Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Tænd et lys for dem, du har elsket – og tænd så et lys for dem, der brændte i mørket

Den mosaik af kunstnere, der har udgjort soundtracket til mit og mange andres liv, begyndte, særligt i 2016, at afvikle sig selv i et aggressivt crescendo.

Og det er en overrumplende følelse, når man kollektivt og yderligere forstærket af sociale medier rammes af den melankolske realisation af tidens ubønhørlighed, som langsomt udvisker os alle.

Med alderen nærmer døden sig med tiltagende hastighed. Først blot som en ufarlig skygge i horisonten, men som venner og fjender begynder at falde, går storbyens udrykningsfartøjers daglige sirenesang fra kuriøs baggrundsstøj til et varsel om livets finalitet. Og man tænker: Er det nogen man kender, nogen på ens egen alder? Gid det er en på 103 – død af alderdom, mæt af dage, lykkelig i sin seng, med maven fuld af champagne og taknemmelighed, omgivet af en kærlig familie. Men vi ved godt, at det kun sker på film.

Når man når en vis alder, går de privilegerede af os, der er vokset op uden dødens nærvær, over en kort årrække fra en ubekymret tilstand, hvor livet er uden endepunkt, til en tilværelse, der kan ende fra det ene øjeblik til det andet. Døden er pludselig, pludselig.

I en tid hvor flere og flere dør alene, hvor vi aldrig er blevet ældre, har døden aldrig været os mere fremmed. Og netop den tiltagende tabuisering af døden, gør det tiltagende svært acceptere, at sjælen oftest med alderen langsomt synker ind i ens tiltagende udrangerede krop, for til sidst helt at drukne bagerst i det fysiske legemes fjerneste mørke stuer. Og erindringen om ungdommen – da sjælen sad helt ude på kanten af kroppen, dirrende af liv, og natten var et varmt, sort hav, hvor man boltrede sig som en legesyg rovfisk – virker mere og mere som blot en vidunderlig, urolig drøm.

Men i dag er det allehelgensdag og denne særligt katolske højtid burde få en national revitalisering. Allehelgensdag er et rudiment af den katolicisme, der blev udsondret af det nationale sind for 500 år siden med Reformationen, men som stadig eksisterer i små mentale forsvarslommer i den kollektive psykologi.

De færreste af os har modet og muligheden for at leve et liv, hvor man er helt tro mod sit eget selv. Langt de fleste af os har som grundvilkår, at vi må udfylde en funktion for fællesskabet og vore nærmeste, for at det store kværnende civilisationshjul kan køre fremad.

Men på denne allehelgensdag bør vi komme vores personlige helgener i hu. De, der var tro mod sig selv. De, der brændte så stærkt igennem i deres korte tid her i vores fælles dimension, at vi andre fik lys og varme i mørket. De, der er vor tids fortællere, inspiration og helgener til efterlevelse.

Så troende eller ej, tænd et lys for Skt. Mandela, Skt. Bowie, Skt. Nico eller Skt. Cohen. Men mest af alt, tænd et lys for Skt. Alle-dem-du-nogensinde-har-elsket. For så længe, der er lys, er der håb.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.