Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Red dansk dramatik på teatrene – opret et teaterinstitut

Nikolaj Scherfig
Nikolaj Scherfig

Ny dansk dramatik er en stor succes, der samler nationen. I hvert fald på TV og i biografen.

Men hvad med teatret? Ny, dansk dramatik lever og har det fint på de små scener, mens den er næsten fraværende på de store scener. Det er et problem som kulturminister Mette Bock bliver nødt til at se på, når der til efteråret åbnes for et eftersyn af teaterpolitikken i Danmark.

Når man ser på, hvad der faktisk spilles af ny dansk dramatik på de store scener landet over, er det forsvindende lidt. Shakespeare, Holberg og en håndfuld moderne klassikere som f.eks. Eugene O’Neills »Lang dags rejse mod nat« sidder stadig tungt på pladsen i de store sale, kun udfordret af den nye tendens til at lave teaterversioner af succesfulde film, TV-serier, romaner og selvhjælpsbøger.

Selv om der er undtagelser som Sort Samvittigheds »ToveToveTove« på Det Kongelige Teater, og Jacob Weis’ »Toves værelse« på Folketeateret, er billedet klart: Ny dansk dramatik i storformat eksisterer reelt set ikke.

Selvfølgelig kan en genopsætning af en Shakespeare- eller Holberg-klassiker give en aktuel vinkel på teksten. Og det er vigtigt. Men i det store samlede billede tror jeg, at for hyppige besøg i klassikerarkivet er en af de afgørende grunde til, at dansk teater på de store scener opleves som ude af sync og har svært ved at ramme et yngre publikum.

Hvis dansk teater igen skal opleves som en kunstform, der kan konkurrere med, hvad der sker inden for film og TV, må der også satses på originale historier i stort format. Det dur ikke kun at lave teaterversioner af, hvad der ellers er populært.

Det handler selvfølgelig også om, at teatret løber en økonomisk risiko ved at sætte et stykke med mange skuespillere og stor scenografi op på en stor scene. Derfor satser man på solide, efterprøvede historier. Men det sker på bekostning af fremtidens klassikere, som dramatikerne dermed aldrig får mulighed for at levere til de store scener. Spiralen er ond og må brydes, men hvordan? Mit bud handler om udvikling.

Kopier succesen fra filmområdet

Langt de fleste stykker ny dansk dramatik skrives i dag på bestilling. Det er normalen, at et teater selv fremlægger en idé og derefter hyrer en dramatiker til at eksekvere den. Teatret satser kort sagt tidligt i forløbet en luns af budgettet på, at en god idé også kan blive en god forestilling.

Hvor godt det end kan fungere på små eksperimenterende scener, så er denne praksis en udfordring i forhold til de store, hvor man næppe kan forlange af hvert enkelt teater, at det skal huse erfaring i at udvikle brede fortællinger i stort format med mange skuespillere.

Jeg mener, at det ville give bedre mening med en instans, der uafhængigt af de enkelte teatre – og på landsplan – kan yde hjælp til det teater, der gerne vil have en nyskrevet, bred forestilling, som potentielt kan trække et talstærkt publikum ind i stolene.

Modellen findes allerede. Den opstod, da dansk film i 1960erne nærmest udelukkende var folkekomedier, hvor man tog en beslutning om at skabe et nationalt støtteprogram til at støtte udviklingen af film. Den ordning udviklede sig sidenhen til det, der i dag hedder Det Danske Filminstitut og er faktisk en af de væsentligste årsager til, at nyskrevne fortællinger inden for film og TV har været en stærk og publikumssamlende faktor i mange år. Den fungerer ved, at en filmproducent ansøger sammen med en manusforfatter og instruktør og går i udvikling med et projekt med økonomisk støtte og indholdsmæssig sparring fra en filmkonsulent.

Opret et teaterinstitut

På TV er historien næsten den samme. DR og TV2 har i snart 20 år haft succes med at udvikle TV-serier, som rammer en uhørt stor andel af befolkningen. Opskriften har blandt andet bestået af lange udviklingsfaser, hvor dramatikere, enkeltvis og i grupper, omhyggeligt har udviklet fortællingen, inden man gik i optagelse.

Denne succeshistorie bør man lære noget af og lave noget lignende for teatrene i mindre skala. Et nationalt teaterinstitut med et årligt budget på måske 10-15 millioner kr. – det er ikke mere end prisen for et par forestillinger på Det Kongelige Teaters store scener. Eller en procent af den samlede teaterstøtte.

Her ansætter man et par konsulenter, der kan sparre med teatrene og dramatikeren og sætte en udvikling i gang af forestillinger til de store scener.

De 10-15 millioner kr. kunne f.eks. bruges til udvikling af 20-25 nye stykker i flere genrer til de store scener. Hvis otte-ti af disse forestillinger bliver sat op, er det næppe urealistisk, at fire-fem af dem bliver kunstneriske succeser, som også evner at ramme publikum.

Det er – set fra mit perspektiv som film- og TV-dramatiker – et bud på, hvordan vi får skabt et originalt og aktuelt teater, der dels kan samle et større publikum, dels få det yngre publikum til igen at se teater på de store scener. Lige nu er de så godt som fraværende dér.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.