Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Theresa May og engelsk litteratur

Hans Hauge BM Byline foto Hans Hauge
Hans Hauge BM Byline foto Hans Hauge

I anledning af Theresa Mays overraskende beslutning om at udskrive valg havde The Daily Mirror et uskønt billede af hende på forsiden og en overskrift, der nok kræver en forklaring for ikke-englændere. Der stod: »The lady IS for U-turning«. Det henviser først til, at Theresa May havde slået fast, at hun ikke ville udskrive valg før 2020.

Men hvad med det andet? Det er et ekko fra en tale, som Margaret Thatcher holdt i 1980, hvor hun sagde: »You turn if you want. The lady’s not for turning«. Disse ord var skrevet af dramatikeren Sir Robert Millar, og de henviser til en komedie – et versdrama – fra 1948 af Christopher Fry: The Lady’s Not for Burning, som Thatcher ikke kendte. Thatcher lavede ikke en u-turn, May gør.

Simon Jenkins udgav i 2007 Thatcher & Sons: Revolution in three acts. Thatchers sønner var John Major, Tony Blair og Gordon Brown. De tre videreførte Thatchers revolution. Men Theresa May er ikke Thatchers datter. Hun er ikke Maggie May. Især én ting adskiller hende fra Thatcher. Hun er svær at hade eller gøre grin med. Man har forsøgt ved at snakke om hendes sko; hun havde leopardskoene på, da hun bekendtgjorde valget. Jeg har ikke set nogen kalde hende populist. Hun appellerer ikke til den kunstneriske modkulturs primitive fantasi. Og hun var ikke med i ’the Brexit Club’ og er dermed ikke belastet af modsætningerne i den. Hun nævnes ikke i Martin Durkins Brexit: The Movie (hvor de første ord er: We the people).

May er geograf. Hun er anglikaner. Hendes yndlingsmusik er bl.a. Edward Elgar og hendes yndlingsroman Jane Austens Stolthed og fordom. Hun bander ikke, drikker helst en St Clements (juice blandet med lemonade) og har over 100 kogebøger.

I efterkrigstiden var engelsk litteratur overvejende konservativ. Tænk på Evelyn Waugh, Tolkien og C.S. Lewis. I løbet af 60erne og i takt med, at der kom kunststøtte, blev litteraturen socialistisk.

Det kulminerede med Thatcher-æraen. Forfatterne foragtede hende. Anti-thatcherismen prægede engelsk litteratur, film og teater i mange år. Tænk på Ian McEwan. Eller Derek Jarmans filmatisering fra 1991 af Marlowes Edward II som en allegori på Thatcherismens hegemoni eller Dennis Potters TV-serie Lipstick on Your Collar, der bogstaveligt handlede om Suez-krisen, men allegorisk om Falklandskrigen i 1982.

Kunstnerne elskede også at hade Tony Blair og Irak-krigen samt elske multikultur, men så kom Brexit. Kunstnerne fik et realitetschok. De opdagede, at de overhovedet ikke havde afspejlet virkeligheden. Kommer der nu en anti-Brexit-Remain litteratur? Tror det ikke. EU har ingen æstetisk appel. Brexit har. Der findes allerede Leave-forfattere: Krimiforfatteren Dreda Say Mitchell og en kedelig anti-Brexit-roman skrevet af en skotte, Ali Smith, samt en morsom genskrivning af Enid Blytons børnebog, De fem. Den hedder Five on Brexit Island. Den litterære opposition synes at være forsvundet på samme måde som den politiske. Måske vil der komme en ny, konservativ, national engelsk litteratur.

May be.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.