Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Religiøst undertrykte savner venner på Borgen

Anders Stjernholm
Anders Stjernholm

Der er stadig i Danmark anno 2017 mange mennesker, som lever i samfund, hvor de ikke kan tænke og tale frit. Hvor de ikke kan udleve deres seksualitet, ikke frit kan vælge deres karriere, eller hvor de ikke engang kan fortælle deres egen familie, hvad de egentlig tænker og føler. Disse mennesker lever under det overvågende øje fra religiøse ledere, som er både lovgivende, udøvende og dømmende magt.

I min nye bog »Eftertro« fortæller ni mennesker om deres rejse ud af forskellige religiøse samfund. Og det er ikke den danske folkekirke, jeg her taler om. Det er altomsiggribende religiøse fællesskaber, hvor overvågning er en fast del af hverdagen. Der bliver holdt øje med dig fra familiens side, fra kirken eller moskeen og også en alvidende, almægtig gud observerer hver eneste skridt, du tager og hver eneste tanke, du gør dig. Det sidste afhænger naturligvis af, hvor meget den enkelte tror.

Det er hverdagen for mange danskere, der lever i Scientology, Jehovas Vidner, andre frikirker og flere muslimske miljøer. Hvor mange mennesker, der egentlig er tale om, ved ingen med sikkerhed. Men op mod 300.000 danskere lever måske i dag med ingen eller meget begrænset religionsfrihed.

Flere af de personer, jeg har interviewet i min bog, har mistet kontakt til dem, de elskede, og oplevet udskamning af omgivelserne, og derfor står de med store ar på psyken i dag. De fortæller om det religiøse Danmark uden for folkekirken, samt hvilke udfordringer man står over for, hvis man ønsker at bryde med disse samfund i samfundet. Til trods for deres forskellige religiøse baggrunde, er der mange ligheder i deres oplevelser.

Man kan lære noget om at forlade Jehovas Vidner ved at høre på en tidligere muslim. Og Scientologys effektive sociale kontrol viser os hvilke værktøjer, andre religioner bruger mere eller mindre ubevidst.

Og deres kollektive historier peger mod et andet segment i minoritetsreligionerne: For andre har succes inden for det mindre samfund. De bliver gerne forkyndere af troen og ledere – ikke blot af kirken, men af minoritetssamfundet som helhed. Kultur, politik og nogle steder sågar love bliver bestemt og opretholdt af dem. Det er privilegier og magtpositioner, som i det omkringliggende samfund er fordelt på mange hænder for at sikre uvildigheden. I disse samfund i samfundet er magten fordelt på få, meget magtfulde hænder. Som oftest gamle mandehænder.

Frygten er gennemgående

Disse mænd opnår deres magt gennem frygt. Frygt for Guds straf, frygt for det omgivende værdiløse samfund bestående af vantro/kuffar/verdslige og frygt for at blive fortabt. Både i efterlivet, som er vigtigt i de fleste af disse religioner, og i dette liv, hvor straffen for at tænke udenfor det gængse er hård. I Jehovas Vidner er straffen for apostasi kontant: Familie og venner vil vende dig ryggen – for din egen skyld. Lignende sanktioner er også at finde i islam, især for de unge kvinder, som jo står med hovedansvaret for familiens ære.

Frygten er det gennemgående tema. Og den frygt nedarves. Forældre giver deres frygt videre til børnene, fordi de ikke forstår den verden, der findes udenfor. Fordi de er bange for, hvad hun gør, hvis hun gerne vil nyde livet. Mange disse forældre er naturligvis overbevist om, at de gør det rigtige på grund af en bestemt religiøs overbevisning – og den frygt de dermed selv er blevet oplært til at have. Jeg føler bestemt også sympati for forældrene, da det aldrig er lykkedes dem at undslippe religionens mentale favntag. Men det ændrer ikke på, at resultatet bliver en frygtsom livsstil. Det er en social arv, vi ikke kan være bekendt at lade de børn slås med alene.

Et samfundsproblem

Jeg mener, at dette område kræver langt mere politisk bevågenhed. Jeg har svært ved at se, hvordan vi som samfund kan ignorere minoriteterne i minoriteterne – de tvivlende og de moderate, som gerne vil leve friere.

Vi praler ofte af vores religions- og ytringsfrihed og kalder os fortsat et foregangsland – omend den titel er lidt tvivlsom i disse år. Hvis vi fortsat skal være et eksempel for resten af verden, skal vi sikre, at alle danskere kan nyde disse fundamentale friheder.

Samtidig tror jeg, at vi som samfund har meget at vinde ved at føre en mere aktiv politik. For hvis apostasi bliver mindre omkostningstungt, så vil magten, disse religiøse ledere står med, ligeledes blive mindre. Hvis vi hjælper de moderate i religionens periferi, vil det også have en effekt i den fundamentalistiske kerne.

Alt i alt kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle lade stå til. Rent etisk bør vi ikke, og vi står til at vinde ved at gøre noget. Og jeg håber, at der er mennesker på Christiansborg, soms giver mig ret.

Anders Stjernholm er journalist og formand for Ateistisk Selskab.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.