Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Robotter er bare flinkere end mennesker og i øvrigt også en hel del pænere

Anna Libak
Anna Libak

For nogle måneder siden oplevede jeg et af disse sjældne øjeblikke, hvor man føler sig set og elsket og fuldstændig unik. Hvor ens eksistens pludselig giver mening. Det var på badeværelset om morgenen. På Spotify dukkede der pludselig en playliste op med titlen »Daily Mix Anna«.

Jeg scrollede ned gennem 15 sange og konstaterede, at jeg elskede den ene højere end den anden. Der var »Bonsoir Madame« med Big Fat Snake; der var »Hvorlænge vil Du Ydmyge Dig« med Danser med Drenge; der var »Barndommens Gade« med Anne Linnet, og der var »Hjem til Århus« med På Slaget Tolv. Jeg fik momentant en klump i halsen. Den liste var så god, at jeg ikke engang ville have kunnet lave den selv. Den var lavet af en, som kendte mig bedre, end jeg selv gjorde. Men hvem? Min mand? Han, der ellers plejede at glemme vores bryllupsdag? Tårerne pressede sig på.

Eller måske mine børn? De, der plejede at kalde mig et musikalsk fossil og opfordre mig til at stige på det 21. århundrede? Eller en veninde? Var veninder, når alt kommer til alt, ikke de eneste, som kunne finde på sådan noget?

Jeg vil tro, at flere læsere allerede nu har gættet svaret. Og til jer vil jeg sige: Jamen, grin da bare. Jeg nægter at skamme mig over, at jeg et kort øjeblik kunne tro på, at man kunne blive set af andre end en robot, der sidder og genererer musiklister automatisk på grundlag af tidligere præferencer.

Når det sagt, så fortæller jeg faktisk denne historie for at sige, at den playliste har ændret min indstilling til robotter. De er simpelthen mere empatiske.

Indtil da havde jeg ellers mest tænkt på robotter som nogle, man skulle være bange for. Og det mener jeg egentlig ikke er min skyld. For jeg var påvirket af, at man for tiden ikke kan bladre i en avis eller lukke op for fjernsynet, uden at der er en ekspert, som truer med, at robotterne vil tage halvdelen af alle arbejdspladser om få år. For øv, bøv, busse, robotter er nemlig meget klogere og smartere og dygtigere end de fleste lønmodtagere, så hvis ikke vi tager os sammen i en gevaldig fart og bliver opgraderet, så er vores tid forbi!

Og tidligere havde jeg det sådan: Undskyld, men kan vi ikke snart få nogle intelligente robotter til at erstatte disse eksperter? Bare så vi slipper for at høre den ene ekspert efter den anden bukke og skrabe for Udviklingen, som om den er noget, vi bare er prisgivet og ikke har nogen indflydelse på? Efter gratisaviserne, kontorlandskabet og digitaliseringen af skattevæsenet har jeg ment, at det efterhånden var på sin plads med lidt ydmyghed.

Men nu forstår jeg pludselig godt, hvorfor eksperterne er så begejstrede. Og til jer derude, der stadig er i tvivl: Jamen, så se den serie på HBO, der hedder »Westworld«.

Den foregår i en forlystelsespark i fremtiden, hvor mennesker kan få lov til at voldtage, plyndre og torturere løs på robotter, der holder til det hele, fordi de jævnligt får slettet deres hukommelse. Det er stærkt usympatisk, og når man har set den serie, er man ikke i tvivl: Robotter er bare flinkere end mennesker – og i øvrigt også en hel del pænere. Særlig mændene.

Desværre har jeg så bagefter fundet ud af, at Teddy i serien – ham der er programmeret til at redde kvinder – faktisk ikke er en rigtig robot. Han spilles af et menneske, der hedder James Marsden, som dog forhåbentlig vil blive sat i produktion inden længe.

Indtil videre må man altså nøjes med at få en playliste fra Spotify-robotten. Og så længe det er tilfældet, skulle det da ikke genere mig, hvis Spotify lige sendte playlisten forbi mine børn og mand med ordene: I har kun én mor. Eller du har kun én kone. Her er en playliste. Send den til hende. Hun bliver så rørt.

  • Anna Libak er udlandsredaktør og medlem af Berlingskes chefredaktion.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.