Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Respekt for skolen – det kan vi lære af Finland

»Den finske skole er verdens bedste, målt på elevernes læring. Succesen bunder i en kombination af respekt for lærerne og skolens arbejde hos elever og forældre samt villighed til at lade universitetslærere og –forskere undervise i skolen og praktisere mesterlære,« skriver Bertel Haarder i Berlingske debatserie om, hvad Danmark kan lære af andre lande.

Bertel Haarder, Venstre,
Bertel Haarder, Venstre,

Respekt for læreren og undervisningen samt inderlig forbindelse mellem læreruddannelse, praksis og forskning. Det forklarer den finske skoles succes. Danmark kan udmærket lære af det, hvis alle parter vil lege med.

Der findes nemlig ikke nogen hemmelig opskrift endsige noget pædagogisk trick, der gør den finske skole til verdens bedste, målt på elevernes læring. Det er meget enklere end som så. Den finske succes bunder i en kombination af respekt for lærerne og skolens arbejde hos elever og forældre samt villighed til at lade universitetslærere og –forskere undervise i skolen og praktisere mesterlære.

Hvor kommer respekten fra? Det fik jeg et levende indtryk af, da jeg deltog i en OECD-konference i Abu Dhabi for nogle få år siden. Emiraterne havde bedt Finland oprette en modelskole, der skulle være rollemodel for landets skoler. Og på konferencen talte den nyligt afgåede finske præsident, Tarja Halonen.

Vi lyttede opmærksomt til præsidentens indgående beskrivelse af den finske historie. Om den svenske undertrykkelse efterfulgt af den russiske undertrykkelse, der i Sovjettiden endte i en borgerkrig efter Første Verdenskrig og to frygtelige krige under Anden Verdenskrig. Det førte til tabet af Karelen med en halv million indbyggere, der blev flygtninge i deres eget land. Da Sovjet brød sammen, mistede Finland sit vigtigste marked og måtte igennem en smertelig omstilling fulgt af stor arbejdsløshed. I hele landets historie har store naboer tvunget finnerne til en kombination af sejhed, stædighed, tilpasningsevne og en vis underdanighed, som uvenligt tolket har ført til udtrykket »finlandisering«.

Præsidenten sagde stort set intet om pædagogisk praksis i den finske skole. I stedet afsluttede hun sin historiske redegørelse med ordene (refereret efter hukommelsen): »På denne historiske baggrund må alle kunne forstå, hvorfor forældrene i Finland lærer deres børn, at de skal strenge sig an i skolen, og at de skal have respekt for lærerne og deres undervisning. I Finland har vi ikke fået noget foræret. Vi har alene overlevet i kraft af vores stædige vilje og dygtighed. Det lader vi gå videre til vore børn.«

Attraktivt at være lærer i Finland

Halonen er ikke pædagogisk ekspert. Hendes baggrund er fagforeningsarbejde i noget, der ligner FOA herhjemme. Men netop derfor kunne hun med stor autoritet beskrive, hvad der er kernen i den finske skoles succes: forældres og elevers respekt for skolen, dens medarbejderes kompetencer og deres krav.

Det stemmer helt igennem overens med den beskrivelse af den finske skole, som man finder hos Frans Ørsted Andersen, der er lektor, ph.d. på Aarhus Universitet og ekspert i finske skoleforhold. Ifølge ham udmærker den finske skole sig ved at have:

• God omgangstone i klassen.

• Fokus på fællesskab, hensyntagen og høflighed.

• Koncentration og opmærksomhed.

• Gode arbejdsvaner.

• Maksimal elevindsats (»alle skal yde deres bedste«).

Bemærk, at det hele har noget at gøre med respekt og personlig indsats. Gensidig respekt, høflighed, koncentration, flid og gode arbejdsvaner. Og bemærk, at alt dette kan man fra på mandag indføre på enhver dansk skole. Hvis ellers forældrene bakker 100 pct. op, og derved får eleverne med på at ændre omgangsformen og arbejdsvanerne. Det vil øge den effektive undervisningstid, vil gøre lærergerningen mere attraktiv og få langt flere til at søge ind på læreruddannelsen.

At tænke sig: I Finland er det kun godt hver tiende ansøger, der kommer ind på læreruddannelsen. I 2012 var der 1.783 ansøgere til 120 studiepladser på klasselæreruddannelsen i Helsinki. De optages efter en optagelsesprøve. Mange har forinden været undervisningsassistenter.

Danmarks Lærerforening og andre vil hævde, at uddannelsens enorme popularitet hænger sammen med, at læreruddannelsen i Finland er en fem-årig universitetsuddannelse. Det kan der være noget om (i Danmark er uddannelsen fire-årig). Men hvad man skal bemærke, er, at i Finland er uddannelsen langt mere praksisorienteret end i Danmark på trods af, at den foregår på universitetet. Underviserne har baggrund i skolen. De er på én gang teoretikere og praktikere, hvad der mildest talt ikke er tilfældet på danske professionshøjskoler og universiteter.

De finske lærerundervisere og -forskere underviser selv i skolen – på særlige øveskoler, hvor forskning, læreruddannelse og skoleundervisning forenes i øveskolelærerne, der på én gang er universitetsansatte og folkeskolelærere. De har tilmed ofte »mesterlærlinge« med sig i klassen.

De fleste lærerstuderende vælger »klasselæreruddannelsen« og bliver »pædagogiske magistre«. Andre vælger »faglæreruddannelsen«, som sigter på de ældste klasser og ungdomsuddannelserne. De modtager langt mere undervisning – næsten dobbelt så mange timers undervisning som danske lærerstuderende. Det tyder på, at også deres undervisere har flere timer end danske kolleger, hvilket heller ikke siger så meget.

Det hele er uendeligt mere praksisorienteret end i Danmark, hvor vi desværre på dette som på andre områder begrænses af et nedarvet akademikersnobberi, der gør stor skade på såvel læreruddannelsen som på en række andre uddannelser. Og det er ikke blevet bedre, tværtimod værre, drevet af fagligt snæversyn og visse fagforeningshensyn.

I Danmark er underviserne på læreruddannelsen sjældent selv læreruddannede. (Det kan jeg tale med om. Jeg er selv seminarielektor af profession. Da den gamle lærerhøjskole blev indlemmet i Aarhus Universitet (skønt den ligger i København), fjernede den sig endnu mere fra skolens praksis. Det var ellers slemt nok i forvejen.

Danske lærere har ikke samme adgang til at blive gymnasie- eller universitetslærere gennem videreuddannelse, som de har i både Norge og Finland. En professionsbachelor (f.eks. læreruddannelse) har i Danmark ikke samme status som en universitetsuddannelse, skønt den er et år længere. Måske bliver det nu endnu sværere for danske læreruddannede at læse videre på grund af en – i øvrigt velbegrundet – indsats mod dobbeltuddannelser. Og de små tilløb, der har været til såkaldte masteruddannelser for lærere, er tilsyneladende gået i deres mor igen.

Frygt for akademisering

Jeg har hidtil selv været modstander af at overføre læreruddannelsen til universiteterne. Jeg var bange for at forværre akademikersnobberiet på bekostning af praksisorienteringen. Jeg tænkte: Hvad ved universitetslærere om at undervise seks-årige i læsning?

Men hvis det kan blive som i Finland, dvs. hvis en placering af læreruddannelsen på universiteterne (eller i samarbejde med universiteterne) kan kombineres med en langt mere praksisorienteret uddannelse efter finsk forbillede med lærere, der samtidig underviser i skolen, så bør det ikke på forhånd udelukkes. Ej heller, at uddannelsen bliver fem-årig, når blot det ekstra år går til praksisdelen.

Da den finske læreruddannelse på professionshøjskolerne blev overført til universiteterne, medbragte den en stolt praksisorienteret tradition, som vi aldrig har haft i Danmark. Hvis et tættere samarbejde mellem universitetsforskning og læreruddannelsespraksis kan udløse noget lignende, så er det da værd at prøve et par steder i landet.

Der har faktisk været tilløb til det, både i Aarhus og Aalborg, men disse tilløb blev stoppet – ikke af mig som undervisningsminister, men af nogle forligspartier, der frygtede en yderligere akademisering. Også på Fyn er der tiltag i den retning.

Den finske tankegang er ganske enkelt, at lærerne må rustes til livet i klasseværelset med en blanding af faglig autoritet og erfaring med klasserumsledelse.

Danmarks Lærerforening slikker sig naturlig vis om munden ved udsigten til at lærerne kan blive akademikere. Det plejer at føre til højere løn og færre undervisningstimer. Men sådan er det langtfra i Finland. Tværtimod har finske lærere fået lavere løn end de danske og har samtidig haft færre undervisningstimer end de danske kolleger. Alligevel er læreruddannelsen langt mere populær i Finland, hvor den søges af de allerdygtigste studerende.

Måske er undervisningsforpligtelsen i Finland nu mere lig den danske, men konklusionen er alligevel tindrende klar: Den finske læreruddannelses popularitet skyldes ikke, at de finske lærere har bedre løn- og arbejdsvilkår. Den skyldes elevers og forældres respekt for skolen, undervisningen og lærerne.

God løn er selvfølgelig også noget, der kan gøre uddannelsen attraktiv og prestigefyldt. Og det er brandærgerligt, at den danske lærer-lockout og normaliseringen af arbejdstidsaftalerne for nogle år siden fik lærernes fagforening til at klatre så højt op i træet, at den ikke fik forhandlet og krævet noget til gengæld.

Gymnasielærerne var klogere. De kom ned fra træet og forhandlede sig til en lønforhøjelse mod at lade stive, forældede arbejdstidsaftaler afløse af almindelige ledelsesprincipper. Det samme kunne folkeskolelærerne have gjort, men de foretrak at blive siddende oppe i træet. Konflikten forstærkede desværre den beklagelige »surhedskultur« eller »surbund«, der yderligere har nedsat lærernes og læreruddannelsens anseelse. Noget lignende finder man ikke i Finland. Tænk, hvis de danske lærere i stedet havde fået lønforhøjelse som gymnasielærerne samt en læreruddannelse som i Finland med deraf følgende kvalitetsforbedring og prestigeløft.

Lyst og læring

Et interessant aspekt er også, at der i Finland er uendeligt få private skoler til trods for, at der er samme mulighed for finansiering som i Danmark. Hvad skal man med private skoler, når der står så stor respekt om Folkeskolen.

Et andet aspekt er den lighedsskabende faktor, som er betydeligt mere fremherskende i Finland. Jeg har selv besøgt en finsk skole. Der var helt stille i klassen. Ingen larm. Ingen skældud. Der blev lyttet til hvert ord, læreren sagde, og derfor behøvede læreren ikke hæve stemmen og gentage sig selv.

På mig virkede undervisningssituationen en smule kedelig. Jeg syntes, jeg oplevede det, som Frans Ørsted Andersen refererer:

»Som finnerne siger med blink i øjet, så er de andre nordboer optaget af ’lyst til læring’, men realiteten er, ’at de kun har lyst, men ingen læring’, hvorimod finnerne ingen lyst har, men til gengæld masser af læring.«

Det er måske det, vi for elevernes skyld skal indstille os mere på i den danske skole og læreruddannelse. Masser af læring og mindre lyst. Men hvorfor ikke sætte målet højere? Det må være muligt at forene den danske uformelle omgangsform og lystbaserede undervisningstradition med den finske praksisorientering og respekt for skolens og lærernes arbejde.

Min konklusion på basis af den finske erfaring og succes er:

• Lad os opgive gamle bastioner og (inden for den samme økonomiske ramme) tillade forsøg med en mere praksisorienteret læreruddannelse. Gerne fem-årig, hvis det er praksis, der udvides. Der er kvalificerede folk, der gerne vil, rundt om i landet.

• Lad os afprøve den finske model, hvor undervisere på læreruddannelsen også underviser i skolen. Lad os få mere mesterlære.

• Og lad os forsøge med optagelsesprøver, der bl.a. kan belønne ansøgere, der har været gode som undervisningsassistenter i skolen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.