Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Tak, politikere, for at styrke kravet til os unge

»Vi unge er simpelthen for slaskede, hvis det, at der nu kommer et krav til os om, at vi skal klø hårdere på i folkeskolen, er nok til at slå os omkuld.«

Rebekka Klarskov Larsen
Rebekka Klarskov Larsen

Så blev den nye gymnasiereform vedtaget, hvis formål skulle være at styrke fagkundskaberne og hæve fagligheden.

Som folkeskoleelev rager det som sådan ikke mig endnu, men jeg kan ikke lade vær med at føle, at jeg bør knytte en kommentar til den næsten offergørelse af de unge, som jeg føler er opstået i kølvandet på denne reform.

Vi unge har masser af evner og kvaliteter. Vi har alle evnen til at tilpasse os omstændigheder og retninger afhængig af situationen.

Derfor undrer jeg mig over, at mange politikere har brugt som et argument mod karakterkrav, at vi unge ikke skulle hives op til at være voksne og derfor heller ikke kunne være i stand til at træffe et valg om vores fremtid. Det opponerer jeg kraftigt imod.

Vi unge kan sagtens forholde os til virkeligheden. Set i lyset af gymnasiereformen er det ikke urimeligt at bede os forholde os til, om vi er gode til boglige eller praktiske fag; det ved man godt som ung. I gør os en bjørnetjeneste ved at fjerne det ansvar fra vores skuldre. Jeg mener, at de politikere, der har udtalt sig om skadeligt karakterræs bør stoppe med den offergørelse af os unge, som de er godt i gang med.

I taler om et karakterræs, som følger af, at karakterkravet vil rykke ned i folkeskolen.

Hudløst ærligt vil jeg sige, at det håber jeg, for hvis dette ikke er en reminder til os unge om at stramme balderne, kan man være bange for, at den offergørelse, som mange politikere og meningsdannere har pakket os ind i, er sunket for dybt ind.

Vi er ude på et skråplan, hvis det at stille krav nu er moralsk forkert eller arrogant – det er da mere arrogant at lade være med at stille krav.

Vi unge er simpelthen for slaskede, hvis det, at der nu kommer et krav til os om, at vi skal klø hårdere på i folkeskolen, er nok til at slå os omkuld. Jeg erkender, at der er mennesker, som kæmper i folkeskolen, og som naturligt ved, at de ikke skal gå i gymnasiet: Men den resterende flok må enten vise, hvad den kan eller vælge en anden uddannelse.

Jeg mener ikke, at karakterer er en straf, men derimod en påpegning af det faglige niveau hos den enkelte. Men selvfølgelig skal vi også huske på, at der findes folk, som er dygtige til noget andet, og det er der, pointen ligger.

Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg er træt af den genklang, jeg har hørt i debatten om karakterkrav fra visse politikere. Det hjælper ikke at gemme os fra virkeligheden, for så vil den ramme os med 80 km/t, når vi engang kommer ud af uddannelsessystemet.

Så jeg vil slutte min opsang med at sige tak til regeringen og forligspartierne for at styrke kravet og forventningerne til os unge. Jeg tror, jeg taler for alle, når jeg siger, at vi vil forsøge at efterleve dem efter bedste evne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.