Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Stop de nedladende kommentarer - og vær dog lidt glad for, at vi unge engagerer os

Natasja Madsen
Natasja Madsen

Valgresultaterne fra Skolevalget blev offentliggjort 2. februar klokken 21.00. »Ungdommen er blå,« lød overskrifterne. Med Venstre i spidsen efterfulgt af Socialdemokratiet, de Konservative og Liberal Alliance.

Responsen fra folk under artiklerne på Facebook var forfærdelig: »egoister«, »godt de bare er børn«, »de skal nok blive klogere« og »de bor jo bare hjemme ved mor og far«.

En nedgørelse af unge mennesker, der faktisk har taget del i demokrati og samfundet, som de ønsker det. Én ting er at være uenig i valgresultatet, noget andet er at svine unge mennesker til.

Skolevalgsforløbet foregik over tre uger med et undervisningsforløb, der gerne skulle understøtte flere fælles mål i det obligatoriske folkeskolefag, samfundsfag. De unge skulle i uge 1 orientere sig i tyve mærkesager og vælge tre, som, de syntes, var de vigtigste, og som de ville kæmpe for.

I uge 3 skulle de lave en kampagne for én af de tre mærkesager og skaffe opbakning til den via evt. deling på de sociale medier. I slutningen af uge 3 skulle de politiske partier vælge tre mærkesager, og det kom til at udgøre grundlaget for deres partiprogram til Skolevalget.

Derefter skulle eleverne selv vurdere hvilket parti, der bedst repræsenterede deres holdning. 8.-10. klasse på mere end 600 skoler rundt i Danmark har været en del af dette forløb. Det er virkelig mange, mange, mange unge. Hvor er det fedt.

Dette er et fantastisk forløb, som jeg selv oplevede på min folkeskole. Et forløb, der åbnede øjne for mine klassekammerater, som ikke før Skolevalget var særlig politisk aktive, men de blev mere oplyste. Jeg var selv med ude på en folkeskole og en efterskole til en skolevalgsdebat, hvor elever var oprigtig glade for forløbet, og de havde virkelig fået noget ud af det – om så de var blå, røde eller grønne for den sags skyld.

Dét at se, hvordan folk på de sociale medier sviner unge mennesker til, som sådan set bare deltager i undervisningen, og faktisk engagerer sig, overrasker mig meget.

Jeg er selv ung, til tider bliver jeg kaldt et barn. Ja, jeg er politisk aktiv og ja, mine holdninger kan svinge – men jeg har (ligesom alle andre ungdomspolitikere) meldt mig ind i et ungdomsparti, der repræsentere mine holdninger bedst.

Jeg siger ikke, at min holdning ikke kan ændre sig. Jeg siger heller ikke, at de unge, der stemte, ikke stemmer anderledes i fremtiden.

For for både mit eget og deres vedkommende ændrer ens holdninger sig sikkert, når man kommer ud og oplever verden og møder flere synspunkter. Nogle holder måske fast i det samme parti hele vejen igennem.

Det er bare en skam, at folk taler ned til unge mennesker på den måde. Vær nu for helvede bare glad for, at de gider at deltage i Skolevalget og interesserer sig for deres egen og samfundets fremtid. Det er guld værd med en generation, der gør det.

Natasja Madsen er 16 år, elev på Rødkilde Gymnasium og medlem af Venstres Ungdom.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.