Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Professor: Danmark skal være et åbent land for dem, der kan og vil bidrage

Når det går fremad, har vi brug for alle kræfter, sagde Dronningen i sin nytårstale. Hun pointerede meget elegant, at vi gennem historien har hentet dygtige hænder og kloge hoveder fra andre lande og tilføjede, at det ene ikke er finere eller bedre end det andet.

Jeg er helt enig, og vil blot tilføje, at vi slet ikke kan undvære alle de dygtige hænder og kloge hoveder, vi kan skaffe, hvis vi ønsker, at Danmark skal forblive et velfærdssamfund.

Alle erhvervsledere ved, at virksomhedens vækst og overlevelse afhænger af, om de kan tiltrække de helt rigtige medarbejdere. Sådan har det altid været.

Jeg sad forleden ved siden af en dygtig erhvervskvinde med rødder på Als. Vi sad og diskuterede Dronningens nytårstale, og hun fortalte, at da hun var barn, kunne man både se og mærke, når det gik godt for Danfoss. Så kom der flere pædagoger i børnehaven, nye bøger i folkeskolerne, butikkerne blomstrede og livet blev lidt lettere. Det gælder selvfølgelig over hele landet.

Hvis danske virksomheder skal høste de muligheder, som den fjerde industrielle revolution byder, må og skal vi på samme vis tiltrække og fastholde den nødvendige arbejdskraft. Det vil sige de kloge hoveder, fx dem med stærke IT-kompetencer. Danmark mangler ca. 15.000 IT-ingeniører og dataloger, ligesom vi mangler dygtige håndværkere og produktionsmedarbejdere.

At vi skal være langt bedre til at tiltrække og fastholde den nødvendige arbejdskraft, er også det klare budskab fra formandskabet for Det Økonomiske Råd. Deres studier viser, at udenlandske medarbejdere styrker produktiviteten i danske virksomheder og forhindrer, at økonomien overopheder i et opsving som det, vi oplever i øjeblikket. Rådet påpeger også, at udlændingene typisk opholder sig i Danmark, når de er i den erhvervsaktive alder, men rejser hjem, når de forlader arbejdsmarkedet.

I en tid, hvor kampen om talent måske er den allermest presserende for virksomhederne, fordi kompleksiteten i fremtidens produktion vil vokse enormt, er det også ekstremt vigtigt, at vi fokuserer på at få de dygtige danskere, som pt. er ansat i udlandet, tilbage til Danmark, så de kan bidrage her til lands. Vi skal i den sammenhæng være bedre til at tage imod især ægtefællerne og sikre, at hele familien falder godt til.

Derfor er jeg enig med både Dronningen og statsministeren: Når det går fremad, har vi brug for de rigtige og nødvendige medarbejdere, og Danmark skal være et land, der er åbent for dem, der kan og vil bidrage aktivt til værdiskabelsen i det danske samfund.

De ubalancer og flaskehalse på arbejdsmarkedet, som det seneste årtis uddannelsespolitik og teknologiske udvikling har skabt, kan kun løses på kort sigt ved at erkende og agere på det presserende behov for at tiltrække og fastholde dygtige og arbejdsomme udlandsdanskere og udlændinge.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.