Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Sådan bliver en dronning populær

Den britiske dronning Elizabeth II, som fyldte 90 torsdag, er stormende populær.

Det har hun til fælles med danske dronning Margrethe II, den eneste anden regerende dronning i verden. Og jeg tror ikke, at det er tilfældigt. Deres popularitet hviler på en række faktorer, som tronfølgerne ikke nødvendigvis får gavn af – i hvert fald ikke i begyndelsen.

For det første har de begge levet længe. Og eftersom en af kongehusets vigtigste opgaver er at repræsentere kontinuitet, så løser de faktisk opgaven bedre og bedre. De bliver mere og mere kontinuerte for hver dag, der går. I Storbritannien har ingen under 64 år haft andre regenter end Elizabeth II. I Danmark gælder det for folk under 44. Mange sætter desuden pris på, at der er nogen, der er ældre end de selv, som ikke er døde endnu.

Deres alder betyder også, at de kan holde sig væk fra de sociale medier uden at blive beskyldt for arrogance: Vi tror på, at de ikke kan finde ud af det. De blev trods alt født, før kuglepennen blev sat i produktion. Og fra politikerne ved vi, at hurtige Facebook-opdateringer og kække Youtube-videoer har det med at skabe problemer.

Men naturligvis er deres alder ikke den eneste forklaring på populariteten. For det andet har de også været gode til ikke at vække massernes misundelse, hvilket er noget af en bedrift, eftersom det også er meningen, at de skal kaste glans over riget ved at bo på et slot og gå rundt i hermelinskåbe.

De er begge så heldige at være født kønne uden at være decideret smukke. Og det er skam vigtigt, for det er sandelig ikke meningen, at de kongelige skal ligne Hollywood-stjerner. Så kunne man jo tro, at de nød det. Med Margrethe og Elizabeth har vi altid vidst, at de klædte sig på for vores skyld, og ikke for deres egen. Det betyder meget.

Samtidig har de været omgivet af umuliusser, så vi har ikke haft lyst til at bytte vores privatliv ud med deres. Dronning Elizabeth II har hængt på sin søn, prins Charles, som har fået briterne til at ønske, at hun er udødelig, mens dronning Margrethe har kæmpet med sin prinsgemal – nu prins – der har været jaloux på hendes fornemhed. Hans kongelige Højhed prins Henrik har i den forstand gjort mere for kongehuset, end nogen gør sig begreb om: Folk har knuselsket Margrethe for tappert at holde sammen på ægteskabet og altid at forsvare ham offentligt.

Desuden har dronning Margrethe II vist sig at være en begavet kunstner. Det står klart, at hun kunne være blevet til noget andet end dronning. Elizabeth II er så vidt vides ikke kunstner, men er til gengæld kendt for sin ophøjede ydmyghed. Hun har aldrig nogensinde givet et interview, og i en verden, hvor alle kæmper for at blive hørt, har det påkaldt sig den dybeste respekt. Den mulighed foreligger strengt taget, at hun ikke har haft noget at sige, men så længe hun tier stille, ved vi det jo ikke. Hun er også kendt for ikke at trække sig indenfor i regnvejr under officielle ceremonier, og briterne elsker hende for at stå tavs, rank og mere og mere våd og bare holde ud for imperiets skyld.

De to dronninger har gjort det umulige: De har levet et liv i pomp og pragt, som ingen misunder dem. Just derfor er de så populære. Og just derfor er der heller ingen grund til at misunde deres efterfølgere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.