Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Sygdom i systemet

Historien om en lille dreng på tre år, der skriger af uafbrudt smerte og et sundhedsvæsen, der ikke rigtig har tid til at tage sig af det - i fem dage.

Mikkel Andersson: »Ankommet til Børnemodtagelsen informerer sygeplejersker imidlertid min svoger om, at læger på 1813 slet ikke har autoritet til at omgå deres køsystem. Alvorligt eller ej, tid hos børnelæge eller ej, så han kan glemme alt om at komme direkte til. I stedet må de pænt vente i køen igen. Han kan ikke få oplyst, hvilken plads i køen, de har.« FOTO: SCANPIX
Mikkel Andersson: »Ankommet til Børnemodtagelsen informerer sygeplejersker imidlertid min svoger om, at læger på 1813 slet ikke har autoritet til at omgå deres køsystem. Alvorligt eller ej, tid hos børnelæge eller ej, så han kan glemme alt om at komme direkte til. I stedet må de pænt vente i køen igen. Han kan ikke få oplyst, hvilken plads i køen, de har.« FOTO: SCANPIX

Egentlig skulle denne klumme handle om noget med tonen, Brexit og Zenia Stampe. Men i går var jeg ude og spise med min søster, der fortalte om et møde med vagtlægesystemet i København, som jeg i stedet vil fortælle videre. Det er ikke store sager, bare en lille hverdagsfortælling fra velfærdsdanmark.

Min treårige nevø havde gennem nogle dage i sidste uge fået stadigt værre mavesmerter, der kulminerede torsdag aften, hvor han vred sig og bogstavelig talt skreg af smerte. Min svoger tog derfor torsdag ved spisetid kontakt med 1813, der giver ham en tid på Børnemodtagelsen på Herlev Hospital kl. 18.40. Da de ankommer, er der ingen tid. Men der er tre andre foran i køen.

Imidlertid kommer ingen tilsyneladende til. Min svoger rykker gentagne gange, da han står med et både meget smerteplaget og træt barn, men der er intet at gøre. Hospitalet har en procedure at opretholde, må man forstå. Efter halvanden time er ingen af de tre foran i køen kommet til endnu og min nevø er segnefærdig. I frustration forlader de børnemodtagelsen og booker en tid hos egen læge fredag morgen.

Fredag ved egen læge får de at vide, at det sandsynligvis er virus, og de væbner sig med tålmodighed og børnepanodil. Imidlertid bliver det værre, så søndag aften tager de nok engang kontakt til 1813. Her mener den læge, de taler med, at det er ganske sandsynligt, at drengen har slugt noget, hvorfor de skal tage direkte ind på Herlev Børnemodtagelse. I telefonen får min svoger at vide, at han har tid hos en børnelæge kl. 21.20 til drengen - udenom ventetiden i Børnemodtagelsen. Det kan være alvorligt og skal undersøges med det samme, understeger lægen.

Ankommet til Børnemodtagelsen informerer sygeplejersker imidlertid min svoger om, at læger på 1813 slet ikke har autoritet til at omgå deres køsystem. Alvorligt eller ej, tid hos børnelæge eller ej, så han kan glemme alt om at komme direkte til. I stedet må de pænt vente i køen igen. Han kan ikke få oplyst, hvilken plads i køen, de har.

Så de venter. Omkring midnat er der vagtskifte og efter farens konsekvente insisteren forbarmer en venlig sygeplejerske sig over den smerteplagede dreng og lader ham nådigt blive tilset af en læge. Lægen mener, at barnet kan have slugt noget, eller der kan være noget, som blokerer for afføringen, og min nevø får en akut tid til ultralysdsscanning klokken 8 den følgende morgen.

Ved ankomst næste morgen er der imidlertid ingen tid til ultralydsscanning af den meget trætte dreng. Min søster, som er med ham da, anfører at det er en akuttid, hvilket imidlertid ikke gør noget indtryk. Hvornår scanningen skal ske, kan ingen sige. Men, får de hjælpsomt at vide, de kan da få en tid dagen efter, hvis de vil have et eksakt tidspunkt. 10.30 bliver han scannet. Herefter kan ingen fortælle, hvornår en læge kan kigge på scanningen, hvilket sker klokken 12.30. Efter fem dage og tre besøg på Herlev Børnemodtagelse fra første opkald til 1813 bliver min nevø diagnosticeret med relativt ufarlige, men smertefuldt hævede lymfeknuder.

Da min søster havde fortalt historien, havde vi en snak om, hvor meget vi egentlig ville betale for konsultationer hos en privat børneskadestue, der var professionel, venlig og hurtig.

Ingen af os er rige, men vi blev enige om, at et par tusinde ville være en lille pris at betale for at undgå noget tilsvarende i det system, vi betaler for over skatten.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.