Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Politisk journalistik var engang refererende. I dag er det spådomme

Omkring 200 journalister har deres daglige gang på Christiansborg. Og de leverer en lind strøm af nyheder. Paradoksalt nok er de politiske journalister stort set ved at træde hinanden over tæerne i jagten efter præcis de samme udtalelser, fra præcis de samme politikere – samtidig med at de foregiver at være på jagt efter deres egen vinkel, deres egen historie.

På mange måder minder forholdet mellem politikere og journalister om et dårligt ægteskab. Med konstante skænderier om, hvem der har skylden for dårligdommene. Men parterne bryder ikke ud af forholdets negative spiral. Derfor må vi lægge øre til politikere, som beskylder pressen for at overdrive og hele tiden fokusere på konflikter – mens pressen beskylder de samme politikere for ikke at svare på det, de bliver spurgt om, og for at dække sig ind bag spindoktorer, hvis eneste interesse er at føre medierne bag lyset.

Hvad betyder det for journalistikken? Og hvad betyder det for det politiske system i Danmark? Vi har for nylig udgivet bogen »De politiske håndværkere«, hvor vi har gennemført lange, dybdegående interviews med en række politikere fra forskellige partier om den virkelighed, der er på Christiansborg, når TV-kameraerne er slukket.

Netop forholdet mellem politikere og presse ligger som en rød tråd under mange af de svar, der kommer.

Som henholdsvis politiker og journalist tilhører vi de to erhverv, der har den laveste tillid blandt danskerne. Og når vi griber til en form for selverkendelse, må vi konstatere, at der er en grund til, at det er sådan. Uden at det er alle politikere, der opfører sig ens – og uden at det er alle journalister, der løber med en halv vind.

Anderledes dækning i dag

Den politiske dækning er i dag markant anderledes, end den var, da den ene af os begyndte som elev på Journalisthøjskolen i 1976. Dengang var der kun én TV-kanal – og på den kunne man ganske ofte opleve transmissioner fra folketingssalen. Det samme kunne man i Radioavisen.

Den slags ser og hører vi yderst sjældent i dag. Journalisterne går efter at få deres egne citater fra politikerne, selv når de kunne være taget direkte fra talerstolen.

I dag bliver der yderst sjældent bragt klip fra Folketinget, medmindre der er en særskilt pointe i at vise en næsten mennesketom sal. Og så betyder det mindre, hvad der bliver sagt fra landets fornemste talerstol, som Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) beskriver den.

En af reaktionerne på udviklingen har været, at Folketinget i dag har sin egen TV-kanal, hvor det er muligt at følge alle åbne møder i Folketinget. Det giver åbenhed, men paradoksalt nok graver det også grøfterne mellem politikerne og befolkningen endnu større. For Folketinget er på den måde med til at understøtte en udvikling, hvor budskaber flyttes fra TV, radio og aviser over på sociale medier og medier, der ikke er underlagt journalistiske principper. Og har samtidig gjort det legitimt for de redigerede medier ikke at dække arbejdet i folketingssalen – for det klarer Folketingets egen TV-kanal jo. Er det sundt for en demokratisk udvikling? Næppe!

Fra referat til spådomme

Gennem de seneste 40 år har den politiske journalistik groft sagt bevæget sig fra at være refererende til at være det, man kunne kalde spådomsjournalistik. De politiske historier handler ikke længere om, hvad der blev sagt i folketingssalen i går – men i højere grad om, hvad vi forventer, at der sker i morgen.

Vi efterlyser en mere nuanceret politisk journalistik end det. Det politiske spil med intriger, spin og mudderkastning byder på gode historier. Og vi er på ingen måde fortalere for, at de ikke skal skrives eller fortælles, for de er en del af virkeligheden. Men der foregår så meget andet og mere, som offentligheden ikke får kendskab til, f.eks. alt det, som besluttes i bred enighed. Vi efterlyser derfor mere refererende journalistik, så borgerne får et større indblik i, hvad der i virkeligheden foregår på Christiansborg – men det betyder jo ikke, at journalistikken skal være tandløs.

I Danmark har alle borgere pligt til at kende loven. Ukendskab til loven er ingen undskyldning for at bryde den. Men en stadigt større del af den lovgivning, der bliver vedtaget – oftest med meget brede flertal i Folketinget – bliver ikke omtalt. Og den er trods alt ikke mindre relevant end den lovgivning, der vedtages med snævre flertal.

Betyder det så, at det kun er medierne, der skal ændre adfærd? På ingen måde. Kulturminister Mette Bock (LA) formulerer nok det bedste råd: »Vi skal som politikere blive bedre til ikke at sige noget hele tiden.«

For politikerne bestemmer jo selv, om de vil stille op til interviews, til Clement Kjersgaards politiske cirkus i Debatten på DR2 – eller til diverse talkshows. Man behøver ikke sige ja til alting. Ligesom man ikke behøver at opføre sig som en linselus for at blive valgt eller genvalgt.

Benny Engelbrecht er MF (S), forfatter og tidligere minister. Flemming Sørensen er journalist, forfatter og tidligere underviser på Danmarks Journalisthøjskole gennem 13 år. Forfatterne er brødre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.