Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Skal vi bare hyre en flok polakker til at forsvare Danmark?

Debatten om forsvaret er så småt gået i gang. Det skyldes, at de politiske partier til efteråret skal have et nyt forlig om forsvaret på plads, fordi den gamle fem-årige aftale løber ud 31. december 2017.

Endnu engang bliver der i nogle kredse talt om at afskaffe værnepligten. Som en politiker sagde til mig for sjov: »Kan vi ikke bare betale nogle polakker for det der med forsvaret?« Han mente det ikke. Heldigvis. Men tanken er jo interessant.

Der var jo engang, hvor man benyttede sig af lejehære. Christian IV gjorde brug af tyske, protestantiske lejesoldater i 30-årskrigen. Men før det havde man brugt udskrivningen af bønder til at være soldater. Først langt senere med Grundloven i 1848 får vi den almindelige værnepligt, hvor alle våbenføre mænd er pligtige til at bidrage til fædrelandets forsvar.

For de fleste hænger det moralsk sammen med demokratiet: Hvis du skal have indflydelse, skal du også bidrage. Hvis du er den, der er stukket af, når man skal smide fjenderne ud af landet, er det jo ikke dig, der skal bestemme, hvordan det land, som vi andre redder, skal indrettes. Ganske som betaling af skat i dag anses for en moralsk forudsætning for at have stemmeret.

Men i dag regner man ikke med, at Danmark vil blive udsat for en krig, hvor man skal kæmpe om sit eget territorium. I dag tænker man forsvaret som en værktøjskasse for politikere, der vil opnå bestemte mål: Afværge trusler imod Danmark, der udspringer meget langt fra landet, men også anerkendelse i Washington, alliance-solidaritet eller demonstration af, at man slutter op om bestemte værdier, der efter nogens mening bør udbredes til hele verden.

Værktøjskassetanken er arrogant

Jo mere man går over i »værktøjskasse«-tanken, jo mere irrelevant bliver det at bruge værnepligten. Her har man i højere grad brug for en lille styrke af professionelle soldater, der kan gå ind og løse komplicerede opgaver på højt niveau.

Helt i tråd med dette er både det nationale forsvar og værnepligten blevet nedtonet. Værnepligten er nu kun en rekrutteringsmekanisme med 4.200 værnepligtige om året, der får en meget kort uddannelse. Efter aftjeningen går nogen videre i forsvaret, men de fleste bliver hjemsendt og bliver ikke brugt til noget.

Vi er i dag meget langt fra tanken om, at værnepligten har en demokratisk betydning. Man kunne faktisk næsten lige så godt betale nogle polakker for at tage på de missioner, politikerne mener at have brug for i dag.

Skal vi fortsætte i den retning, eller bør vi ændre kurs? Jeg mener, at værktøjskasse-tanken er arrogant.

Tror politikere og militærfaglige eksperter virkelig på, at vi kan afskrive enhver risiko for, at vi skal kæmpe en eksistenskamp på eget territorium igen? Hvordan kan man være så sikker på det?

Som bekendt var der ingen, der forudsagde Murens fald, 11. september, Brexit eller Trumps valgsejr. Hvordan Søren kan man så erklære, at vi ikke kommer til at kæmpe nationalt igen? Historien er uforudsigelig. Det er det mest forudsigelige af alt.

Vigtigt med folkelig forankring

Når vi ser os rundt i verden, er det ikke alle, der optræder så arrogant, som vi gør i Danmark.

I Norge har man både et nationalt forsvar og en stærk værnepligt, og selvom Norge har en noget mindre befolkning end Danmark, har de dobbelt så mange værnepligtige, der får en meget længere uddannelse. Finland bruger også værnepligten, og i Sverige har man netop genindført den. Mange lande har også opbygget reserver og mobiliseringsenheder, der kan bruges i en katastrofesituation. Det kan være værnepligtige, der hjemsendes efter en grundig uddannelse og står på kald i en vis periode, hvis der skulle blive brug for det.

Værktøjstankegangen er også farlig, fordi den folkelige forankring af forsvaret risikerer at forsvinde. Og det er jo den, der i sidste ende skal få politikerne til at handle rigtigt, når det drejer sig om krig og fred.

Det er kun godt, hvis politikeren tænker på, at det er naboens søn eller datter, der risikerer liv og lemmer ved en krig et sted i verden, som måske ikke angår os så meget, men kan give politikerne prestige og håndslag i Washington. Tanken om naboens søn, der kommer hjem uden ben, eller kommer hjem i en kiste, kan forhåbentlig få politikeren til at trykke på den røde knap i Folketinget og ikke den grønne, når den slags beslutninger er til afstemning. Også selvom han så går glip af en sjov middag i Det Hvide Hus.

Vi skal fastholde en forståelse af forsvaret som en national forpligtigelse, som er med til at holde sammen på landet.

Hvis vi vil holde sammen på Danmark som en fri nationalstat med en stærk sammenhængskraft, er værnepligten, et nationalt forsvar og ansvarlige politikere en rigtig stærk blanding. Det er på tide at gå ud ad den vej i næste forsvarsforlig i stedet for at gå mere og mere over i værktøjskasse-tanken. For så kan vi da lige så godt betale nogle polakker for det. De er også så gode til det med værktøj.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.