Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politisk analyse

Sheriffen Søren tager sigte mod fremtiden

I næste uge, fra mandag til søndag, ruller videnskabsfestivalen, Forskningens Døgn, af stablen med næsten 700 gratis foredrag og arrangementer rundt om i landet på hospitaler, biblioteker, museer, virksomheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner.

I løbet af ugen vil uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) gøre alt, hvad han kan, for at fortælle om betydningen af forskning i topklasse for et land som Danmark.

»Vi skal være stolte af vores forskere. De bringer Danmark fremad (…) Det er forskning og klogskab, der skaber fundamentet for vores børns uddannelse og vores fremtid,« lyder det fra Søren Pind før arrangementerne, hvor de mange tusinde besøgende vil komme tættere på forskningen, møde landets skarpeste hjerner og få mulighed for at lære om f.eks. kunstig intelligens eller at flyve en drone. Interesserede kan taste sig ind på forsk.dk, hvor der bl.a. er en oversigt over 250 events.

Det kan synes som et umuligt spring. Men lige så dedikeret Pind optrådte som justitsminister i kampen mod bl.a. bandekriminaliteten, lige så engageret fremstår han som ambassadør for uddannelse og forskning. Udvidelsen af regeringen med ministre fra de Konservative og Liberal Alliance betød, at han måtte flytte sig og rykke til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Selv om skiftet skete imod hans ønske, ligner det allerede en succes, og ser vi frem, kommer Pind i den kommende tid til at spille en central rolle i en række store satsninger fra regeringens side.

Om kort vil der blive sat turbo på regeringens ambition om at ruste Danmark til at stå stærkt i en nutid og især en fremtid, som vil blive præget af store teknologiske forandringer, hvor automatisering og digitalisering, brug af avancerede robotter og kunstig intelligens vil ændre på produktionen i virksomhederne og påvirke indholdet i jobbet for rigtigt mange mennesker.

I sin nytårstale fastslog Lars Løkke Rasmussen, at alle danskere skulle rustes til disse forandringer, og det arbejde er regeringen i gang med. Snart offentliggør det digitale vækstpanel under erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) forslag til, hvordan Danmark placerer sig bedst i den digitale tidsalder. Forslagene skal inkorporeres i en national vækstplan. Brian Mikkelsen har også lanceret et nyt iværksætterpanel. En teknologipagt, der skal styrke de tekniske uddannelser, er også ved at blive forberedt. Og i Beskæftigelsesministeriet gør Troels Lund Poulsen (V) klar til de trepartsforhandlinger med arbejdsgivere og fagbevægelse, som skal styrke voksen- og efteruddannelserne.

Endelig vil det såkaldte Disruptionsråd snart blive nedsat, og herfra skal regeringens mange tiltag koordineres med statsminister Lars Løkke Rasmussen for bordenden.

Universiteterne skal være med

Mens Troels Lund Poulsen groft sagt skal sikre, at den brede arbejdsstyrke opkvalificeres, og Brian Mikkelsen skal styrke rammebetingelserne for erhvervslivet, vil Søren Pind få en nøglerolle i forhold til at sikre, at vi uddanner og forsker på de rigtige felter og på et tilstrækkeligt højt niveau.

Han har igangsat et visionsarbejde om fremtidens forsknings- og innovationspolitik. Han har også indledt en kulegravning af, hvordan man bedst optimerer universitetsuddannelserne, og man skal se på både strukturen og udbuddet af uddannelsesforløb. Han har fået vedtaget en ny styring af universiteterne, hvilket bl.a. skal sikre et tættere samspil mellem universiteterne og samfundet, herunder erhvervslivet, og han har en ny bevillingsreform i støbeskeen.

Helt overordnet vil han gerne stå i spidsen for en fortælling båret af håb og optimisme.

Selv om globalisering og teknologi også koster virksomheder livet og tager job fra folk, mener han, at Danmark vil vinde. Herhjemme har vi mange fleksible og smidige virksomheder, vi er generelt godt uddannet, og vi er både ret kreative og effektive. Hvis vi er dygtige, vil adgangen til ny og billigere teknologi bl.a. kunne give flere virksomheder mulighed for at trække produktion hjem, og vi vil som nation kunne stå stærkere i konkurrencen med de lande, som tidligere har høstet massive fordele ved at kunne trække på en stor og billig arbejdsstyrke.

Søren Pind fremhæver, at den teknologiske udvikling har gjort os rigere og skabt nye arbejdspladser på et højere niveau. Fremover øjner han store muligheder, hvis vi satser rigtigt på uddannelse og forskning. Hans drøm er, at bl.a. universiteterne får en stærkere rolle som vækstmotorer, som man ser det i USA, hvor landets stærke universiteter udklækker nye ideer og skaber afsæt for virksomheder og produkter.

Derfor er han også optaget af, hvordan der kan skabes flere uddannelser, der matcher erhvervslivets behov, og som sikrer, at flere højtuddannede i fremtiden får gode job i den private sektor.

Samlet er der tale om en ambitiøs, men også kompleks dagsorden med masser af faldgruber.

Central aktør

Set udefra er det, som om en mere moden Søren Pind for alvor formår at trække på al den erfaring, som han har opbygget efter have løst opgaver som borgmester og minister i flere omgange. Han er hurtig til at sætte sig ind i stoffet. Han danner netværk med indsigtsfulde folk, som han kan trække på, og med Lars Løkke Rasmussens fokus på at ville gøre Danmark til en vinder i den digitale tidsalder, får Søren Pind foræret en mere central position, end en uddannelses- og forskningsminister normalt vil kunne opnå.

Det ville være nærliggende at tro, at rollen som uddannelses- og forskningsminister ville gå ud over hans folkelige gennemslagskraft. Men umærkeligt synes han at blive mødt med større anerkendelse fra vælgerne.

På et ministerhold – som vælgerne bestemt ikke har modtaget med applaus – høster han topkarakterer. Da BT forleden opgjorde regnskabet over vælgernes bedømmelse af V-ministrene på baggrund af 13 målinger fra analyseinstituttet YouGov gennem halvandet år, lå Søren Pind nummer ét. Det er bemærkelsesværdigt.

Placeringen viser, at Pind – som tidligere i karrieren kunne være kontroversiel og provokerende – er begyndt at appellere bredt og få nye vælgergrupper i tale. Dermed bliver han også en aktør, som det bliver umuligt at komme udenom, når Venstre en dag skal have ny formand og ledelse.

Det er oplagt, at en samlet vurdering af Pinds indsats som uddannelses- og forskningsminister helt vil afhænge af, hvor meget han de facto får gennemført fra sit nye ministerium. Men efter den første tid kan det konstateres, at transformationen fra sherif til fremtidsminister tegner til at blive en større succes, end han selv og omverdenen havde forestillet sig, da udvidelsen af regeringen blev en realitet i det mørke efterår.

Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.