Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Små børn lærer også når de synger

Agi Csonka, direktør i SFI, skrev i »Små børn skal ikke bare synge – de skal også lære,« at der skal mere »fokus på læring.« Der bør »arbejdes systematisk med at stimulere børnene.« Csonka vil have mere af »noget,« men definerer ikke hvad.

Børn lærer også når de er kede af det, og har brug for trøst. Kan de forvente at få den? Skal de gøre noget specielt for at få den, f.eks. græde højlydt, bløde eller er det nok at se trist ud?

Børn lærer også når de spiser frokost. Er der tid til at snakke om at ens marsvin døde, at oldefar ligger på hospitalet og hvad vi legede hjemme i gården?

Børn lærer når de skal på legepladsen. At trøjen skal på før flyverdragten er logik for større mennesker, men de har jo også været børn engang. De lærer også at klare sig selv. Men kan man forvente hjælp til at knappe bukserne eller til at komme i gang med en leg? Børn lærer hele tiden. På godt og ondt.

Så derfor er det noget vrøvl, når politikere og nu også direktør i SFI ønsker MERE LÆRING. Tidligere talte vi om udvikling, nu taler vi om læring. Udvikling er i samklang med barnet. Udvikling sker når barnet er i stand til det og miljøet støtter op. Udviklingsbaseret pædagogik lægger vægt på barnets perspektiv, på relationen, på nærværet. At læringen bestemmes af, hvad der her og nu er meningsfuldt.

Med »læring« menes som regel indlæring, når folk med ringe adgang til børneinstitutioners praksis udtaler sig. Selv om de stærkt benægter det. De mener at barnet skal tilføres »noget« som de mangler.

MEN NU SKAL jeg fortælle SFI-direktøren og andre interesserede, hvordan tingene hænger sammen: Børn har ikke brug for at »lære mere,« børn har brug for at »være mere.«

Et barn, som oplever tryghed og den nødvendige omsorg, vil helt af sig selv være nysgerrig på livet. Vil selv være interesseret i at tilegne sig viden og erfaringer om sin omverden! Så enkelt og banalt kan det siges.

Hvis børn skal være i topform når de starter i skolen, så kræver det IKKE mere indlæring i vuggestue og børnehave. Det kræver nogle ordentlige forhold for små børn. Altså først og fremmest en meget bedre normering, da det er ligegyldigt hvor dygtig du er som pædagog, hvis du alt for ofte står alene med store børnegrupper. Så bliver opsyn et mere dækkende ord end omsorg.

OG JEG BLIVER vred, når vi beskyldes for at reagere med automatpilot og tale om »skolificering« osv, når politikere og djøf’ere taler om »læring.« Det kunne måske tænkes, at det er vores faglighed, der reagerer. At vi faktisk ved bedre. Nogle gange er en cigar faktisk bare en cigar!

En børnehave skal være et udviklingssted for små børneplanter. Et lille stykke himmel på jord. For at skabe det, kræves der tillid. Tillid er en forventning om, at den anden part overholder sin del af aftalen. Fagligheden er der, men den kræver bestemte vilkår for at folde sig ud. For børn skal synge, lege, danse, digte og hoppe og fnise og græde og skrige af grin. Det har de rigtig godt af!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.