Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Retskrivning og korrektur

Jeg drager en gang imellem faderlig omsorg for mine børn og børnebørn; skal det til at hedde farlig omsorg? Så vil de nok håbe, at faren snart driver over. Hvad bliver et fædreland til, hvis det ikke har »fader« at tage udgangspunkt i? Og hvad hedder »far« i flertal? Dansk Sprognævn forenkler og forsimpler sproget.

Medens jeg bestred mit arbejde som forsker og lærer i Københavns Universitet, følte jeg mig nødsaget til altid at have seneste udgave af Dansk Retskrivningsordbog på min hylde. Før jeg rettede de uhyrlige ord og stavemåder, som studenterne diverterede med i deres opgaver, måtte jeg jo kunne sikre mig imod, at de var blevet kanoniseret af Dansk Sprognævn i et af deres jævnlige felttog mod det danske sprog. Som emeritus har jeg opgivet abonnementet på sprognævnets påhit. Jeg skriver det dansk, som jeg efter et langt livs skolegang og arbejde med tekster har lært mig. Det er ikke i enhver henseende fejlfrit, men normalt et driftsikkert redskab for de tanker og meddelelser, jeg gerne vil dele med omverdenen. Jeg fór derfor heller ikke i blækhuset, da sprognævnet i sidste udgave af retskrivningsordbogen gik ind for formerne »far« og »mor«, med de bestemte former »faren« og »moren« til fordel for »fader« og »moder«, og dekreterede, at nu skulle vi ikke længere skelne mellem indenfor, udenfor, når disse ord ikke har en styrelse – Peter gik udenfor – og inden for, uden for, når de har en styrelse – Peter sad uden for døren – men altid skrive dem i et ord. Jeg kunne jo bare skrive som jeg plejer.

»Man skulle tro, at forfattere var selvstændigt tænkende mennesker«

FORLEDEN MODTOG JEG imidlertid korrektur på et bidrag, jeg har skrevet til en antologi om Sven Estridsøn, som er under udgivelse, og nu bliver jeg sandelig taget under behandling af såvel fagredaktører som forlagsredaktører, der normaliserer mig efter alle kunstens – læs: Dansk Sprognævns – regler. Mit bidrag handler altså om Sven Estridsøn, dansk konge fra 1047 til 1074 eller 1076; det strides man stadig om. Jeg har i min tekst konsekvent brugt navneformen »Sven«, men det er blevet normaliseret til »Svend«. Begge former bruges i dag som proprier, medens kun formen »svend« anerkendes som substantiv. Imidlertid er det sådan, at den middelalderlige form af propriet var »Sven«. Former med -d til sidst begynder først at dukke op efter 1450, fremgår det af Danmarks gamle Personnavne. Denne konge hed altså Sven, ikke Svend – men jeg kan da godt se, at hvis man skal være konsekvent, så berøver man Svens søn Niels (1104-34) hans navn. Han kaldtes nemlig af sin samtid Nicolaus, Nicalas, for eksempel på en mønt slået sammen med hans dronning Margareta, eller Niclas. Formen Niels er først udviklet et par hundrede år senere.

En forlagsredaktør vil måske mene, at jeg burde iagttage, at også fluer har en seksuel lavalder, men når det er så let som i dette tilfælde at bruge en historisk korrekt form, er jeg ikke enig.

Når man på dansk vil udtrykke, at man opdager noget, bliver opmærksom på noget, så kan man sige, at man »bliver noget var«. Jeg anvender det om en situation, hvor to personer har indgået ægteskab og bagefter finder ud af, at der foreligger så alvorlige ægteskabshindringer, at ægteskabet må opløses. Ordbog over det danske Sprog anfører ganske vist allerede 1952, da jeg var tolv år gammel og gik i 2. mellem, at det er (i rigssproget, nu især bogligt, lidt højtideligt, gammeldags), men skal et godt gammelt, dansk udtryk af den grund sættes i skammekrogen? Så kan vi hverken læse Oehlenschlæger eller Viggo Stuckenberg længere. Forlagsredaktøren havde tydeligvis ikke forstået det, men ændret min tekst til ren volapyk og så til overflod anbragt et spørgsmålstegn ved sætningen. Som ung student kom jeg i en helt moderne faglig tekst ud for ordet »strag«. Det indgik ikke i mit ordforråd, men det problem kunne ODS da råde bod på. Det var brugt af Hans Kirk så sent som 1936.

Jeg havde også skrevet, at Olof Skötkonung højst kunne være tre år gammel ved faderens død. Det er blevet normaliseret til »farens død«. Det er i mine øjne et uhyrligt overgreb mod det danske sprog at rive det ud af sin indoeuropæiske, sproghistoriske sammenhæng ved således at gøre ordene fader og moder til enstavelsesord. De er jo tostavelsesord på latin: pater, mater, på tysk: Vater, Mutter, på engelsk: father, mother, på italiensk: padre, madre. På dansk er de så ikke længere, hvis man tager sprognævnet så bogstaveligt, som min forlagsredaktør har gjort, selv om retskrivningsordbogen på nettet dog stadig anfører ordet som »fader« med underformen »far«, men hvordan skal det så gå med alle afledningerne? Hvis man ikke længere kan bruge den bestemte form »faderen«, men skal bruge »faren«, må det vel medføre konsekvenser for dem? Jeg drager en gang imellem faderlig omsorg for mine børn og børnebørn; skal det til at hedde farlig omsorg? Så vil de nok håbe, at faren snart driver over. Hvad bliver et fædreland til, hvis det ikke har »fader« at tage udgangspunkt i? Og hvad hedder »far« i flertal? I gamle dag hed det Fædrene står ved sidelinjen og hepper på deres fodboldspillende poder. Hvem står der i dag? Farene, farerne? Eller er omlyden der stadig? Hvor bliver det fædrene hus og det fædrene gods af? Lad os så glemme, at mange skriver »fædrende« i stedet for »fædrene«. »Fædrene« er et ubøjeligt adjektiv, »fædrende« en præsens participium af et ikke eksisterende verbum; dansk har ikke verbet »at fædre« og følgelig ingen præsens participium deraf – men hvis der bliver flertal for det, får vi det jo nok.

Dansklærerforening: Dårlige staveevner hæmmer drenges fremtidsudsigter

HVAD BLIVER MON det næste? Skal man frygte, at sprognævnet næste gang udser sig et andet sprogligt problem, som de almindelige sprogbrugere ikke kan finde ud af og derfor må have for­enklet, forsimplet? Det kunne jo så blive de to ord »at« og »og«, der i talesproget begge udtales »å«: Peter sidder å ryger, og Peter går ud å ryge. Når man skal skrive disse sætninger, så skal man i den første bruge »og«, men i den anden »at«. Allerede Rasmus Rask gik jo ind for, at udtalen skulle være norm­givende for retskrivningen. Hvor længe vil man mon tillade den slags sten at ligge i vejen for unge mennesker, der gerne skal have så høje dansk­karakterer, at de kan komme i gymnasiet?

Redaktionen har hverken ændret retskrivning eller kommatering i denne tekst, som derfor fremstår, som Niels Lund har afleveret den.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.