Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Slaveri: Kræver menneskeretten, at vi undskylder?

Der er brug for en fælles indsats for at sikre, at alle borgere i Danmark ikke bare er født lige og frie, men også oplever det livet igennem.

Jonas Christoffersen.
Jonas Christoffersen.

Statsministeren kaldte i sin nytårstale Danmarks involvering i slavehandel og udbytning af slaver for et grusomt kapitel i vores historie og betegnede det som skamfuldt. Det er det tætteste på at give en undskyldning, Danmark indtil nu har været. I 2001 tilsluttede Danmark sig ellers en FN-erklæring, som kollektivt gjorde op med, indrømmede og undskyldte slaveriets grusomheder. Det vender jeg tilbage til.

Menneskeretten vendte i begyndelsen det blinde øje til slaveriet. Thomas Jefferson, hovedmanden bag den amerikanske uafhængighedserklæring, var selv godsejer og slaveejer. Han skrev uden at blinke storslåede tekster om, at mennesker er født frie og lige, uden at det dog omfattede de afrikanske slaver, den oprindelige befolkning eller kvinder for den sags skyld. I begyndelsen af 1800-tallet blev slaveriet afskaffet, men det var først længe efter, at der i 1926 blev indgået en international konvention imod slaveri.

I dag er menneskerettighedernes svar på nutidens slaveri entydigt: Det er i strid med alle menneskers helt fundamentale ret til frihed. Intet menneske kan eje et andet menneske. Men når det kommer til synet på fortidens slaveri, er vandene mere delte.

I store dele af verden anser man slaveri for en historisk forbrydelse, der fortsat har konsekvenser. Mange mener derfor, at de stater, der var involveret i slaveriet, har en historisk begrundet forpligtelse til at gøre op med konsekvenserne. Andre mener, at fortidens synder ikke kan bedømmes med nutidens øjne.

Konflikten mellem de to grundsynspunkter fik fuldt skue på FNs Durban-konference i 2001. Den handlede om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og intolerance, men spørgsmålet om den vestlige verdens forhold til fortidens slaveri blev rejst og gav anledning til heftige diskussioner.

Efter et større diplomatisk tovtrækkeri endte konferencen med et elegant kompromis. I sluterklæringen, som de deltagende lande tiltrådte, gav man udtryk for fortrydelse over for fortidens synder: »Vi anerkender og beklager dybt de umådelige lidelser og overgreb, som millioner af mænd, kvinder og børn blev udsat for under slaveri, slavehandel, den transatlantiske slavehandel, apartheid, folkemord og andre historiske tragedier.«

Erklæringen inviterede desuden det internationale samfund og dets medlemmer til at ære og mindes ofrene for fortidens tragedier. Erklæringen fremhæver, at nogle lande har »taget initiativ til at udtrykke fortrydelse, anger eller fremsætte undskyldninger.« Erklæringen opfordrer alle, der endnu ikke har bidraget til at genoprette ofrenes værdighed, til at gøre det på en passende måde.

Det er derfor efter min opfattelse meget positivt, at en dansk statsminister endelig vedkender sig Danmarks rolle i fortidens grusomheder og udtrykker fortrydelse ved at kalde de historiske handlinger skamfulde.

Men Durban-erklæringen peger også på, at slavehandlen og slaveriet både har haft og stadig har konsekvenser. Erklæringen fastslår, at slaveriet har ført til racisme, racediskrimination, xenofobi og intolerance. 100-året for salget af De Vestindiske Øer skal derfor også bruges til at styrke indsatsen mod racistisk og etnisk diskrimination.

Indvandrere oplever diskrimination

Danmarks nationale Integrationsbarometer viser, at 43 pct. af de adspurgte indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse inden for det seneste år har oplevet at blive diskrimineret på grund af deres etniske baggrund. En del af forklaringen kan være, at slaveriet trækker lange spor i form af en ubevidst raceopfattelse og ide om, at hvide er andre racer overlegne.

En af hovedanbefalingerne i Durban-erklæringen var derfor, at staterne i samråd med ikke-statslige organisationer skulle udvikle nationale handlingsplaner og integrere kampen mod racisme i alle relevante politikker og programmer.

Den seneste handlingsplan, som Danmark har på området, er fra 2010 og gælder ikke mere. Sidste år anbefalede FNs Menneskerettighedsråd Danmark at: »Etablere en national handlingsplan mod racisme og fremmedfjendskhed, for derved at arbejde for tolerance, interkulturel forståelse, trosfriheden, social accept og eliminering af diskrimination af minoriteter og ikke-statsborgere.«

Regeringens svar var ret bredt og uforpligtende: At Danmark har taget og løbende vil tage en række skridt både til at forebygge diskrimination, intolerance og racisme og til at bevare trosfrihed og fremme den interkulturelle dialog. Om en ny handlingsplan er det mest virkningsfulde kan diskuteres, men der er behov for en forpligtende, tværgående plan for og en prioritering af konkrete indsatser mod diskrimination, som sikrer et vedvarende fokus på området.

Der er fortsat brug for konkrete tiltag mod diskrimination. Der er brug for viden, oplysning og diskussioner. Der er brug for en fælles indsats for at sikre, at alle borgere i Danmark ikke bare er født lige og frie, men også oplever det livet igennem.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.