Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Socialdemokratiet har båret på et traume i sikkerhedspolitikken

Poul Nielson
Poul Nielson

Den genopblussede fodnotediskussion mellem Karl Hjortnæs og Uffe Ellemann-Jensen om Danmarks sikkerhedspolitik i 1980erne fortjener nogle supplerende bemærkninger af mere generel karakter.

Mange har i dag glemt, at Danmark hele tiden havde haft visse forbehold i NATO-samarbejdet om troppestationering og atomvåben (problemerne i Grønland var en sag for sig). Der havde været såkaldt bred enighed om disse forbehold, idet der dog gennem årene var nogen murren blandt visse borgerlige politikere.

Socialdemokratiet gennemførte både et særligt udvalgsarbejde og en stor egentlig medlemsdebat om sikkerhedspolitikken og NATO i forbindelse med udløbet af 20-års-perioden, hvor vi tog positivt stilling til fortsat medlemskab, ligesom vi engagerede os mere aktivt i samarbejdet og diskussionerne om sikkerhedspolitik med de socialdemokratiske søsterpartier i Norden og resten af Europa. Fraværet af et tilsvarende nuanceret og aktivt sikkerhedspolitisk engagement hos de borgerlige partier var senere en markant faktor til forståelsen af, hvorfor det var så svært at skabe en seriøs drøftelse på tværs om noget som helst, der gik ud på andet end simpelthen at sige ja til alt i NATO.

Denne tingenes tilstand bidrog for mange både i og uden for Socialdemokratiet til en slags legitimering af et pres for, at Danmark skulle tage selvstændige standpunkter og mere aktivt forsøge at styrke afspændingstendenserne mellem Øst og Vest.

Sagen om mellemdistanceraketterne i Europa (både Sovjetunionens og USAs) var af en sådan karakter, at den uundgåeligt bragte denne forskel mellem Venstre-Konservative og Socialdemokratiet frem i lyset. Dette ville efter min bedste overbevisning være sket, uanset hvem der havde været i regering før eller efter 1982. Hvor denne sag i flere andre europæiske NATO-lande helt naturligt blev genstand for diskussion, gik den i Danmark op i en spids. Vi havde ingen tradition for diskussion om sikkerhedspolitikken.

I den situation blev det Socialdemokratiets achilleshæl, at vores politik ikke var baseret på en gennemanalyseret, velargumenteret og ikke mindst forudsigelig linje, men i for høj grad blev ført på grundlag af situationsbestemte og stykkevise markeringspolitiske aktioner betinget af støtte eller provokationer fra de Radikale og Socialistisk Folkeparti og ikke mindst det pres, der kom fra såkaldt nye sikkerhedspolitiske aktører i partiet.

Ritt Bjerregaard (S) illustrerer de nye aktørers arbejdsform meget overbevisende i sin bog »Valgt«, som i øvrigt i parentes bemærket skæmmes af, at hun efter alt at dømme selv har skrevet den. Hendes fortælling om fodnoterne handler helt karakteristisk mere om hendes eget engagement i en kampagnemæssig mobilisering bag helt generelle principper end om substansen. Hun har intet til overs for dem, der arbejdede fagligt med sikkerhedspolitikken. Ritt Bjerregaards beskrivelse af fodnoterne er en glimrende illustration af, at der er en ikke uvæsentlig forskel mellem at være bedrevidende og bedre vidende.

Hun misbruger groft Anker Jørgensen (S) ved igen og igen at fremstille det, som om hendes egne meninger og aktioner egentlig bare var udtryk for det, han stod for. Det er ikke pænt gjort. Alle kender til Ankers udtalte bekymring om atomvåbnene og principielle holdning til, at de burde afskaffes. Deri adskilte han sig jo ikke fra de fleste. Men Anker var bestemt realpolitiker. Også sikkerhedspolitisk. Han var ikke en initierende drivkraft i fodnoterne.

Provokation og opportunisme

Lasse Budtz (S) var bedre som refererende journalist end som seriøs sikkerhedspolitiker. Kjeld Olesen (S) blev presset fra situation til situation af »de nye aktører«. Man tør næsten ikke skrive »kvinderne«, selv om Ritt ikke skjuler sin stolthed over deres voksende indflydelse.

Det er imidlertid en mærkelig konstruktion at se kampen for ligestilling mellem kønnene som noget, der i særlig grad er relevant og egnet som en afgørende faktor i formuleringen af landets sikkerhedspolitik. Svend Aukens (S) rolle i denne proces var en specielt negativ oplevelse. Han var bedre vidende. Sikkerhedspolitisk opdraget som os andre af Erling Bjøl (historiker og journalist, red.)

Kombinationen af Ritts provokationslystne overfladiskhed og Svend Aukens ustyrede opportunisme var en farlig cocktail for Socialdemokratiet. Hvor farlig viste sig ved valget i 1988. Sidenhen har vi båret på et traume, hvor vi af angst for at blive urimeligt beskyldt for igen at skeje ud og sætte landets troværdighed i NATO-samarbejdet over styr har været tilbøjelig til at undlade at markere nuancer og forskelle overhovedet i sikkerheds- og forsvarspolitiske anliggender. Dog med undtagelse i spørgsmålet om Irak-krigen.

Denne til lammelse grænsende tilbageholdenhed er ikke godt for kvaliteten af den sikkerhedspolitiske beslutningsproces i Danmark. En negativ bivirkning af dette har også været, at ethvert skridt, der kunne tydes som en svækkelse af vores binding til USA, har blokeret for at få gjort op med vores forbehold om deltagelse i EUs forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde.

Poul Nielson er fhv. minister (S) og EU-kommissær.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.