Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Public service skal afspejle hele Danmark

Anne-Marie Dohm
Anne-Marie Dohm

For få år siden var jeg overbevist om, at det lokale og regionale medieindhold ville stå stærkt, selv når andet dansk indhold kom under pres. Sådan har jeg det ikke længere. Netop det indhold i form af nyheder, aktualitet og debat med udgangspunkt i lokale forhold svinder ind. Mængden af journalister uden for de store byer falder. Og det sker uden den store bevågenhed.

Som jeg ser det, er der to uheldige udviklinger i gang i forhold til mediernes evne til at spejle hele Danmark:

De landsdækkende mediehuse, som i disse år har fokus på at opbygge digitale forretninger, har ikke længere redaktioner andre steder end i København og lidt i Aarhus. Det betyder, at de reelt ikke har kildenetværk og regionalt kendskab. Samtidig er det private produktionsmiljø, som producerer indhold til private og public service-medierne – med meget få undtagelser – kun til stede i København. Det betyder, at de medier, som i stigende omfang får produceret indhold eksternt, får dette indhold fra København.

Medier skal skabe tillid mellem borgere

Desuden har vi gennem flere år set en sammensmeltning af lokale og regionale medier, der i mange områder har betydet en mediekoncentration omkring de større byer – men langt færre journalister lokalt.

Efter min mening er risikoen ved mediekoncentrationen få steder i landet – og mest i København – åbenlys: Når medieindholdet ikke længere afspejler det liv, som vi kender, bliver indholdet mindre relevant.

Det får konsekvenser i landdistrikterne, skrev 35 borgmestre i et åbent brev til kulturministeren i november. Deres kommuner bliver ikke omtalt i de nationale medier, og hvis de gør, sker det gennem en skæv og fordomsfuld optik.

Jeg deler et stykke hen ad vejen borg­mestrenes bekymring. Medieindhold – især fra public service og publicistiske medier – skal bidrage til at skabe tillid os imellem på tværs af sociale, geografiske, økonomiske og kulturelle skel. Det er blandt andet derfor, at der gives mediestøtte til visse medietyper og licens til andre – herunder DR og TV2 regionerne.

Som public service-medie har vi i DR en særlig forpligtelse til at sikre, at medie­indholdet afspejler hele landet. I den seneste medieaftale blev det netop betonet, at DR skulle styrke den regionale dækning. Den prioritering betyder, at DRs regionale tilbud i dag står stærkt hos danskerne.

Flere lokale lyttere til DR end tidligere

Ser man på medieforbruget, så lytter hver uge godt tre mio. danskere til deres regio­nale P4-kanal. Så højt har tallet ikke været i mange år. Det skyldes især, at danskerne lytter til P4s regionale morgen- og eftermiddagsflade, hvor vi har styrket den regionale journalistik og inddragelsen af borgerne.

Distrikter gør DR landsdækkende

Men DRs ni distrikter i Aalborg, Aarhus, Holstebro, Vejle, Aabenraa/Esbjerg, Odense, Næstved, København og Rønne løser også en anden afgørende rolle.

De laver nemlig landsdækkende nyheder med et regionalt udgangspunkt til TV-Avisen, 21 Søndag, dr.dk og Radioavisen.

Det er helt afgørende, at de landsdækkende kanaler faktisk er landsdækkende og kan trække på det indhold, som laves af journalister, der har deres daglige liv og arbejde rundt omkring i landet. Det sikrer, at vi har kilder, medvirkende, eksperter og helt almindelige stemmer fra hele landet i alle flader. Og at vi har et grundigt indblik i, hvad borgerne oplever som relevant i alle dele af landet.

Det er også grunden til, at vi i DR har valgt, at en stor del af vores produktion skal finde sted uden for hovedstaden. Det gælder børneindholdet, dokumentar- og livsstilsindholdet, og senest er DR Sporten og Vejret også flyttet til Jylland. Sidste år placerede vi DR Viden i Aalborg.

Dette sker ud fra en betragtning om, at vi kan lave indhold, som i langt højere grad afspejler alle danskere, hvis vi lever og arbejder alle steder i landet.

Jeg håber, at udviklingen af det lokale og regionale indhold vil have politikernes bevågenhed, når de i den kommende tid skal forhandle nye mediepolitiske rammer. Skal hele landet afspejles i medierne, er det nødvendigt med stærke regionale public service-medier, der kan bidrage til, at vi fortsat i Danmark har en fælles offentlighed, hvor vi kan have diskussioner, som er tilgængelige og relevante for alle.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.