Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Stop nu med de evindelige DR-skrøner

Igen og igen skal DR høre på falske anklager om luksus-løn til topchefer og uigennemsigtige regnskaber. Sandheden er en ganske anden.

Fortællingen om DR som en lukket organisation med tårnhøje lønninger er en skrøne. Ikke desto mindre hører vi den igen og igen. Senest da en læser her i avisen under overskriften DR – luksus, licens og lukkethed udbeder sig en forklaring på, hvorfor DR ikke vil oplyse noget som helst om sin økonomi, og hvorfor DRs øverste chef får en, må man forstå, alt for høj løn?

Det vil jeg meget gerne svare på. DR har som public service-medie en fast økonomisk ramme. I 2014 var det samlede budget for hele DR, altså både radio, TV og web, på knap 3,7 mia. kr. Det svarer til, at DR modtog 66,8 pct. af det beløb, man i den enkelte husstand betaler i licens. Den resterende del af licensen tilfalder bl.a. TV2 Regionerne, Radio24Syv, Det Danske Filminstitut, public service pulje til kommercielle medier, en række lokale TV- og radiostationer samt statskassen i form af moms.

Hvert eneste år lægger DR både sit årsregnskab og sin public service-redegørelse frem i fuld offentlighed. Både for det uafhængige Radio og TV-nævn, som er tilsynsmyndighed og for offentligheden via DRs hjemmeside. Alle har således mulighed for at se DRs regnskab og økonomiske nøgletal samt en omfattende redegørelse for, hvordan DR har søgt at leve op til de politiske krav og forpligtelser, som man er underlagt. Hertil kommer, at DRs regnskab revideres af Rigsrevisionen, forelægges ministeren og derefter sendes til Folketinget. Der er på den måde en ganske omfattende kontrol med, hvordan DR rent faktisk forvalter sine midler.

I DR er vi også åbne omkring, hvordan licensmidlerne bliver anvendt – både på genre og kanalniveau. Det fremgår nemlig sort på hvidt af public service-redegørelsen og af den bagvedliggende kontrakt med kulturministeren.

Okay, der kan helt nede på det konkrete TV- eller radio-program, eller for den sags skyld på den enkelte TV- eller radioværts løn, være tale om oplysninger, som vi vælger at holde tilbage. Simpelthen fordi det uundgåeligt ville stille os dårligere, i en direkte konkurrence med andre danske og internationale medievirksomheder, hvis vi lagde dem frem. Men på de store linjer er der fuld gennemsigtighed.

I DR har vi også – i åbenhedens navn, og som et af de få medier herhjemme – valgt at lægge både medarbejdere og chefers bibeskæftigelse offentligt frem på vores hjemmeside. Det betyder, at hvis man som TV-vært, journalist eller chef er formand for en forening, ordstyrer ved et debatarrangement, oplægsholder ved universitetet eller i sin fritid skriver på en bog, så skal man have det godkendt af sin chef – og have det offentliggjort på DRs hjemmeside. Vi mener nemlig, at det er rimeligt, at der er åbenhed om bibeskæftigelse i et uafhængigt mediehus som vores. Vi har også valgt at lægge ledelsens løn frem i fuld offentlighed, så alle kan se, hvad man som bestyrelsesmedlem eller medlem af DRs direktion får i løn. Dette på trods af, at der selvfølgelig er nogle konkurrencemæssige overvejelser, når man vælger at være så åben om lønniveauet. Her tænker jeg på, hvorvidt det kan stille DR ringere ved fremtidige rekrutteringer og lønforhandlinger – ikke mindst idet vi gang på gang ser TV2 overbyde vores lønninger og hente både chefer og medarbejdere fra DR. Men konkret har vi altså besluttet alligevel at være åbne om den øverste ledelses lønforhold, fordi vi mener, at det er i offentlighedens interesse.

Jeg bliver desværre også nødt til at gå i rette med den myte om høje lønninger i DR, som læserbrevsskribenten fremførte: DR er på ingen måde lønførende – og det tror jeg faktisk, at alle med bare den fjerneste erfaring og indsigt i mediebranchen vil kunne bekræfte.

Hvis man sammenligner med branchen i øvrigt, vil man opdage, at DR absolut ligger i den lave ende, ikke mindst med tanke på, at DR er blandt de største mediehuse herhjemme. Vi ligger markant lavere end kommercielle mediehuse som Berlingske Media og JP/Politikens Hus – som dog begge holder igen med at oplyse præcise løntal og alene angiver vederlag for den samlede direktion. Og ser man til TV2, som er 100 procent offentligt ejet og rent faktisk lægger tallene frem, så er lønniveauet i den øverste TV2-ledelse højere – endda væsentligt højere – end det er i DR. Nuvel, DR skal efter min mening absolut heller ikke være lønførende. Vi skal passe godt på licenskronerne og sørge for at de kommer ud at arbejde, så danskerne får mest muligt igen i form af uafhængige nyheder, gode dokumentarprogrammer, regional radio fra hele landet, danske børneprogrammer og public service til de unge. Alt det som er særligt ved DR.

Men selvom vi generelt er tilbageholdende i vores lønpolitik og har en erklæret ambition om at sende flest mulige ressourcer over i egentlig programproduktion, så er det også vigtigt at huske, at DR er en del af et marked og har brug for at kunne rekruttere og fastholde dygtige folk. Det betyder også, at man i DR som minimum skal have en rimelig løn, som står mål med opgaver og ansvar. Og det gælder både den øverste chef og manden på gulvet.

Derfor giver det også meget lidt mening – som det desværre var tilfældet i læserbrevet forleden – at sammenligne en mediedirektør, en generaldirektør eller en nyhedsdirektør i et stort mediehus med en departementschef i centraladministrationen. Præcis som man ikke sammenligner en chef i kulturlivet med en skoleforstander, en pædagog eller en bankfuldmægtig.

DR er selvfølgelig en del af det mediemarked, hvori man opererer – alt andet er meningsløst. Og det er så min og den øvrige bestyrelses opgave at finde en fornuftig balance, hvormed vi både passer godt på pengene og samtidig er i stand til at holde på de dygtige folk. Som bestyrelse skal vi være med til at sikre en vidtgående åbenhed og transparens i DR. Og derfor bliver jeg også så ærgerlig, når jeg læser den slags skriverier, som ikke har ret meget at gøre med det DR, som jeg kender så godt, og som jeg holder af.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.