Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Spring ud som sapio-seksuel

»Du må og skal ikke længere leve glemt og gemt. Spring ud af bogreolen.«

Modelfoto: Scanpix
Modelfoto: Scanpix

På dating-apps kan du nu vælge at være sapioseksuel. Ordet kommer af sapio, som betyder visdom. Måske er det dig? Altså en, som ser intelligens som noget sexet. Måske føler du dig ensom og diskrimineret. Tab ikke modet. Det er ikke dig, den er gal med. Du er blot på et andet og højere, tabubelagt eksistentielt stadium i kierkegaardsk forstand.

Hvordan ved du så, om du er sapioseksuel? Mange er i tvivl og tør ikke fortælle det til familie og venner. De lever tynget af skyld og skam. Ja, de lyver om, hvad der fylder i deres liv. De gemmer deres bøger. Trist og zombieagtigt går de derfor rundt i Torvehallerne, løfter vægte eller ser Netflix. Her er de sikre tegn på en Anderledeshed, som mange sapioseksuelle føler lige nu.

Du føler et afgrundsdybt savn, når du har glemt nummeret på den fantastiske salme fra søndagens højmesse. En stor lyst til at kysse Per Stig Møller på brillestellet, når han raser mod den gudløse neoliberalisme.

Du har et kæmpe hul i hjertet, fordi Atheneum Academic Books er lukket og erstattet af en rollespilsbutik fyldt af plasticsværd. Ja, du drømmer lidt om at sidde hele natten med Bertel Haarder og diskutere, hvilke danske sange der burde komme med i næste udgave af højskolesangbogen.

Du har et sadomasochistisk double bind master-slave forhold til anonyme peer-reviewers fra obskure videnskabelige tidsskrifter. Bøger er som kvinder, du må og skal eje, spise og se på. Jo flere, jo mere, jo længere, jo bedre. Netop derfor er din lejlighed fyldt med ulæste bøger. Dem behandler du som fine gæster eller nye venner, som du næsten ikke kan vente med at lære at kende. Ja, du har samlet dem alle i din stue, så du kan sidde og kigge på dem, mens tusmørket sænker sig.

Du drømmer om at tage væk på San Cataldo-refugiet, alene med dem i et gigantisk bog- og referencebibliografisk orgie. Du gad godt sidde og kigge på smukke, kloge kvinder på Det Kongelige Biblioteks læsesal i et helt liv. Alt imens du skriver på et aldrig afsluttet speciale om Ulysses.

Du har lyst til at finde på et nyt dansk ord for umulig kærlighed sammen med Søren Ulrik Thomsen på Bobi-bar. Ja, du må bare eje Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelts 1.000 siders jumbobog om ytringsfrihed, om du så skal hente den i en 3x34. Du mener, at Žižek er filosofiens Trump, fordi Trump er politikkens Žižek. Du ser frem til fejringen af reformationen.

Du må og skal ikke længere leve glemt og gemt. Spring ud af bogreolen. Verden behøver en sapioseksuel revolution. Husk, som musikeren John Waters engang så formanende skrev, når du er på din næste date: »We need to make books cool again. If you go home with somebody and they don’t have books, don’t fuck them.«

  • Timme Bisgaard Munk er ph.d., redaktør, KForum.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.