Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Samuel Rachlin: På kanten af en verdensrevolution

»Selv som taber vil Le Pen ikke være en saga blot eller kun et mellemspil, men vil forblive en faktor i fransk politik så længe, de etablerede partier ikke er i stand til at give hende og Front National et modspil, der appellerer bredt til de franske vælgere.«

Efter Brexit, efter Trump – nu Marine Le Pen? Eller Emmanuel Macron? Spørgsmålstegnet er ens lod som klummeskriver, når man er nødt til at skrive inden udfaldet af søndagens franske valggyser. Man er overladt til gætterier eller analyser af et skæbnesvangert fransk præsidentvalg. Jeg foretrækker det sidste.

Meningsmålinger op til valgdagen har givet Macron et overbevisende forspring, som normalt ville betyde, at hans team kunne gå i gang med at planlægge magtskiftet. Men efter Brexit-afstemningen og Trumps sejr kan ingen løbe an på den slags antagelser. Vi har på det seneste gang på gang set, at meningsmålinger ikke er, hvad de har været. De bider ikke på nutidens vælgere, eller snarere er det nutidens vælgere, der ikke bider på.

Det opbrud, man har oplevet i Vestens politiske mønstre og adfærd, betyder, at man ikke kan regne med »normalt«, »plejer« eller konventionel tænkning. Vi er vidner til nogle bevægelser og forandringer, som for engangs skyld berettiger brugen af det forslidte ord paradigmeskift.

Brexit ramte Europa som et jordskælv, mens Trumps sejr udløste vantro og chok, som man stadig er i gang med at bearbejde på begge sider af Atlanten. Man kæmper for at få styr på fænomener og tendenser, som går ud over den historiske erfaring og kalder på ekstraordinære forklaringer og sammenligninger. Politikere, vælgere, meningsmålinger og medier falder ikke længere i hak, som de gjorde engang, men efterlader os med flimmer på skærmen.

En verdensrevolution

Nigel Farage, der stod i spidsen for Brexit- kampagnen, er måske den, der klarest har udtrykt, hvad opbruddets profeter ser og står for. Da han tog til USA for at ønske Donald Trump til lykke med sejren, erklærede han:

»Hvad der skete i 2016 var begyndelsen til den store globale revolution.«

Det franske præsidentvalg var en af milepælene i Farages globale vision. Han fremhæver de nationale interesser med holdninger som Trumps »America first!« og sikre grænser til forsvar mod globalisterne. Farage har ikke sagt det, men det virker, som om han mener, at hvad bolsjevikkernes revolution i 1917 var for det 20. århundrede, vil nationalisternes revolution i 2017 blive for det 21. århundrede. En verdensrevolution.

Uanset om det bliver Le Pen eller Macron, der står som vinder, er gårsdagens valg det seneste eksempel på de etablerede partiers fald. Macron er en outsider, så godt som et ubeskrevet blad i det etablerede politiske univers og en figur, der bryder med vaneforestillingerne om den traditionelle politiske leder i et vestligt demokrati.

Samtidig er de etablerede partier både på venstre- og højrefløjen om ikke udraderet, så dog kørt ud på et sidespor. Det er mere end blot et mellemspil – det er en megatrend i vestlig politik, der i lige høj grad berører de borgerlige som socialistiske partier.

Et vælgerskred har fundet sted. Vælgernes lede ved gammelpartierne har fået dem til at søge tilflugt i nye hjem, mens de etablerede partier hektisk søger efter vejen tilbage til vælgernes hjerter. Det ligner stadig mere en ørkenvandring, mens yderfløje og outsidere vinder frem og triumferer, som om deres fremgang skete på strategisk beregning og ikke var lige så overrumplende for dem selv som for alle andre.

Selv som taber vil Le Pen ikke være en saga blot eller kun et mellemspil, men vil forblive en faktor i fransk politik så længe, de etablerede partier ikke er i stand til at give hende og Front National et modspil, der appellerer bredt til de franske vælgere.

Udfordringen for de politiske bevægelser repræsenteret af Trump, Le Pen, Farage og de andre af tidens populistiske kræfter er deres evne til at regere og omsætte deres løfter og visioner til politisk handling. Ingen betvivler deres vilje til magt, men det er ikke ensbetydende med evnen til at regere.

Trumps 100 dage i Det Hvide Hus var blot det seneste eksempel på afstanden mellem drøm og virkelighed. Det lykkedes i sidste uge kun med lodder og trisser at samle stemmer nok i Repræsentanternes Hus til at starte processen mod en afskaffelse af Obamacare. Men sagen er langtfra afgjort, og de politiske konsekvenser vil ikke vise sig før end ved midtvejsvalget i 2018.

Nigel Farage abdicerede som leder af UKIP, så snart Brexit-sejren var i hus i stedet for at påtage sig ansvar for konsekvenserne. Populisternes speciale er at sælge drømme og tegne en verden i konstant krise og fare. Afgrund og sammenbrud er deres foretrukne politiske metaforer. De er bedst til at udpege syndebukke, skabe fjendebilleder, stigmatisere minoriteter og bortforklare deres fiaskoer med, at det er alle de andres skyld.

Det liberale demokrati, som er den samfundsorden, de vestlige demokratier bekender sig til, er højtplaceret på populisternes liste over fjender og trusler. De taler sjældent om alternativet, men nogle af dem markedsfører »det illiberale demokrati« som deres forbillede. Det er en omskrivning for »autoritært styre«. Det er ret præcist, men ikke lovende. Her har jeg ikke brug for spørgsmålstegn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.