Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Lørdagsdebat

Politikernes sprog-skabte virkelighed

»Hvis vælgernes eneste kilde til viden om virkeligheden var politiske debatter, kunne man være bekymret over debatternes sort-hvide virkelighed. Men vælgerne ved vist efterhånden godt, at politik er en TV-serie med personer, som kæmper om seernes gunst.«

»Vælgerne ved vist efterhånden godt, at politik er en TV-serie med personer, som kæmper om seernes gunst,« skriver Klaus Kjøller om dagens politiske sprog. Her ses Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, fra TV-serien Borgen, en fiktiv fortælling om det politiske liv på Christiansborg og omegn. Foto: Esben Salling
»Vælgerne ved vist efterhånden godt, at politik er en TV-serie med personer, som kæmper om seernes gunst,« skriver Klaus Kjøller om dagens politiske sprog. Her ses Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, fra TV-serien Borgen, en fiktiv fortælling om det politiske liv på Christiansborg og omegn. Foto: Esben Salling

Det er en udbredt opfattelse, at der findes et særligt politikersprog. Men det er svært at præcisere, hvordan dette sprog er. Nogle finder det karakteristisk for politikere, at de ikke svarer på spørgsmål, som journalister stiller. Desuden har universitetsfolk jævnligt i årtier gjort opmærksom på, at politikeres argumentation ikke er logisk sammenhængende. Og igen og igen fremhæves løftebrud og uld-i-mund som karakteristisk for politikersprog og som en forklaring på den udbredte politikerlede.

Og alle disse træk findes i politikeres sprog. Men de er ikke specielle for politikere. Det er noget, som vi alle gør, hvis vi får brug for det. Enhver leder eller tillidsrepræsentant er f.eks. nødt til jævnligt at tale udenom for at undgå at offentliggøre fortrolige informationer. Eller for at bevare de bedste muligheder for at løse en konflikt.

I enhver familie opstår jævnligt situationer, hvor logisk sammenhængende argumentation kommer til kort. Jeg er stadig rystet over dengang min elskede, som senere blev min kone, for første gang imødegik en perfekt, logisk tvingende argumentation fra min side med erklæringen: »Og hvad så?« Det kom som et stærkt følelsesudbrud, som jeg var nødt til at respektere, selvom jeg allerede dengang var universitetsuddannet i logik. Senere fik vi flere børn, og gang på gang oplevede jeg, at logiske, saglige argumentationer om substansen druknede i sagligt irrelevante procesforhold og personfnidder i en almindelig børnefamilie.

Klare svar og logisk argumentation er en luksus, som hverken politikere eller almindelige mennesker altid kan tillade sig. For at nå et ønsket resultat – eller for bare at overleve i en kompliceret virkelighed – må alle jævnligt tale udenom og acceptere ulogisk argumentation. Men da politikere praktiserer disse yderst almindelige ting offentligt under mange borgeres intense opsyn, så bliver de syndebukke for vores fælles forsømmelser.

Kunsten at sige så meget som muligt

Men selv om politikeres sprog ikke har eneret på disse træk, så giver det alligevel god mening at tale om »det politiske sprog«. Det skyldes, at politikere har en særlig arbejdssituation, som ofte gør det nødvendigt for dem at bryde almindelige regler for god moral og sprogbrug.

Den særlige arbejdssituation er, at en politiker ofte er nødt til at sige noget offentligt her og nu, for uden fængende mål og gode replikker, ingen politiker. Men politikeren ved samtidig, at enhver offentlig udtalelse bliver et offentligt dokument i en usikker fremtid. Et dokument, der er en hård kendsgerning, som andre politikere og pressen måske senere kan bruge som fældende bevis på, at man mangler én eller flere dyder: At man løj, havde egoistiske hensigter, sagde noget, som man senere modsagde, eller sagde noget, som senere viste sig at være sagligt forkert.

Se f.eks., hvordan Thulesen Dahl (DF) har fået problemer nu, fordi han ved Europol-afstemningen gav folk indtryk af, at man kunne få en ny afstemning – uden at oplyse, at DF så først ville kræve en folkeafstemning om Schengen. Og se, hvordan finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fik problemer, fordi han for få dage siden gav folk indtryk af, at hans nådesløse kritik af S-planen for 2025 byggede på en objektiv analyse fra hans ministeriums regnedrenge.

En politiker er ofte fanget i et dilemma mellem at skulle sige noget, som fungerer optimalt her og nu, men samtidig undgå at sige noget, som senere kan bruges af modstandere og af pressen. Den eneste fornuftige måde at løse dilemmaet på er at sige så lidt som muligt, man senere kan hænges op på, samtidig med at man så vidt muligt får det til at se ud af så meget som muligt.

Denne særlige arbejdssituation for politikere har en række interessante, tvingende konsekvenser for politikeres sprogbrug. Bl.a. den konsekvens, som i den internationale forskning kaldes »bullshit«:

Politikere bruger meget tid på at sige selvfølgeligheder og på at rose sig selv. Men mest tid bruger de på at tillægge modstandere standpunkter, som de derefter angriber nådesløst ved at fremføre hårrejsende eksempler på de lidelser, disse standpunkter vil påføre borgere. Enhver, som med friske øjne ser næste udgave af Debatten på DR 2 eller næste debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump, kan se, at det er det, der hele tiden foregår, uanset hvad debattens officielle emne er.

»Bullshit« er et negativt udtryk. Det er yderst almindeligt, at filosoffer, retorikere og andre videnskabeligt uddannede, som deltager i debatten med bøger og indlæg, danner og bruger negative udtryk om træk ved det politiske sprog. For på grund af politikeres særlige arbejdssituation er de tvunget til at bruge sproget på en måde, som strider groft mod idealerne for akademiske diskussioner. Men politikere, som strides offentligt for øjnene af vælgere og medier, diskuterer ikke som forskere. Politikere debatterer, dvs. de forsøger selv at fremstå mest muligt positivt og sælge deres politik samtidig med, at de forsøger at få modstandere til at fremstå mest muligt negativt med en håbløs politik. Og her bruges alle de midler, som politikerne finder hensigtsmæssige. Et af de mest brugte midler i danske politiske debatter er humor. Der gælder en regel om, at politikere kan skælde hinanden ud for det værste og tillægge hinanden groteske standpunkter, bare det sker med et stænk humor og selvironi.

Politik er en TV-serie

Set gennem en politisk debat tager virkeligheden sig ret speciel ud. Da angreb på modstanderen er det, der giver debatten dynamik, bliver enhver detalje, der kan bruges til angreb på modstanderens dyder, trukket frem og forstørret. Derimod ignoreres eller nedtones alt, som er ubrugeligt til dette formål.

Det betyder, at debattens politiske sprog fremstiller virkeligheden, som om den udelukkende består af noget, der altid hersker stor uenighed om. Alt, der forener, forsvinder. Bortset fra humoren.

Hvis vælgernes eneste kilde til viden om virkeligheden var politiske debatter, kunne man være bekymret over debatternes sort-hvide virkelighed. Men vælgerne ved vist efterhånden godt, at politik er en TV-serie med personer, som kæmper om seernes gunst. Derfor bruger vælgerne ikke debatterne som et billede af en nuanceret virkelighed, men som genvej til viden om, hvor de værste farer og trusler kan ligge. De har tillid til, at enhver fare, trussel og fejl vil blive forstørret maksimalt og brugt som krudt i debatten.

Det er ikke kun letkøbt, men irrelevant at kritisere politiske debatter for ikke at være diskussioner. I demokratiet har vi ikke brug for, at fremtrædende lærde jamrer over realiteter, som ikke er til at ændre. Det kan være retorikprofessorer, som jamrer over politikeres ikke-svar eller statskundskabsprofessorer, som jamrer over, at man hvert år i pressen kun politisk behandler under 1 pct. af finanslovens indhold. Denne jammer er undergravende, fordi den bekræfter og udbreder en fæl misforståelse af, hvad der kan og bør foregå i den politiske offentlighed. Tværtimod har vi brug for at unge i skolen lærer, hvorfor politikere er tvunget til at debattere og netop ikke kan diskutere offentligt. Ellers kan de unge let blive lede ved politik. Heldigvis viste professor Jørgen Goul Andersens undersøgelse i denne uge (Berlingske 26/9), at øget politikerlede skyldes velfærdsnedskæringer og altså ikke det politiske sprog.

Alligevel er det vigtigt i skolerne at lære eleverne, at den ubegrænsede, fri diskussion mellem ligemænd, som munder ud i en bindende flertalsbeslutning, ikke findes i demokratiets offentlighed. Lukkede døre er en nødvendig – men langtfra tilstrækkelig – betingelse for en diskussion. Ingen ved nøjagtigt, hvad der foregår bag lukkede døre, når Løkkes 2025-plan forhandles. Men mulighederne for en rigtig diskussion er til stede.

Og selvfølgelig er alt ikke godt ved politikeres sprog. Men lykkeligvis er det således i et demokrati, at politikere, hvis offentlige sprogbrug i debatten altid er for ringe, indholdsløs og selvfølgelig, ryger ud ved næste valg. Det politiske sprog er derfor langt værre i ethvert diktatur, præstestyre og etpartisystem.

Klaus Kjøller udgiver på tirsdag, hvor Folketinget åbner et nyt folketingsår, bogen »Det politiske sprog. Nødvendige løgne, platheder og bullshit«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.