Indspark

Slut med syg socialisme i skyerne

Edith Thingstrup
Edith Thingstrup

Engang var piloter vor tids riddere, og stewardesser var de underskønne feer, der førte velklædte eventyrere til fjerne destinationer med nationens stolthed: Scandinavian Airlines System.

I dag er piloter blot avancerede buschauffører, og stewardesser er på vej til at lide samme kranke skæbne som de små damer med salgsvognene i DSBs intercity-tog. »Sic transit gloria mundi«.

Men til alt held er billetpriserne blevet halveret på et par årtier. Og det fuldt private Norwegian er på få år blevet lige så stor som SAS, som den danske stat ejer godt 14 pct. af.

For at klare sig i konkurrencen vil det trængte halvstatslige SAS nu operere fra Irland, Storbritannien og Spanien – med de overenskomster, man kan forhandle sig frem til der. Det er et spørgsmål om overlevelse. Uden tilpasning, intet SAS i fremtiden. Og dermed ingen arbejdsvilkår at brokke sig over.

»SAS har længe insisteret på ordentlige vilkår i luftfartsbranchen, hvor en syg kapitalisme hærger,« mener Socialistisk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge.

Syg kapitalisme? Tværtimod. Ordentlig kapitalisme handler om at bruge sin kapital mest effektivt. Det forsøger SAS. Det er Karsten Hønge, der forsvarer en syg socialisme i skyerne – nemlig de privilegier, som beskyttede luftfartsselskaber har kunnet nyde godt af, mens de udbyttede almindelige forbrugere gennem høje priser.

Konkurrencen har fjernet fortidens privilegier. SAS’ problemer skyldes ene og alene, at forbrugerne hellere vil have billig, effektiv transport end følelsen af at flyve nordisk. Selv Karsten Hønges tidligere partiformand, Villy Søvndal, faldt forrige år for fristelsen til at flyve med Ryanair fra Malaga til Billund. Længere rakte ministerpensionen trods alt ikke.

Hønge forsvarer den ret, som SAS og virksomhedens medarbejdere har haft til at leve godt på manglende konkurrence, lullet i søvn under de nordiske staters vinger. I SAS tjener en pilot typisk 80.000 kr. om måneden. Og når medarbejderne fik at vide, at konkurrencen truede, kunne de bare rende til de statslige ejere og klage deres nød. Nu er festen slut. Den svenske og norske stat har besluttet at sælge ud af deres aktier i SAS. Snart står den danske stat alene tilbage.

Fra at være nationens stolthed er SAS blevet et symptom på den nordiske models nederlag. Desværre. For andre internationale danske virksomheder – Lego, Carlsberg, Bestseller, APM – har aldrig tøvet med at oprette baser i udlandet, ansætte udlændinge og konkurrere. Også på løn. De har overlevet i fin stil og skaber velstand i Danmark ved at deltage i konkurrencen om at være de mest produktive.

»Den danske stat skal ikke have aktier i et firma, der opfører sig som et piratselskab,« sagde Karsten Hønge i Deadline.

Go ahead, Hønge, make my day. Lad os på privatiseret SAS. Og hvem ved? Frigjort fra politikernes og fagforeningernes kvælertag har SAS måske en chance for at overleve. Ikke på en drøm, men på indtjening.

Edith Thingstrup er sognepræst og debattør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.