Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Problematisk at kommission langer ud

Produktivitetskommissionen foreslår et såkaldt »indkomsttaxameter«, som skal svinge op og ned alt efter dimittendernes gennemsnitlige løn. Det vil jeg gerne advare kraftigt imod. Det vil gøre det fuldstændig umuligt for universiteterne at disponere deres økonomi bare få år ud i fremtiden.

»Vi satser altså ret markant på netop de uddannelser, hvor der er størst sandsynlighed for vækst og produktivitet. Jeg vil samtidig pointere, at vi ikke får flere fysikere af at begrænse optaget på filosofi. Et universitetsstudium kræver et fagligt engagement – også fra de studerende.«
»Vi satser altså ret markant på netop de uddannelser, hvor der er størst sandsynlighed for vækst og produktivitet. Jeg vil samtidig pointere, at vi ikke får flere fysikere af at begrænse optaget på filosofi. Et universitetsstudium kræver et fagligt engagement – også fra de studerende.«

Produktivitetskommissionen har netop offentliggjort sin fjerde delrapport. Denne gang om uddannelsessektoren og potentialet i at skabe vækst på baggrund af uddannelse. Jeg er rigtig glad for, at kommissionen og regeringen ser uddannelsessystemet – og måske især universiteternes uddannelser – som en central del af løsningen på mange af Danmarks udfordringer. Jeg er mindre glad for, at der langes ud efter både universitetsuddannelsernes relevans og det bevillingssystem, som danner grundlag for finansiering af uddannelserne, nemlig taxametersystemet.

For nu at begynde med det sidste så er taxametersystemet blevet debatteret heftigt stort set siden indførelsen for 20 år siden. Kort fortalt: Der er tre takster på universiteterne. De humanistiske og samfundsfaglige uddannelser får den laveste takst, og de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser får den højeste takst. Nogle – forholdsvis få – tværfaglige uddannelser får en takst i midten. Det er et meget enkelt system, som er forholdsvis let at administrere. Derudover har taxametersystemet den klare fordel, at de studerende har en rimelig sikkerhed for, at der er penge til deres uddannelse. Også når regeringen har en ambitiøs målsætning om, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en universitetsuddannelse. Ideen med taxametersystemet er nemlig, at der udløses midler i takt med, at universiteterne uddanner de studerende. Som en del af taxametersystemet har vi så færdiggørelsesbonussen. Det er en procentdel af uddannelsestaxameteret, der kun udløses, hvis de studerende færdiggør deres uddannelse på normeret tid. Med en fremdriftsreform lige om hjørnet kan det være, at færdiggørelsesbonussenhar udspillet sin rolle.

Jeg er slet ikke imod at debattere taxametersystemet som sådan, men jeg mangler stadig at se nogle reelle alternativer, som ikke bliver uigennemskuelige og reelt kun fører til ekstra administration. Produktivitetskommissionen foreslår et såkaldt »indkomsttaxameter«, som skal svinge op og ned alt efter dimittendernes gennemsnitlige løn et år efter dimittend-dato. Det vil jeg gerne advare kraftigt imod. Det vil gøre det fuldstændig umuligt for universiteterne at disponere deres økonomi bare få år ud i fremtiden. Vi skal ikke lave et bevillingssystem, der afhænger af faktorer, som universiteterne har lille eller ingen indflydelse på – eksempelvis konjunkturerne og dimittendernes efterfølgende løn.

Et andet muligt styringsværktøj, som også Produktivitetskommissionen har fundet frem, er dimensionering af optaget på uddannelser med høj dimittendledighed. Igen: Jeg mangler at se et fornuftigt bud på, hvordan det kan gøres bedre end nu, hvor det er de studerendes faglige engagement og interesse, der styrer optaget. Tidligere forsøg med at adgangsbegrænse visse uddannelser har været temmelig problemfyldte. Der er nemlig stor risiko ved at prøve at forudsige arbejdsmarkedets behov 10-15 år frem i tiden – og det er den tidshorisont, et universitet arbejder med. Det betyder, at selvom det lyder oplagt og fristende at lave kvoter for optaget på forskellige uddannelser, så løber vi hurtigt ind i problemer. Det er jo ikke længe siden, at arbejdsgiverne ved enhver lejlighed påpegede et umætteligt behov for ingeniører. P.t. er dimittendledigheden for netop ingeniører på niveau med humanisternes ifølge Akademikernes seneste ledighedsstatistik. Vi skal altså passe på med at indrette vores uddannelsessystem efter hvad vi tror, vi ved.

De seneste år har der i øvrigt været en markant vækst i optaget på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. På de tekniske uddannelser er optaget faktisk fordoblet siden 2007. Ifølge tal fra OECD ligger Danmark da også på en fjerdeplads i forhold til at uddanne flest dimittender inden for natur-, teknik- og sundhedsvidenskab. Universiteterne optager stort set alle, der ønsker at komme ind på de uddannelser, som Produktivitetskommissionen anbefaler. Vi satser altså ret markant på netop de uddannelser, hvor der er størst sandsynlighed for vækst og produktivitet. Jeg vil samtidig pointere, at vi ikke får flere fysikere af at begrænse optaget på filosofi. Et universitetsstudium kræver et fagligt engagement – også fra de studerende.

Meget er allerede gjort, men hvis vi skal have de studerende til at orientere sig mere mod arbejdslivet, så skal virksomhederne og deres interesseorganisationer gøre en større indsats. De skal vise, hvor attraktiv en fremtid, de studerende kan få hos dem. Danske Universiteter har sammen med Akademikerne forsøgt at skyde en sådan positiv kampagne i gang med syv fælles forslag til, hvorledes flere universitetsuddannede kan blive privatrettede.

Universitetsuddannelsernes relevans og kvalitet har fået stort fokus i debatten om Danmarks fremtid. Jeg synes, at det er en rigtig vigtig debat, for vi skal hele tiden se, om vi kan gøre det bedre. I Danmark har vi endda en selvstændig enhed – Akkrediteringsinstitutionen – som udelukkende arbejder med at sikre kvaliteten og relevansen af de videregående uddannelser. Både i forhold til indhold og beskæftigelse. Siden 2008 har 583 eksisterende universitetsuddannelser gennemgået den såkaldte turnusakkreditering. Alle er blevet godkendt af Akkrediteringsrådet. Ikke én eneste har altså været af dårlig kvalitet ud fra en række faglige parametre og beskæftigelsestal.

Alt i alt er det nuværende taxameter måske rigtig relevant. Måske skal vi ikke smide barnet ud med badevandet. Måske skal vi nøjes med at undersøge, om ikke fx færdiggørelsesbonussen er ved at være overflødig. Hvis den kommer tilbage i uddannelsestaxameteret, vil det give universiteterne større økonomisk forudsigelighed og bedre muligheder for at tage kvalitetsinitiativer, der rækker ud over næste budgetår. Universiteterne skal hele tiden arbejde på at skabe endnu bedre uddannelser. Et mere relevant taxametersystem vil gøre arbejdet noget lettere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.