Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sprogdød truer diversiteten på universitetet

Jacob Schmidt-Madsen OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Jacob Schmidt-Madsen OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mens Islamisk Stat sprænger Mellemøstens oldtidsmonumenter i luften for rullende mobilkameraer, slukker Københavns Universitet nu mere stilfærdigt lyset over store dele af Østeuropa og Asien. Balkanstudier og polsk opgives som selvstændige studieretninger, mens indologi, tibetologi, thai og indonesisk lukkes helt. Hertil kommer lukningen af grækenlandsstudier og finsk samt den forsøgsvise sammenlægning af hebraisk, tyrkisk og indoeuropæisk med relevante søsterfag, som måske slet ikke vil kunne rummes i ordningen.

De berørte fag har det til fælles, at de forsøger at tilnærme sig og forstå fremmede kulturer gennem kulturernes egne sprog og tekster. Det er grundforskningsfag, der gør det muligt for ikke-sprogkyndige forskere at beskæftige sig med dem. Videnstabet vil således ikke begrænse sig til fagene selv, men kaste lange skygger over forskningen på en række andre områder.

Argumenterne for de mange lukninger og sammenlægninger er overvejende økonomiske. Desværre skelner regnemodellerne ikke mellem polsk og jura eller mellem tibetologi og ingeniørstudiet. Det giver røde tal på bundlinjen, og en værdidiskussion, hvor den økonomiske logik dikterer, at de sorte tal nødvendigvis må vinde. Men hvad gør vi, når der sker noget ude i verden, og vi har brug for nogen til at fortælle os, hvad det er? Så er der pludselig meget langt fra at have en enkelt thaiekspert eller Tyrkietkender til slet ikke at have nogen.

Frafaldsprocenterne på de berørte fag er et andet argument, der dukker op igen og igen. Det er derfor ironisk at kunne konstatere, at netop frafaldsprocenterne i høj grad er resultatet af den førte uddannelsespolitik. De senere års udtalte politiske ønske om, at flere unge skal have en videregående uddannelse, har ført til kunstigt høje optag på landets universiteter med kunstigt høje frafaldsprocenter til følge.

Da jeg selv blev indskrevet på indologi-studiet i 2001, optog faget seks studerende hvert andet år. I dag optager det 12 studerende om året. Men selv om der i dag er fire gange så mange, der begynder at studere Indologi som for 15 år siden, så er der ikke flere der gennemfører uddannelsen. Heldigvis. For hvad skulle samfundet dog stille op med 12 kandidater i indologi om året?

Den nye fremdriftsreform er et andet eksempel på en fejlslagen uddannelsespolitik, der spænder alle fag for den samme vogn. Resultatet på et lille fag som indologi er, at vi skal udbyde mere undervisning, end vi har studerende, der kan følge. Dette semester underviser jeg således på et kursus uden en eneste eksamenstilmeldt studerende. De, der alligevel møder op, gør det for deres egen og for lærdommens skyld. Og det kunne vi måske alle sammen lære noget af.

Københavns universitet er desværre ikke alene om at opgive de kulturbærende sprogfag, der udelukkende vurderes som små på antallet af studerende. Tendensen er tydelig overalt i Europa.

I en tid, hvor forståelsen for det fremmede er vigtigere end nogensinde før, er interessen for den paradoksalt nok vigende. Men hvis vi ikke er i stand til at se på verden med andre øjne end vores egne, er det os selv der ender som fremmede og uforståede.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.