Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Sådan får vi sande danske nyheder

Den danske mediebranche bør kigge på, hvad f.eks. universiteterne og bankerne gør. De arbejder mere og mere sammen mod globale giganter fremfor at konkurrere mod hinanden.

Pernille Tranberg.
Pernille Tranberg.

Danske publicistiske medier skal konkurrere på kvalitet, siger kulturminister Mette Bock. Nedenfor et forslag til, hvordan vi kan sikre kvalitetsjournalistik, der er til at stole på.

Vi står over for følgende problemer i den traditionelle mediebranche:

1) De sociale medier er fyldt med falske nyheder, og det er alt fra russisk producerede løgne til manipulerede kattevideoer og skjult reklame for produkter pakket ind som artikler.

2) Google og Facebook tager broderparten af de digitale annonceindtægter, og de fleste danske medier fodrer især Facebook med indhold (lig penge) i konkurrencen om clicks, likes og shares.

3) DR er ikke de private mediers værste fjende. Men DR er med til at underminere deres indtægtsgrundlag ved ikke at samarbejde med dem, men opføre sig, som var det et privatmedie, og fodre især Facebook.

4) De private medier mangler en ny forretningsmodel.

5) Facebook bestemmer, hvad vi skal se og hvornår, alt afhængig af hvor mange penge, de kan tjene på det og ikke af, hvad der er væsentligt for os.

Ofte er det en ulempe, at vi i Danmark er hegnet ind af et lille sprog. Men her er det en fordel. Hvorfor ikke etablere en iTunes eller Spotify for danskproduceret, statsstøttet indhold, hvor man konkurrerer på indhold? Den platform vil samtidig sikre, at indholdet er produceret efter legale og etiske retningslinjer, som allerede eksisterer via Medieansvarsloven og presseetiske retningslinjer. Indholdet kunne ligefrem få et »trustmark for nyheder«, som kunne følge med rundt, når det distribueres som appetitvækkere på sociale medier.

For den danske mediebruger vil dette betyde adgang til et lækkert dansk journalistisk univers med fast prioriterede topnyheder og mulighed for at personalisere indholdet, det vil sige selv prioritere om man f.eks. vil se business fra Berlingske, krimistof fra Fynske, høre P1 Morgen fra DR og se alt med Klaus Bundgaard. Man kan undgå filterboblen ved at have et fast element som »topnyheder«, så alle får de absolut vigtigste nyheder. Desuden kan forældre og skolelærere sende ungerne derhen, da falske nyheder vil være i fåtal (der er altid svipsere – også hos de professionelle).

For de indholdsproducenter, der deltager, betyder det ny og sund konkurrence på kvalitetsindhold. Der udvikles et system, hvor indholdet og den tid, brugeren opholder sig ved hvert stykke indhold, tælles og akkumuleres, hvorefter betaling fordeles blandt alle, der er med. Piano Systems (Slovakiet), Blendl (Holland), Flipboard (USA) og Infomedia har lignende modeller, så det er ikke raketvidenskab. Det betyder, at der kommer konkurrence på at producere det indhold, der er mest interessant og væsentligt for danskerne – men også indhold, der skal leve op til public service-kriterier helt generelt. Det betyder desuden, at private og offentlige medier ligestilles, hvad angår betaling og statsstøtte.

Kriterierne for at være med skal være efterlevelse af Medieansvarsloven samt mediestøttelovgivningen (jeg sidder i Medienævnet, men dette er udelukkende mine tanker). Bloggere og alle mulige andre ikke-journalister kan være med, såfremt de lever op til kriterierne. Vælger et privat medie ikke at være med, får det ikke mediestøtte.

Finansiering: Brugerne får deres brugernavn og kodeord med kvitteringen for den eksisterende licensbetaling. De verificerer deres identitet med Nem ID. Alle får et minimum indhold på platformen, men skal betale ekstra afhængig af, hvad de vil have adgang til.

Organisering: Platformen skal være uafhængig økonomisk og politisk. Den kan ledes af en betalt professionel bestyrelse, hvor både DR og Danske Medier er ligeligt repræsenteret. Derudover eksperter inden for medier, tech og data samt forretningsfolk. Må ikke være politisk styret.

Genvinster:

• Danske medier genvinder kontrollen over nyhedsdistributionen og kan sætte væsentlighed over likes og clicks.

• Sociale medier kan bruges strategisk smart.

• Mediestøtten vil gå til danske medier og ikke indirekte til sociale medier.

• Vi får en mærkningsordning for professionelle nyheder.

• Copy/paste-mentaliteten i de traditionelle medier stoppes, da det handler om at producere originalt stof.

• De private mediers massive udfordringer i form af adblocker-tendensen forsvinder.

• DR får et logon, som de private medier efterspørger.

• Der kommer lige konkurrence om alle de penge der gives til dansk public service-journalistik.

Der er selvfølgelig masser af udfordringer, der skal løses. Men den danske mediebranche bør kigge på, hvad f.eks. universiteterne og bankerne gør. De arbejder mere og mere sammen mod globale giganter fremfor at konkurrere mod hinanden og dermed bane vejen for netop de globale giganter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.