Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Tænk nye tanker

Tue Byskov Bøtkjær: Under halvdelen af alle med et handicap er i arbejde. Og alt for mange handicappede får ikke en uddannelse. Vi bør og skal tænke nyt, så alle får en plads, og alle kan yde til det fælles samfund. Ideer efterlyses.

Tilgængelighed skal indtænkes, inden huse bygges, uddannelser og arbejdspladser indrettes, der skal være plads til alle, der er brug for alle, og gode ideer ønskes til socialministerens planlagte handleplan.
Tilgængelighed skal indtænkes, inden huse bygges, uddannelser og arbejdspladser indrettes, der skal være plads til alle, der er brug for alle, og gode ideer ønskes til socialministerens planlagte handleplan.

Jeg hader spild. Derfor irriterer det mig både på personligt og professionelt plan, at det danske samfund spilder en masse menneskelige ressourcer og oven i købet betaler dyrt for det. Det spild, jeg taler om er, at mennesker med handicap ikke bliver regnet som del af samfundet, men parkeres på overførselsindkomster eller førtidspension. Mennesker med handicap får ikke lov at bidrage til udviklingen af Danmark. Det ærgrer mig som menneske, som virksomhedsleder og som formand for Det Centrale Handicapråd.

Vi kan se i statistikkerne, at mennesker med handicap sakker bagud både med hensyn til uddannelse og arbejde. Kun seks ud af ti børn og unge med handicap gennemfører folkeskolens afgangsprøve, mens det gælder 90 procent af børn uden handicap. Uden afgangsprøve fra folkeskolen er det svært at komme videre på en ungdomsuddannelse, få et arbejde og komme til at forsørge sig selv. Det er en af grundene til, at under halvdelen af alle med handicap er i arbejde, mens det gælder 75 procent af alle danskere uden handicap. Det er sørgelig statistik og bag tallene gemmer sig en masse individer.

Men det er ikke bare et problem for den gruppe mennesker. Det er et samfundsproblem, når ressourcer og idéer ikke bliver benyttet og det koster os alle sammen dyrt. Vi har tilsyneladende alle de rigtige regler og principper – både i den nationale lovgivning og i FNs handicapkonvention. Så hvor går det galt?

Jeg har ikke beskæftiget mig længe med handicapområdet. Min erfaring har jeg især fået som virksomhedsleder og HR chef i en stor, international koncern. Her skal der hele tiden tænkes nyt. De rigtige mennesker skal sættes i scene, så de udfolder deres potentiale. Det perspektiv ser jeg desværre alt for lidt til, når det handler om indsatsen for mennesker med handicap.

Den offentlige sektor skal spænde livremmen ind. Sygehusene har oplevet fyringsrunder, som få troede mulige. Hvad er der sket? Ventetiderne for kernekunderne, nemlig patienterne, rasler ned. Sygefraværet falder, og patienttilfredsheden stiger.

Resultaterne kommer selvfølgelig ikke af sig selv. Besparelserne har fået administratorer, læger og andet personale til at se på forældede og indgroede arbejdsgange og tænke nyt. Der er ingen grund til, at vi ikke kunne gøre det samme på handicapområdet. Men hvor er de gode ideer? Hvem bærer dem frem?

Kommunerne klager over, at handicapområdet har været fredet, at tingene har fået lov at skride og blive dyrere. Mens handicaporganisationer og faggrupper skyder mod systemtyranni og undergravning af rettigheder. Borgmestre vil gøre op med tabuer i debatten. Og modparten blæser til kamp mod KLs hetz. Imens er der en masse engagerede mennesker – i kommunerne, fagpersoner, mennesker med handicap, pårørende, frivillige – der hver dag finder lokale løsninger for virkelige mennesker. For det er jo det, engagerede mennesker gør. Og ildsjæle er der nok af. Det er også taknemmeligt at være ildsjæl, hvis de gode påhit bliver hængende, hvor de er hittet på. Så man kan gentage hittepåsomheden 97 andre steder i landet. Det burde ikke være nødvendigt.

Krisen kradser. Lad den endelig kradse de gode, genbrugelige løsninger helt frem til overfladen. Det handler om praktisk inklusion. Det handler om at gøre mennesker så selvstændige og selvhjulpne som muligt. Sådan har de fleste det bedst. Og det plejer også bedst at kunne betale sig i længden.

Det har vi brug for at tale om. For at udbrede og forbedre løsningerne i faglig forstand. Men også fordi, at en af de største forhindringer for reel inklusion desværre sidder mellem ørerne på os alle. Hvis mennesker med handicap skal kunne arbejde, gå på gymnasiet eller på universitetet, skal vi gøre op med en meget fast forestilling om, hvordan såkaldt normale mennesker ser ud. Vi skal som den naturligste ting indrette os, så kørestolsbrugeren kan komme frem, den blinde finde vej og den psykisk sårbare have redskaber til at håndtere hverdagen.

Sådan er det desværre langt fra altid. Vigtig offentlig information præsenteres på hjemmesider, som ikke er tilgængelige for blinde. Og bygherrer glemmer, at kørestole og gangbesværede også skal have adgang. Det koster ikke bare livskvalitet. Det koster muligheden for at bidrage til fælles glæde og gavn. Og det koster dyrt, når efterfølgende hovsa-løsninger skal erstatte manglende rettidig omhu og effektive arbejdsgange.

Det løser vi kun ved at få problemerne frem i lyset, afmystificere dem og pege på løsningerne – i konstruktiv dialog med alle involverede.

Heldigvis har socialministeren en plan på vej. En handleplan for handicapområdet. Den skal baseres på en grundig analyse og med et langsigtet perspektiv. Lad os benytte lejligheden til at bombardere ministeren med bud på løsninger. Der er nok at tage fat på:

Hvordan får vi hver gang tænkt tilgængelighed i tide, så den bliver billig og effektiv på nettet og i den fysiske virkelighed? Hvordan skaber vi de gode overgange fra barn til voksen, fra uddannelse til arbejde, fra hjemme til hjemmefra for de mennesker, som er afhængige af vores velfærdssystemers støtte i processen. Og som risikeres tabt på gulvet med alt, hvad de har at byde på?

Hvordan får vi fokuseret de indsatser, så de præcist og effektivt rammer behovet, så vi ikke spilder borgernes tid og samfundets penge på bureaukratiske rundrejser i junglen af velmente ordninger?

Selvfølgelig er de gode ideer der. Men vi har brug for, at ledere og administratorer tager fat og får testet ideerne og omformet dem til grydeklare, effektive løsninger, som også kan leve på den anden side af kommunegrænsen.

Hvor svært kan det være, hvis vi lader mudderet ligge og sætter løsninger på dagsordenen?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.