne?

Her er et par hints til at sætte tankerne i gang:

I morges tømte jeg et kilo reklamer ud af min postkasse. Det gør jeg hver uge, selv om jeg har tilmeldt mig Robinson-listen. Jeg får alle mine forbrugeroplysninger på nettet, så hvad skal jeg med det? Er det en smart anvendelse af ressourcerne at »papir-spamme« en hel befolkning, eller er det et kæmpe spild af ressourcer til papir, trykning, distribution og bortskaffelse?

Hvor mange milliarder billigere kunne Europas dyreste detailhandel blive uden gammeldags reklameaviser? Og kunne disse milliarder gøre bedre gavn i familiernes økonomi end i deres skraldespand? Kære folketingsmedlem – ville reklameaviser være med i fremtidens samfund, hvis du skulle tegne det på et blankt stykke papir?

En 8. klasse lavede et forsøg i Virum. De sendte to 14-årige rundt og købe vodka i området. Kiosken og tre supermarkeder solgte beredvilligt til børnene, mens kun tankstationerne fandt det betimeligt at overholde loven.

Hvis politiet en fredag aften kunne afse ti minutter til at håndhæve loven, ville de møde en folkevandring af børn slæbe sprut derfra. Danmarks unge har Europa-rekord i druk. Er det smart? Gør det noget godt for andet end sælgerne? Hvis du skulle tegne samfundet på ny, ville det så være med en flodbølge af billig alkohol til børn?

Hvis du skulle tegne Danmark på ny – ville det så være med et erhvervsliv på støtten? Hvor smart er det, at nogle industrier må kæmpe benhårdt på markedsvilkår, mens andre holdes kunstigt i live? Det giver en større industri af mellemmænd, som lever af at hjælpe andre med at finde de komplicerede veje ned i de offentlige kasser. Og en »støtteindustri« af kursusudbydere, der også pseudo-lever af de offentlige kasser. Hvor smart er det at bruge ressourcerne på mellemmænd? Eller ville du hellere have pengene ud at arbejde?

Men nu er det jo ikke kun erhvervsliv og mellemmænd, der lever på støtten. Hvis du skulle tegne samfundet forfra, ville det så være med over halvdelen af befolkningen på offentlig indkomst? Og ville du vælge at bruge over halvdelen af arbejdsstyrken til at passe resten? Ville du tænke, at det var bæredygtigt i længden?

Hvorfor gør vi det ikke?

Låser du døren, når du går hjemmefra? Hvis vi skulle starte forfra, ville vi så have en dør i huset Danmark, eller ville det være smart uden? Ville du vælge åbne grænser, hvor kriminelle frit kan transportere deres varer og folk ind og ud? Hvor tiggere, migranter og udviste frit kan rejse frem og tilbage? Eller ville du vælge en vis form for adgangskontrol til vores fælles hjem?

Hvis du skulle designe vores land forfra, ville vi så:

• Have kontanter? Er det spild af ressourcer i håndtering og sikkerhed? Det er selvfølgelig smart for sort arbejde og ulovligt tiggeri, men hvor ellers?

• Være de sidste i verden til at bestille jagerfly eller være de første til at bestille droner i stedet for? Ville vi tænke fremad i stedet for bagud?

• Centralisere politiet, så de små opgaver sjældent blev løst, fordi der altid var en bandesag eller terrortrussel, som stjal ressourcerne? Eller ville du vælge en model med lokal forankring og tilstedeværelse?

• Have en lufthavn i Kastrup, der minder om Lyngby Storcenter på en udsalgsdag? Er det bedst med en kommerciel malkemaskine med lidt fly som trækplaster? Eller ville staten beholde sine aktier og tage ansvar for at skabe en effektiv infrastruktur?

• Have akutmodtagelser (skadestuer), hvor målet er at tilse folk inden fire timer?

Fortsæt selv listen med, hvor I kunne re-tænke vores design. Eller blot stille spørgsmålet, om den løsning, vi engang faldt i, stadig er den smarteste?

Når vi laver øvelsen med ledere i virksomheder, slutter den selvfølgelig med spørgsmålene: Hvis den nye tegning er den bedste måde, hvorfor er det så ikke dét vi gør? Hvilke løsninger fra drømmemodellen kan vi i faktisk godt tage til os, hvis vi er klar til at gøre op med traditioner og mentale modeller? Hvad kræver det af mod og ambition af os? Hvilke store skridt kan vi tage, der vil bringe os i den retning – i stedet for små skridt, der bare forlænger verden med brædder?

God sommer!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.