Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

PSO-støtten er en nødvendig omkostning

»Hvis man fjerner PSO-tariffen fra elregningen, kommer danske virksomheder til at betale mindre for strømmen, end det koster at levere den.«

Peter Birch Sørensen
Peter Birch Sørensen

Politikerne diskuterer ivrigt, om PSO-støtten til vedvarende energi skal finansieres via indkomstskatten i stedet for over elregningen.

I Berlingske 13. april argumenterer jeg på Klimarådets vegne for, at det er en dårlig idé.

Samme dag omtaler Berlingske en beregning fra Skatteministeriet, der tilsyneladende viser, at samfundet kan opnå en gevinst på mere end 600 mio. kr. allerede næste år, hvis vi fjerner PSOen fra elregningen og finansierer støtten ved at hæve personskatterne.

Hvis det er rigtigt, hvorfor taler Klimarådet så imod denne omlægning?

Forklaringen er, at Skatteministeriets beregning ser bort fra to væsentlige forhold.

Det første er, at hvis man fjerner PSOen fra elregningen, så betaler danske virksomheder mindre for strømmen, end det reelt koster at producere den.

Danmark skal fortsat tænke grønt

Det andet er, at omlægning af PSO-støtten kan skabe større usikkerhed om politikernes vilje til at gennemføre den grønne omstilling, hvilket kan gøre den dyrere.

Hvis den grønne omstilling skal lykkes, skal en langt større del af vores energiforbrug dækkes af el.

Og strømmen skal komme fra energikilder, der ikke medfører CO2-udledning – ellers er vi lige vidt. Så længe prisen på CO2-kvoter er lav, betales det meste af merprisen for grøn strøm med PSO-støtten.

PSO-støtten er en nødvendig samfundsøkonomisk omkostning ved elproduktion baseret på vedvarende energi.

Hvis man fjerner PSO-tariffen fra elregningen, kommer danske virksomheder til at betale mindre for strømmen, end det koster at levere den. Det kan få virksomheder til at overforbruge strøm, og en del af udgifterne forbundet med den ekstra elproduktion vil samfundet skulle dække.

De, der bruger strømmen, bør også betale for den. PSO-støtten til vedvarende energi er en nødvendig samfundsøkonomisk omkostning ved strømproduktion og bør betales over elregningen ud fra et almindeligt sundt brugerbetalingsprincip.

Det andet forhold, som ikke indgår i Skatteministeriets beregning, er risikoen for større usikkerhed om rammebetingelserne for den grønne omstilling, hvis finansieringen skal ske via indkomstskatten og de almindelige finanslovsforhandlinger.

De virksomheder, som investerer i vedvarende energiproduktion, har dog udtrykt alvorlig bekymring for, at der vil komme mindre stabilitet i planerne og støttesystemerne for udbygningen med vedvarende energi. Hvis det bliver tilfældet, vil virksomhedernes investeringer i den grønne omstilling blive mere risikofyldte, og man vil blive nødt til at tilbyde dem større støttebeløb for at sikre en fortsat udbygning med vedvarende energi. Risikoen for, at den grønne omstilling bliver dyrere, taler også for at bevare PSOen på elregningen.

Dansk Energi: Der er ingen mening i at beskatte grøn energi

Klimarådet er helt enige med politikerne i, at den grønne omstilling skal ske billigst muligt for samfundet – det ligger faktisk i vores mandat. Lad derfor PSO-støtten blive på elregningen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.