Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Storbritannien er vigtig for EU

»Hvor er modet fra politisk hold til i stedet at fokusere på EU-fordelene, såsom vigtigheden af adgang til et marked med over 500 millioner forbrugere, fælles adgang til globale handelsaftaler og frihandel.«

Torben Jensen, BASF
Torben Jensen, BASF

Den britiske folkeafstemning om Storbritanniens fremtidige tilhørsforhold til EU står for døren. Over hele Europa – også i Danmark – har folkeafstemningen givet anledning til diskussion og debat. Således har man på det seneste kunnet læse og høre danske politikere sige: »EU har svigtet folket.«

En sådan udtalelse må automatisk give anledning til forundring. For er der nogen, der ikke taler et klart og tydeligt sprog i den EU-politiske debat, er det ofte politikerne – og her tænker jeg på pro-EU politikere fra begge sider af folketingssalen, som kun vælger overfladisk at give udtryk for at være positive i relation til det europæiske samarbejde.

Vi skal ikke længere tilbage end til folkeafstemningen om de danske retsforbehold i december for at kunne konstatere et svigt fra de pro-EU politikere, i deres forsøg på at forklare befolkningen de klare fordele ved eksempelvis fuld adgang til det europæiske politisamarbejde. Hverken den danske eller de øvrige europæiske befolkningers EU-skepsis kan »tørres af« på EU-systemet. Iblandt får man den fornemmelse, at der hersker en vis berøringsangst i forhold til emnet EU.

Derfor er det glædeligt og positivt, at enkelte politikere fra tid til anden tør gå mod strømmen og hævde, at den i øjeblikket fremherskende EU-kritiske linje er foruroligende, og at danske politikere kommer for let af sted med at give EU skylden for alverdens dårligdomme.

Det er et faktum, at EU er meget bureaukratisk og absolut ikke perfekt. Det skal selvfølgelig adresseres og ændres, hvilket også er et krav, som den britiske premierminister David Cameron har til et EU, der forhåbentlig også omfatter Storbritannien i fremtiden.

Når det så er sagt, er der en tendens til, at også de pro-EU politikere fokuserer på de forhold, som ikke er optimale. Hvor er modet fra politisk hold til i stedet at fokusere på EU-fordelene, såsom vigtigheden af adgang til et marked med over 500 millioner forbrugere, fælles adgang til globale handelsaftaler og frihandel og harmoniserede regler, som gør det lettere for vore virksomheder, adgang til kompetent arbejdskraft samt ikke mindst et innovativt og konkurrencedygtigt Europa, der er rustet til at klare den globale konkurrence. Kun på den måde kan vi fastholde og udbygge vores velfærd.

Vores virksomhed, som er global med solid repræsentation i både Danmark, Storbritannien og EU, ser flere fordele end ulemper ved et stærkt og konkurrencedygtigt EU, og derfor håber vi, at EU fortsat inkluderer Storbritannien efter 23. juni. Europa uden Storbritannien er et svagere Europa, og Storbritannien uden for Europa er et svagere Storbritannien. Eksport fra Storbritannien til EU og vice versa er af stor betydning, ydermere er Storbritannien Danmarks tredjestørste handelspartner.

Handel over grænserne i EU skal ikke kompliceres i fremtiden. De udfordringer, som Europa står over for, tackles bedst i fællesskab – intet medlemsland kan løse dette på egen hånd. Ja, EU skal reformeres, her spiller Storbritannien en afgørende rolle som en af Europas største økonomier. Derfor bør Storbritannien også sidde med ved bordet i fremtiden.

Jeg vil derfor opfordre de danske politikere til klart og tydeligt at kommunikere, at Danmark ønsker Storbritannien som et fortsat og vigtigt medlemsland af EU. Dette synspunkt understøttes af en ny TNS Gallup-måling, der blev offentliggjort 6. juni. Denne måling viser, at 62 procent af danskerne mener, at Storbritannien skal bevare sit EU-medlemskab. Der er med andre ord ingen politisk grund til ikke at udtrykke sig klart.

Regeringen bør ligeledes klart kommunikere, at skulle Storbritanniens befolkning vælge at stemme imod et fortsat EU-medlemskab, er det ikke ensbetydende med, at vi skal have en afstemning om Danmarks tilhørsforhold til EU. Udfordringen er, at når vi ikke udtrykker os klart, skabes der usikkerhed – og usikkerhed er ikke godt for hverken økonomi eller vækst.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.